Hertil kommer sundhedsvæsenet, som alene koster omkring 1,5 milliarder kroner om året. Samlet set er det prisen for at drive Grønland – at holde hjulene i gang fra nord til syd, fra by til bygd. Eksempelvis koster det over 900 millioner kr. at drive el og vand, søtransport over 1200 millioner, som er omsætningen i henholdvis Nukissiorfiit og Royal Arctic Line, og fratræk eventuelt overskud, så er det omkostningen. Alene de to koster over to milliarder kr. at drive.
Men prisen vokser år for år. Finanslovsforslaget viser, at vi står overfor varige underskud, der ikke forsvinder af sig selv. Tværtimod: i 2026 lukkes et hul på næsten en halv milliard kroner. Allerede året efter skal yderligere hundreder af millioner findes, og i 2028 vokser underskuddet igen. Det er en udvikling, der ikke kan fortsætte uden at ændre selve strukturen i vores samfund.
Hertil kommer sundhedsvæsenet, som alene koster omkring 1,5 milliarder kroner om året. Samlet set er det prisen for at drive Grønland – at holde hjulene i gang fra nord til syd, fra by til bygd. Eksempelvis koster det over 900 millioner kr. at drive el og vand, søtransport over 1200 millioner, som er omsætningen i henholdvis Nukissiorfiit og Royal Arctic Line, og fratræk eventuelt overskud, så er det omkostningen. Alene de to koster over to milliarder kr. at drive.
DETTE ER EN KLUMME
Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.
Men prisen vokser år for år. Finanslovsforslaget viser, at vi står overfor varige underskud, der ikke forsvinder af sig selv. Tværtimod: i 2026 lukkes et hul på næsten en halv milliard kroner. Allerede året efter skal yderligere hundreder af millioner findes, og i 2028 vokser underskuddet igen. Det er en udvikling, der ikke kan fortsætte uden at ændre selve strukturen i vores samfund.
Erhvervslivet lever af det offentlige
Det gælder ikke kun de offentlige kasser. En stor del af vores private og offentlige virksomheder er afhængige af at staten og kommunerne investerer i projekter. Byggeri af boliger, skoler og institutioner, renoveringer, forsyningsanlæg og infrastruktur er i dag en væsentlig del af omsætningen i erhvervslivet. Når de offentlige budgetter presses, rammer det derfor hurtigt bredt – også arbejdskraften, som i sidste ende lever af, at det offentlige holder gang i projekterne.
Ingen nemme svar – men et valg
Vi må turde stille de svære spørgsmål: Er det realistisk, at vi kan opretholde så mange bosteder, så mange skoler, sygehuse og forsyningssteder, når befolkningen bliver ældre, og når inflation og stigende priser på varer og tjenester fra udlandet, æder vores økonomiske råderum op? Er det på tide at samle kræfterne færre steder – for at sikre bedre kvalitet og bæredygtighed i stedet for at holde liv i en struktur, som måske ikke kan overleve i længden?
Der er ingen nemme svar. Nogle vil mene, at det vil ødelægge kulturen og livet i bygderne, hvis man centraliserer mere. Andre vil pege på, at vi skylder kommende generationer at sikre et samfund, der faktisk kan hænge økonomisk sammen.
Spørgsmålet er ikke længere, om vi må ændre kurs – men hvordan og hvor meget.
