Politiet øger tilstedeværelse på grund af Macron

I de kommende dage vil der være mere politi i Nuuk.

Grønlands Politi
Offentliggjort

Søndag besøger den franske præsident Emmanuel Macron Grønland, og derfor vil der i de kommende dage være mere politi til stede i Nuuk.

Det oplyser Grønlands Politi på Facebook:

- Vi har fået assistance fra de andre politikredse, som skal bistå os med opgaven. Vores kollegaer vil sammen med os sikre, at besøget foregår i god ro og orden, så alle – både besøgende og lokale - kan føle sig trygge, udtaler vicepolitiinspektør Kunuk Frederiksen og fortsætter:

- Hils meget gerne på vores kollegaer, hvis du møder dem.

Skal diskutere sikkerhed

Den franske præsident ventes at ankomme til Nuuk søndag sammen med statsminister Mette Frederiksen, men der er endnu ikke mange officielle oplysninger om programmet for besøget.

Det er dog meldt ud, at Macron og Frederiksen skal mødes med formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), og tale om sikkerhed i Nordatlanten og Arktis, samt drøfte en række andre emner såsom økonomisk udvikling, klimaforandringer og energi.

Der bliver formentlig tale om et kortere visit fra den franske præsident, da Jens-Frederik Nielsen og Mette Frederiksen allerede mandag og tirsdag skal deltage i rigsmøde og kontaktudvalgsmøde på Færøerne.

Her skal de mødes med Færøernes lagmand Aksel V. Johannesen, og sikkerhed er også på dagsordenen til dette møde

Powered by Labrador CMS