– Jeg havde en god barndomsveninde som også fik opsat spiral uden samtykke. Hun er død af kræft. Jeg kæmper også for hende

Jeg husker, at pigerne der kom ud fra lægen allesammen græd, og jeg var bange for at det skulle blive min tur. Jeg har fortrængt oplevelsen inde ved lægen.Da jeg gik ud fra lægen, havde jeg fået noget i mit underliv og havde kraftige smerter. Jeg var fjorten år og ikke seksuelt aktiv og flyttet til Paamiut for at gå i skole. 

Vores danske forstanderinde på kollegiet sagde, at vi skulle gå ned til sygehuset. Vi vidste ikke, hvad vi skulle. Vi var autoritetstro og gjorde som der blev sagt, og det blev udnyttet. Da alle pigerne fra gangen havde været inde ved lægen, gik vi i samlet flok tilbage til kollegiet. Ingen snakkede med os. Vi var kede af det og havde ondt. Vi var omkring ti-tolv stykker. En hel gang med piger. Jeg fik kraftige smerter i underlivet efterfølgende.

Det var som om alting var gråt i tiden efter. Jeg ville gerne hjem til min mor i Arsuk. Jeg begyndte at lave ballade på kollegiet. Sådan noget gjorde jeg ikke før. Jeg tror, at det var en slags oprør mod det, der var sket og forstanderinden, som sendte os ned til sygehuset.

Mine forældre vidste ingenting. Min mor var ellers en, der kunne sige nej og beskytte os. Da jeg var lille, kom der et ægtepar fra kryolitminen, som ikke kunne få børn, for at hente mig. Min mor sagde nej. Jeg har spurgt mine søstre, hvordan de tror vores mor ville reagere, hvis de vidste hvad der skete med mig. Begge sagde, at hun var blevet gal. Hun døde uden at få at vide, hvad der er sket med mig. Jeg ville ønske, at jeg havde fortalt hende det. 

Jeg havde spiralen oppe i otte år. Ingen sagde hvornår den skulle tages ud. Jeg havde heldigvis let ved at blive gravid første gang.  I min anden graviditet blev jeg travid uden for livmoderen som sprang. Jeg var ved at dø. Det var først da mine døtre blev teenagere, og vi begyndte at snakke om prævention og sex, at jeg begyndte at tænke over, at det jeg havde været udsat for var umenneskeligt. Det skulle mine døtre ikke opleve. 

Ingen mennesker skal opleve det, som vi oplevede. Vi skal ikke bare acceptere det overgreb, der er sket mod os og derfor vil jeg have erstatning. Jeg har gået med en smerte i 49 år, og den forsvinder ikke bare, selvom det er blevet lettere at leve med, efter jeg har snakket om det. 

Det er meget godt at have fundet et fællesskab med andre kvinder, som har oplevet det samme. Jeg hjælper andre af kvinderne hvis de er ordblinde og ikke kan skrive sig op til erstatningskravet.

Jeg havde en god barndomsveninde som også fik opsat spiral uden samtykke. Hun er død af kræft. Jeg kæmper også for hende. Jeg husker, at hendes storesøster var en af dem, der græd mest, da hun kom ud fra lægen. 

Hedvig Frederiksen