Jens-Frederik Nielsen i Strasbourg: Vil styrke båndene til EU

Formanden for Naalakkersuisut er blevet inviteret til at holde tale i Europa-Parlamentet i Strasbourg. 

Jens-Frederik Nielsen (D) deltog i det uformelle politiske topmøde European Political Community under EU-topmødet i København i sidste uge.
Offentliggjort

- I Grønland ser vi potentiale i et godt samarbejde med EU. Vi er glade for støtten, vi modtager i Grønland. De sidste måneder har været underlige.

Det siger formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), netop nu i en tale til Europa-Parlamentet i Strasbourg.

EU har inviteret Jens-Frederik Nielsen til at holde tale. Det er første gang en leder af Grønland taler foran Europa-Parlamentet, siger Roberta Metsola, som er formand for parlamentet. 

I talen siger Jens-Frederik Nielsen, at Grønland tror på, at et samarbejde med EU kan være en fordel for alle parter. 

- Vi har en ret betydningsfuld rolle på visse områder og i industrier, hvor potentialet ikke er brugt nok endnu, men jeg ser frem til diskussioner om et stærkere samarbejde på de områder.

Han gentager, at EU er en ven af Grønland. 

- Vi værdsætter forholdet til EU. Lad os bygge videre og bygge et bedre og stærkere samarbejde. Jeg er beæret over at kunne tale foran parlamentet i dag. Jeg tror det viser potentialet for yderligere samarbejde, siger Jens-Frederik Nielsen. 

Stabilitet er ikke længere sikker

Roberta Metsola siger i sin tale, at Grønland altid vil finde en stærk partner i den europæiske union i et samarbejde bygget på gensidig respekt og venskab. 

- Vi mødes også på et tidspunkt, hvor den stabilitet, vi engang tog for givet, ikke længere er sikker. Sammen med Grønland må vi fortsætter med at arbejde side ved side for at styrke stabiliteten i Arktis, siger hun. 

Hun hentyder blandt andet til hybrid krig og klimaforandringer, som ting, der kan true Grønland.

Roberta Metsola taler om fiskeriaftalen mellem EU og Grønland og siger, at EU er klar til at bygge videre på samarbejdet med fokus på råstoffer og grøn energi.

Forlod EF

Jens-Frederik Nielsen bliver spurgt, om man i fremtiden vil se Grønland mere i europæiske sammenhænge. 

- For 40 år siden forlod vi EF. Vi har et godt samarbejde med EU nu. 

- Forhåbentligt kommer I til at se Grønland mere i europæiske sammenhænge. Vi vil gerne have et stærkere samarbejde, svarer han. 

Gensidig respekt 

Et andet spørgsmål lyder på, hvordan Jens-Frederik Nielsen ser samarbejdet med EU i lyset af forholdet til USA. 

- Det her samarbejde vil være bygget på gensidig respekt, siger han om forholdet til EU. 

- I Grønland har vi været meget stålfaste i, hvad vi mener om internationalt samarbejde. Det skal være med gensidig respekt, siger han. 

Han slår dog fast, at et samarbejde med EU ikke lukker dørene for andre internationale samarbejder for Grønland. 

Efter den amerikanske præsident, Donald Trump,  gentagende gange har sagt, at han vil have kontrollen over Grønland, er Grønland søgt nærmere Danmark og EU.

Politikerne i Inatsisartut diskutere på denne samling, om der skal gives penge til en redegørelse af fordele og ulemper ved en genindmeldelse i EU.

EU-Kommissionen meldte i september ud, at de i næste periode vil mere end fordoble støtten til Grønland, så der mellem 2028 og 2034 vil de sende cirka fire milliarder kroner til Grønland.

Powered by Labrador CMS