Københavnske politikere vil sikre modersmålsundervisning til grønlandske børn

Grønlandske børn i Københavns Kommune modtager ikke undervisning i deres modersmål. Aktuelt politisk forslag skal sørge for, at både grønlandske og færøske forældre i København hører om, at muligheden findes.

Gorm Anker Gunnarsen fra Enhedslisten foran Rigsfællesskabets flag i Rådhushallen.
Offentliggjort

Børn med grønlandsk og færøsk baggrund i Danmark har ret til modersmålsundervisning på deres eget sprog. Men det har vist sig, at børn med grønlandsk baggrund ikke benytter sig af den rettighed i Københavns Kommune. 

– Det skyldes næppe manglende behov, men snarere manglende kendskab. Det skal vi som kommune tage alvorligt. Hvis vi ønsker reel lighed og inklusion i Rigsfællesskabet, må vi sikre, at alle kender deres rettigheder og ved, hvordan de bruges, mener kommunalpolitiker Gorm Anker Gunnarsen fra Enhedslisten. 

Derfor har hans parti sammen med Venstre stillet et forslag, som bliver behandlet i Københavns Borgerrepræsentation i dag torsdag 22. maj. 

Forslaget indebærer, at kommunens børne- og ungdomsforvaltning skal finde en løsning, sådan at alle forældre født i Færøerne og Grønland får målrettet information om, at deres børn kan blive undervist i deres hjemlands sprog. 

– Det handler ikke bare om sprog. Det handler om identitet, om tilhørsforhold og om retten til at høre til, også i sit eget sprog, siger Gorm Anker Gunnarsen. 

En ekstraordinær indsats 

Der er lige nu et færøsk hold oprettet på Modersmålsskolen i København. Derimod har der kun været en enkelt henvendelse om modersmålsundervisning fra en grønlænder siden 2017. Det oplyste forvaltningen tidligere i år.

Så det er på tide med en "ekstraordinær indsats", mener altså Enhedslisten og Venstre.

– Mange voksne grønlændere betragter det i dag som et alvorligt tab, at de mistede deres modersmål i den del af deres barndom og ungdom, som de tilbragte i København eller andre dele af Danmark, bemærker partierne i deres motivation for forslaget. 

Allerede inden afstemningen torsdag har børne- og ungdomsudvalget besluttet, at Modersmålsskolen skal oprette et nyt hold i grønlandsk. Den undervisning skal gennemføres, så længe der bare deltager en enkelt grønlandsk elev.

Powered by Labrador CMS