Lars Løkke kritiserer USA's svar om mulig invasion af Grønland

Torsdag undlod USA's forsvarsminister at svare direkte på spørgsmål om en mulig invasion af Grønland.

- Det er kritisabelt, det er skuffende, og det bidrager til et fortsat pres på rigsfællesskabet, som vi skal stå op imod, siger Lars Løkke Rasmussen efter udtalelser fra den amerikanske forsvarsminister torsdag.
Offentliggjort

Det er "stærkt kritisabelt", at USA's forsvarsminister ikke klart afviser amerikanske planer om en invasion af Grønland.

Sådan lyder det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), da han fredag møder pressen efter sin partiledertale på Folkemødet på Bornholm.

- Det er kritisabelt, det er skuffende, og det bidrager til et fortsat pres på rigsfællesskabet, som vi skal stå op imod, siger Lars Løkke Rasmussen.

Meldingen fra udenrigsministeren kommer, efter at den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, har undladt at svare direkte på spørgsmål om USA's planer om en mulig invasion af Grønland.

Blev spurgt til invasionsplaner

I et kongresudvalg torsdag blev Pete Hegseth flere gange spurgt ind til emnet.

Af demokraten Adam Smith blev blandt andet spurgt, om det er det amerikanske forsvarsministeriums politik, at man er nødt til at være klar til at tage Grønland og Panama med magt.

- Vores job i forsvarsministeriet er at have planer, svarede Hegseth.

Senere vendte det republikanske kongresmedlem Mike Turner tilbage til udtalelserne fra Hegseth om Grønland.

- Jeg ønsker bare at hjælpe dig, fordi folk forsøger at forvrænge betydningen af dine ord. Du bekræfter ikke i dit vidneudsagn i dag, at der i Pentagon findes planer for at invadere eller at tage Grønland med magt, korrekt? Det er ikke dit vidneudsagn i dag?, spurgte Turner.

Hertil svarede Hegseth:

- Det, som er mit vidneudsagn, er, at Pentagon har planer for mange forskellige eventualiteter.

Løkke: Uacceptabelt pres

Fredag siger Lars Løkke Rasmussen, at man ikke kan acceptere den form for pres.

- En amerikansk forsvarsminister, som i virkeligheden får et hjælpsomt spørgsmål fra en amerikansk politiker, som jeg er sikker på ikke synes, at man skal eksekvere de planer. I stedet for at fjerne enhver tvivl, så svarer han udenom, lyder det fra udenrigsministeren.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS