Mellem fjeld og verden

Hvis der er ét ord, der kendetegner Mikkel Krogh Søndergårds liv, er det dobbelthed.

Han er født og opvokset i Nuuk – i Nuussuaq, med fjeldet i baghaven og kernefamilien som nærmeste netværk. Samtidig har han, siden han var ganske ung, været nysgerrig på verden udenfor. Hans livsbane er på én gang lokalt forankret og internationalt udfoldet – en balance, som han selv kalder sin største drivkraft.

- Jeg føler mig hjemme begge steder, siger han og supplerer:

- Grønland er mit fundament. Men det var først, da jeg kom ud, at jeg forstod, hvor meget det betyder for mig.

Lærer livet på italiensk

Som 16-årig forlod Mikkel Krogh Søndergård Nuuk, efter ni år på Nuussuup Atuarfia, for et udvekslingsår i Torino. Han landede i en italiensk familie, der talte næsten intet engelsk, og stod pludselig midt i hverdagen uden et fælles sprog. Det blev et crashkursus i både liv og sprog – og i den italienske måde at leve på.

- Jeg lærte italiensk, fordi jeg gerne ville og i øvrigt ikke havde noget valg, fortæller han med et grin.

- Men jeg lærte også noget om nærvær – om at sætte pris på de gode ting i livet, gode råvarer, fokus på krop og sind, da både sport og akademia blev vægtet af min værtsfamilie. Det var dér, jeg første gang oplevede ideen om la bella vita (det skønne liv, red.), som jeg siden har taget med mig.

Sideløbende blev Piemonte-alperne hans legeplads. Han stod på ski, spiste den regional mad som ”nonna” (mormor) lavede, og sugede atmosfæren til sig. Erfaringen ændrede hans blik på verden – og på Grønland. Da han vendte hjem, vidste han, at verden var større, men også, at han bar et lille stykke af Nuuk med sig uanset hvor.

Men Mikkel var hurtig videre.

Falder – og rejser sig igen

Der var engang, hvor alt lå snorlige foran ham. Den internationale studentereksamen, International Baccalaureate, i Grenaa var bestået, og kursen sat mod Aarhus og en fremtid som jurist – præcis som hans far. Men virkeligheden ville det anderledes.

Efter nogle semestre mistede han grebet om juraen. Formueretten blev skæbnesvanger, eksamenen glippede – og Mikkel valgte at stoppe.

- Jeg dumpede, siger han uden omsvøb.

- Og det var nok det bedste, der kunne ske.

For nederlaget blev et vendepunkt. Han vendte hjem til Nuuk, hvor han begyndte på Ilisimatusarfik og færdiggjorde en bachelor i samfundsvidenskab. Det var her, han for alvor fandt interessen for at forstå, hvordan samfund fungerer – og hvordan politik, økonomi og mennesker påvirker hinanden.

Men rastløsheden og kærligheden trak ham igen mod Danmark. Tilbage til Aarhus, hvor han denne gang valgte internationale studier. Her faldt brikkerne endelig på plads. Økonomiske modeller, statistik og makroanalyser – alt det, som mange finder tørt – gav pludselig mening.

- Jeg fandt ud af, at tal faktisk slet ikke er så skræmmende, siger han med et smil.

- Økonomi og tal handler jo i virkeligheden om mennesker. Det er dér, man forstår, hvordan samfund og virksomheder på et overordnet niveau hænger sammen.

Hans speciale blev et dybt dyk i Grønlands fiskerilovgivning – en teknisk og politisk balancegang. Otte år før Inatsisartut vedtog en ny fiskerilov, konkluderede han hvorfor det var så svært at blive enige politisk, men også den samfundsmæssige nødvendighed i at finde en vej ud af status quo. Set i bakspejlet var valg af specialeemne ikke et dårligt valg – hans første stilling var i fiskeribranchen.

Ser det andet Grønland

Da eksamensbeviset var i hus, åbnede verden sig på ny. Men denne gang førte vejen ikke ud – den førte ham ind i hjertet af det grønlandske erhvervsliv.

Han begyndte hos Royal Greenland, hvor han fik en projektansættelse i HR, og dermed var fokus i første omgang på mennesker og organisation – ikke fisk. Han var således i 2017 med til at lave setuppet for de første tilkaldte fabriksarbejdere fra Kina, der i dag udgør en vigtig medarbejdergruppe på flere landanlæg langs kysten.

- I mit år i HR fik jeg mulighed for at komme ud på kysten og opleve en side af Grønland, jeg ikke kendte som barn af danske forældre i Nuuk. Min svigermor er fra Uummannaq, så jeg bad min chef om et længere ophold på et landanlæg i en af bygderne dér. Det blev til en måned i Ukkusissat, hvor jeg boede i et lille typehus med tre kolleger fra Kullorsuaq. Der var en sprogbarriere, men jeg brugte det grønlandske, jeg kunne, og var oprigtigt nysgerrig på deres hverdag. Vi fandt hurtigt hinanden, og jeg mindes tiden deroppe med glæde.

Opholdet i Ukkusissat blev formativt for det ledelseskompas, der driver ham i dag. Han beskriver mødet med ”det andet Grønland”, som afgørende for at forstå og huske, hvem beslutningerne egentlig handler om. At arbejde i offentligt ejede virksomheder handler også om at styrke sammenhængskraften og forstå de liv, der leves på tværs af landet.

Fra assistent til direktør

Efter et par år i Royal Greenlands trawlerafdeling, hvor han lærte produktionen at kende, fik han i 2019 øje på en jobannonce på det daværende sermitsiaq.ag: Air Greenland søgte en personlig assistent for administrerende direktør Jacob Nitter.

- Det var præcis det job, jeg havde drømt om, da jeg sad på kandidaten, siger han.

- Tæt på beslutningerne og tæt på maskinrummet.

Han fik stillingen, og de følgende år blev en form for mesterlære i moderne grønlandsk ledelse. Det var vigtige år med Selvstyrets fulde overtagelse af ejerskabet, covid-pandemien og finansieringen af den historiske flådeudskiftning frem mod 2024.

- Det var hårdt, men vanvittigt spændende, fortæller han.

- Jeg fik lov til at se, hvordan beslutninger bliver til – og hvad de betyder finansielt, menneskeligt og organisatorisk.

Efter en periode som ansvarlig for kommerciel forretningsudvikling, blev han forfremmet til charterchef, hvor ansvaret voksede, og tempoet steg. Her lærte han håndværket i den balance, der kendetegner offentligt ejede selskaber – mellem det kommercielle og det samfundsmæssige ansvar.

Siden april 2025 har han stået i spidsen for Greenland Travel, Air Greenlands rejsebureau, der både sikrer daglig logistik for erhvervsrejsende og skaber eventyr for de mange turister, der besøger landet. Samtidig har han de seneste tre år været næstformand i bestyrelsen for NunaGreen, som med udvidelsen af vandkraftværkerne står bag Grønlands største infrastrukturinvestering til dato.

Ledelse med lokal klang

Som administrerende direktør for Greenland Travel balancerer Mikkel Krogh Søndergård dagligt mellem strategi og mennesker. Han ser sig selv som del af en ny generation af grønlandske ledere – forankret i landets værdier, men med udsyn og erfaring fra verden udenfor.

- Jeg har aldrig haft en stram karriereplan, men jeg har altid vidst, hvad jeg ville, siger han.

- Jeg er drevet af nysgerrighed og ønsket om at gøre en forskel herhjemme. Det er vigtigt, at vi uddanner ledere med rødder og værdisæt i det grønlandske – det gør virksomhederne mere robuste og giver dem sjæl.

Når han taler om ledelse, handler det ikke om KPI’er og bundlinjer, men om tillid, respekt og ansvar. Regnearket er kun overfladen; i centrum står menneskerne, der får ting til at ske.

Hans tilgang til ledelse og netværk er også præget af en tidlig forståelse for ansvar – og for de gråzoner, der kan opstå, når man bor i et samfund, hvor man kender næsten alle. Hans far var mangeårig landsdommer i Grønland, og hjemme omkring middagsbordet blev habilitet ikke kun et juridisk begreb, men en måde at forstå verden og agere på.

- Jeg har nok fået ind med modermælken, at man skal tænke sig om, før man handler, siger han.

- I et lille samfund som vores kan man hurtigt komme til at blande rollerne sammen – og så mister man troværdigheden.

Det handler om karakter

Han er derfor bevidst om at holde afstand, både i det små og i det store.

- Jeg forsøger altid at adskille det professionelle og det private, siger han og kommer med en erkendelse:

- Det skylder man sine kolleger, arbejdspladsen og samfundet. For man mødes jo igen, i Brugsen eller til en sammenkomst. Folk skal derfor kunne stole på, at mine beslutninger er saglige og velovervejet, især de personbårne eller tunge beslutninger hvor man som leder ikke kan dele alle nuancer offentligt.

For ham handler habilitet ikke om paragraffer, men om karakter. At kunne stå i sin egen ret – og ikke lade sig styre af relationer eller forventninger.

- Jeg har mange venner og bekendte, men jeg bruger dem ikke som netværk i mit arbejde, siger han og tilføjer:

- Jeg vil gerne vurderes på mine handlinger, ikke på, hvem jeg kender. Integritet er det, der står tilbage, når alt andet skrælles af.

Søger ro i bevægelsen

Når arbejdet fylder og hovedet summer af tal og beslutninger, søger Mikkel Krogh Søndergård ud i fjeldet. Han løber/vandrer, står på ski eller ror kajak ofte alene i løbet af året. Naturen er hans frirum – et sted uden deadlines, hvor stilheden er dyb og tankerne falder til ro.

- Jeg er oplevelsesløber, siger han med et lille grin og fortsætter:

- Jeg laver ikke sport for at vinde, men for at mærke fjeldet, dufte lyngen, havet eller nyde lyset fra et snehvidt landskab under en blå himmel. Det er dér og med familien, at jeg finder balancen.

Balancen søger han også i hjemmet. Her er hustruen, der arbejder som selvstændigt praktiserende psykolog, og deres to børn på seks og fire år. Sammen har de truffet et bevidst valg: at børnene skal vokse op med grønlandsk som deres modersmål.

- For min hustru og hendes side af familien er det jo naturligt, men for mig betyder det særligt meget, at grønlandsk bliver børnenes modersmål, siger han.

- Selvom jeg forstår meget og gerne bruger det jeg kan, vil jeg ikke kalde mig dobbeltsproget. Det grønlandske sprog bærer kulturen og er essentiel i at forme vores samfunds værdisæt. At anerkende det og derfor prioritere vores sprog for de næste generationer, er ikke bare en gave for den enkelte, men også en måde at sikre vores værdisæt og identitet i en stadigt mere internationalt præget dagligdag.

Valget er ikke tilfældigt. Det afspejler den dobbelthed, der præger Mikkels eget liv – mellem det danske og det grønlandske, det internationale og det nære. Han ønsker, at børnene skal kende begge verdener, med et sikkert afsæt i det grønlandske.

Derhjemme har de justeret hverdagen, så tiden sammen prioriteres.

- Perioden med små børn kommer aldrig igen, siger han.

- Det er i disse år deres fundament skabes – både for sproget, for rødderne og for hvem de bliver som mennesker. Det er jo både det største ansvar og det mest livsbekræftende ved at have små børn.

For at balancere arbejde og småbarnsliv, har Mikkel og hustruen taget et bevidst valg.

- Jeg er så heldig, at jeg i min hustru har en partner, der ønsker og kan løfte så meget for os derhjemme, så jeg kan være den bedste version af mig i mit arbejdsliv i disse år. Hun har skruet ned for sine timer, som til gengæld giver os mulighed for en hverdag mere i balance.

Forener fjeld og verden

Mikkel Krogh Søndergård bevæger sig hjemmevant mellem mødelokaler og fjelde, mellem et internationalt præget arbejdsliv og hjemmet i Nuussuaq. Hans liv er vævet sammen af modsætninger, der ikke udelukker hinanden – men forstærker hinanden.

Han er den lokale verdensborger, der ser Grønland som både centrum og udgangspunkt.

Og i et samfund i forandring repræsenterer han måske netop den dobbelte styrke, Grønland har brug for: forankring og udsyn.