Medarbejderne har talt: Flertal imod fortsættelse af røgfri arbejdstid i Qeqqata Kommunia

Vil kommunalbestyrelsen lytte til et flertal af de ansatte i kommunen eller ej? Det finder vi ud af torsdag, når kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia holder møde.

Offentliggjort

Qeqqata Kommunia har været rundt og høre medarbejdernes mening om kommunens forbud mod rygning i arbejdstiden. 

Qeqqata Kommunia har gennemført en medarbejderundersøgelse om den gældende rygepolitik, efter ønske fra den nye koalitionsaftale mellem Siumut og Inuit Ataqatigiit. Aftalen lagde op til, at medarbejderne skulle høres om rygeforbuddet i arbejdstiden bør fastholdes.

Undersøgelsen blev gennemført digitalt via SurveyXact i perioden 7. til 28. maj 2025, og i alt 631 medarbejdere – svarende til 57,3 % af kommunens ansatte – deltog.

Flertallet imod det nuværende forbud

50% af medarbejderne oplyser, at de ikke anvender nikotinholdige produkter i arbejdstiden, mens resterende oplyser, at de er rygere.

18% af respondenterne giver udtryk for, at de er meget tilfreds med kommunens politik om forbud mod brug af nikotinholdige produkter i arbejdstiden, 11 % som tilfredsstillende, 18 % er neutrale, 20 % er utilfredse og 33 % er meget utilfredse.

Undersøgelsen viser også, at 58 % mener, at det bør være op til den enkelte medarbejder selv at tage ansvar for nikotinstop – og ikke en opgave for arbejdspladsen.

Anbefaler ikke tilbagerulning

På trods af undersøgelsens resultater anbefaler administrationen i Qeqqata Kommunia, at man ikke ophæver rygepolitikken. 

De vurderer, at en tilbagerulning vil stride mod kommunens strategier og politikker – herunder Inuuneritta III. I stedet anbefales det at se på en justering af den nuværende politik, med fokus på inklusion, støtte og helhed.

Vil kommunalbestyrelsen lytte på flertallet i deres undersøgelse eller kigge på deres strategier og politikker? Det finder vi ud af, når kommunalbestyrelsen holder møde torsdag.

Powered by Labrador CMS