Løkke vil indkalde ambassadør om mulig spionage mod Grønland

Den danske udenrigsminister reagerer, efter amerikansk avis har skrevet om, at USA vil udvide spionage mod Grønland. 

- Det er noget, jeg ser på med ret stor alvor, siger Lars Løkke Rasmussen.
Offentliggjort

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) vil indkalde den fungerende amerikanske ambassadør til en samtale i Udenrigsministeriet om mulig spionage mod Grønland.

Det siger Løkke på vej ind til udenrigsministermødet i Warszawa onsdag.

Udmeldingen kommer, efter at den amerikanske avis Wall Street Journal onsdag har skrevet, at USA vil øge spionagen mod Grønland.

Oplysningerne stammer ifølge Wall Street Journal fra to kilder med kendskab til sagen.

- Det bekymrer mig meget, for vi spionerer ikke mellem venner.

- Jeg kan ikke vide, om det er rigtigt, fordi det står i en avis. Men det virker ikke til at blive særlig stærkt afvist af dem, der udtaler sig. Det bekymrer mig, siger Lars Løkke Rasmussen.

Derfor får sagen nu et diplomatisk efterspil. Her vil Danmark ved at indkalde den amerikanske ambassadør forsøge at få opklaret, om oplysningerne er rigtige og gøre det tydeligt for amerikanerne, at Danmark ikke ser mildt på mulig spionage fra et land, man ellers ser som en tæt allieret.

- Vi kommer til at indkalde den fungerende amerikanske ambassadør for at se, om vi kan få afkræftet de her oplysninger, som er noget urovækkende. Og for at få en lejlighed til at gøre vores synspunkt gældende.

- Det er meget bekymrende, hvis man har den tilgang, at man nu skal indhente efterretninger i Danmark og i Grønland øjensynligt med det formål at se, om der er kiler, der kan drives ind.

- Det er ikke det samarbejde, vi skal have, så det er noget, jeg ser på med ret stor alvor, siger Lars Løkke Rasmussen.

Den amerikanske ambassade vil onsdag ikke kommentere historien over for Ritzau.

Ifølge Wall Street Journal skulle de amerikanske motiver for spionagen mod Grønland sigte mod at lære mere om bevægelsen mod selvstændighed og holdninger til amerikansk udvinding af ressourcer.

Powered by Labrador CMS