Min mor ville ikke kendes ved mig

Solvej Anne Marie Josefsen blev bortadopteret ved fødslen. I dag er hun 58 år og håber på at få kontakt til slægtninge via et opslag på Facebook

I raseri ødelagde adoptivmoderen næsten alle billeder af Solvej som barn. Det her er et af de to eneste tilbageværende.
Offentliggjort

- Jeg havde det godt hos dem, der adopterede mig. Jeg så dem som mine forældre, fordi jeg kun var et halvt år, da de adopterede mig. Men som jeg blev ældre, begyndte jeg at gøre mig tanker om mit ophav, fortæller Solvej Josefsen via en videoforbindelse fra Nørresundby i Nordjylland, hvor hun har været bosat siden 1986.

ABONNENTER

Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser. 

Fremover vil historier som denne kræve abonnement.

God læselyst, og god fornøjelse.

- Mine adoptivforældre, en grønlandsk kvinde og en dansk mand, lærte hinanden at kende ved Prins Christians Sund radiostation, hvor min adoptivfar arbejde, mens min adoptivmor var oldfrue i køkkenet. Som så mange andre dengang, fik min adoptivmor tuberkulose, siger Solvej.

Opslaget på Facebook, hvor Solvej leder efter slægtninge, har fået mange tilbagemeldinger, primært på grønlandsk, som hun ikke forstår.

Hun blev sendt til Nuuk, for at blive undersøgt og få behandling. Mens hun var i der, lærte hun Solvejs biologiske mor at kende, der fortalte hende, at hun havde født en pige, som hun ikke ville kendes ved.

- Det barn var så mig. På den måde fik mine adoptivforældre kendskab til mig og fik forældremyndigheden over mig.

- Jeg blev altså født i Nuuk, men døbt i Nanortalik, hvor mine adoptivforældre arbejdede, indtil jeg skulle starte i skole i Nuuk, fortæller Solvej Josefsen, der for nogle uger siden lavede et opslag på Facebook-siden ”Nuuk Borger Info”, hvor hun søger biologiske familiemedlemmer.

Ordblind

Solvej Josefsen har fået assistance af en hjemmehjælper med interesse i slægtsforskning, til sit Facebookopslag. Hun er nemlig ordblind. Et handikap, som – udover det sproglige – har givet hende udfordringer i forhold til de henvendelser, hun har fået på opslaget.

- Dem, der skriver til mig, har været på grønlandsk og det kan jeg ikke læse. Jeg kan heller ikke stave grønlandsk. Jeg kan kun tale grønlandsk. Mine adoptivforældre var begge ordblinde og det tror jeg, har påvirket mig lidt. På den måde, har jeg været meget forsømt, hvad det angår, siger hun.

Solvej Josefsen fortæller, at hendes far ønskede at give hende bedre muligheder og valgte derfor at flytte hende til Danmark, hvor hun boede hos hans forældre i Hundested i Nordsjælland.

- De var fra den gamle skole. De var strenge og ville ikke kendes ved ordblindhed. Det var nok derfor, min far rejste til Grønland for at arbejde nogle år i fred. Og han blev immervæk i Grønland i 40 år. Jeg tror, at han flygtede fra deres meget hårde facon, noget jeg forstod, da jeg boede hos dem, siger 58-årige Solvej Josefsen.

Solvej Anne Marie Josefsen (født 22. september 1963) bor i Nørresundby i Nordjylland i en seniorbolig.

Hun fik muligheden for at komme væk fra de strenge bedsteforældre, da hun kom på en specialskole i Frederiksværk, som tilgodeså forskellige slags handikap.

- Der var jeg i tre gode år, inden jeg kom på efterskole. Jeg begyndte derefter at uddanne mig til køkkenassistent og boede på kollegie i Aalborg, hvor der boede flere grønlændere og vi havde også grønlandske undervisere, fortæller hun.

Skilsmisse

Solvejs adoptivforældre blev skilt, inden hun startede i skole. Hun fortæller, hvordan hendes mor drak meget. Det resulterede i, at faren fik forældremyndigheden over Solvej. Moren forblev bosiddende i Sydgrønland, men Solvej ønskede at flytte med faren til Nuuk på grund af morens misbrug.

Adoptivmoren blev så rasende, at hun bortskaffede alle billeder med Solvej. De to billeder, der her er i artiklen, er de eneste tilbageværende af hende som barn.

- Jeg kender ikke min biologiske far. Det er noget med, at han døde, inden alt det her skete. Jeg kan forestille mig, at min biologiske mor derfor er gået økonomisk ned. Måske er det det, der har gjort, at hun ikke ville vedkendes mig allerede fra fødslen. Jeg ved alt dette fra min far. Han har aldrig lagt skjul på, at jeg var adopteret. Derimod har min adoptivmor lagt meget skjul på, at jeg var adopteret. Nu er de begge døde, så jeg kan ikke få svar på alle de spørgsmål, som har kørt rundt indeni mig, siger hun.

Tilbage til Nuuk

Solvej Josefsen har været i Grønland ad to gange på et halvt år, siden hun flyttede til Danmark som ung. Hun var i praktik på Egmontgården, hvor hun gjorde sin uddannelse som køkkenassistent færdig. En uddannelse, hun er meget stolt af.

- Mine gener er jo grønlandske, så jeg faldt hurtigt godt til. Dem, der kendte mig fra dengang, jeg var barn, spurgte ind til mig og det gav mig en hjemlig følelse, at tale med nogen, der kendte mig, erindrer hun.

- Jeg drømmer om at komme tilbage til Nuuk og se forandringen, der er sket siden jeg var der i 80’erne, siger Solvej Josefsen, mens hun tager sin rollator over til køkkenet, hvor hun viser billeder, der hænger på køkkenlågerne.

Hun blev gift i Danmark og har to sønner. Billederne viser de to sønner, som indtil det omtalte opslag på Facebook, var det eneste familie, hun kendte til.

Solvej som 4-årig i nationaldragt, da hun skulle give blomster til dronning Ingrid.

Årsagen til, at Solvej Josefsen nu ønsker at finde slægtninge er først og fremmest, at hun vil kende til sine søskende. Hun ved, at hendes biologiske mor er død. Det samme er hendes adoptivforældre.

- Min biologiske mor fortalte ikke om mig, så jeg forstår godt, at det må være voldsomt, at der pludselig kommer en ukendt søster. Det må være mærkeligt, at ens mor har holdt det hemmeligt, at hun har født et barn og givet det væk, siger hun.

Opslaget har resulteret i kontakt til en otte år ældre søster, bosiddende på Fyn. Søsteren er den ældste i søskendeflokken, som kunne fortælle at de er elleve søskende i alt med Solvej.

- Hun havde fundet mit nummer på Facebook og ringede og spurgte, om jeg havde tid til at snakke. Jeg troede først, at det var sådan en sælger, der ringede til mig, siger hun med et grin.

Håbet lever

- Jeg kan forstå, at mine andre søskende også gerne vil have kontakt til mig, men at de behøver lidt tid til at vænne sig til tanken om, at jeg overhovedet findes. De har aldrig vidst, at jeg eksisterede og nu kommer der pludselig et helt fremmed ansigt og siger, at vi deler mor. Det er jo gensidigt, at de også vil have mig til at passe ind i deres puslespil, siger Solvej Josefsen, der håber, at hendes grønlandske slægtninge læser avisen og vil tage kontakt til hende via de sociale medier.

- Vi har ikke længere vores mor, vi kan spørge. Der er stadig mange spørgsmål, der kører rundt indeni mig, selvom det store er lagt på plads. Jeg ved, hvem min mor var, og at jeg blev bortadopteret ved fødslen. Men hvordan det hele hænger sammen med min familie, det ønsker jeg stadig at finde svar på, siger hun.

Powered by Labrador CMS