Lønhop til anstaltsbetjente

Anstaltsbetjentes løn kommer tættere på det danske niveau, lyder det fra Fængselsforbundet om ny overenskomst.

Offentliggjort

Det er flere kroner i lønningsposen på vej til landets anstaltsbetjente.

Betjentenes fagforening, Fængselsforbundet, oplyser således i en pressemeddelelse, at der er indgået en overenskomstaftale, der gælder med tilbagevirkende kraft og løber i en seksårig periode fra 1. april 2020 til 31. marts 2026.

- Den indeholder generelle lønreguleringer og overgangstillæg, der kan sikre op til 60.000 kroner ekstra pr. anstaltsbetjent, skriver Fængselsforbundet.

- Har taget for lang tid

Anstaltsbetjente i Grønland har tidligere tjent omkring 4.500 kroner mindre om måneden end deres danske kollegaer, og den nye aftale supplerer en eksisterende aftale om et udligningstillæg. Denne aftale løber ligeledes frem til marts 2026.

Forbundssekretær i Fængselsforbundet René Larsen er glad for aftalen

- Det har taget alt for lang tid. Men vi er tilfredse med, at vi nu langt om længe får en aftale, som betyder, at lønnen udlignes yderligere mellem Grønland og Danmark, udtaler han.

Fængselsforbundet oplyser, at organisationen nu vil begynde forhandlinger med Kriminalforsorgen om en ny lønaftale for Grønland:

- Vi har længe efterspurgt en ny lokal aftale, hvor vi får tillægsdelen til lønnen justeret og genforhandlet, men vi har ventet på, at overenskomstaftalen faldt på plads, siger René Larsen.

Lønnet barselsorlov forlænges

I overenskomstperioden starter der desuden en proces om permanent ligestilling af løn- og ansættelsesvilkår for statens tjenestemænd i Grønland og Danmark

Forbundet oplyser, at betjente, der har været ansat som anstaltsbetjent siden 1. april 2020, kan forvente at modtage 47.600 kroner ekstra pr. 1. april 2024.

- Er du ansat i den fulde periode, kan du se frem til at modtage i alt 59.900 kroner ekstra, når vi når 2026, skriver forbundet.

Antallet af uger med lønnet orlov i forbindelse med graviditet og barsel udvides desuden med i alt 17 uger fra 1. april 2024.

Powered by Labrador CMS