Nu er elcykler lovlige i Grønland

Fra 1. juni er elcykler blevet gjort lovlige i Grønland. Elløbehjul lovliggøres dog ikke med de nye regler.

Elcykler
Elcykler skal ikke længere leve op til knallartkrav.
Offentliggjort

I oktober sidste år meldte Grønlands Politi ud, at der ikke var en særskilt regulering af elcykler i Grønland, og derfor måtte myndighederne vurdere dem efter samme regelsæt som knallerter. Det betød i praksis, at mange elcykler var ulovlige.

Naalakkersuisut gik ind i sagen og bad den danske regering om at lave nye regler, og der er nu blevet rettet op og indført en ny regulering fra 1. juni, der gør elcyklerne lovlige.

Det oplyser naalakkersuisoq for bolig og infrastruktur, Hans Peter Poulsen (S), i en pressemeddelelse:

Opfordre til at tage hensyn

- Det er tilfredsstillende, at det nu er lovligt at anvende en elcykel. En elcykel kan være et effektivt transportmiddel, som i nogen tilfælde kan erstatte en bil, ligesom de kan bruges i turistbranchen, udtaler naalakkersuisoq, der dog også opfordrer brugere af elcykler til at udvise forsigtighed:

- Med flere elcykler kan der komme mere trafik på veje og stier. Jeg vil i den forbindelse opfordre alle til at være opmærksomme og tage hensyn i trafikken, så de hurtige elcykler ikke fører til ulykker.

Naalakkersuisoq gør samtidig opmærksom på, at el-løbehjul ikke er med i den aktuelle ændring, men at de kan komme med i en senere ændring af reglerne.

De nye regler for elcykler er således:

• Der må kun være én motor på cyklen.
• Motoren må kun hjælpe til, når der trædes i pedalerne, dog må der være en hjælpefunktion (gåfunktion) ved op til 6 km/t.
• Motoren må max give effekt på 750 watt.
• Motoren må kun hjælpe til op til 25 km/t.
• For bremser, lys og andet udstyr gælder samme regler som for almindelige cykler.
• Cyklisten skal anvende cykelhjelm under kørslen.

Powered by Labrador CMS