– Hvis byen var i udvikling, ville jeg nok blive her. Lige nu vil jeg dog helst være i Vestgrønland

28-årige Moses Nuko lukker skydedøren, så rummet omsluttes af mørke kun oplyst af det blågrønne skær fra projektoren, der lyser op på hele bagvæggen.

To unge fyre er fokuserede i blikket, mens fingrene naturligt glider rundt på controlleren.

De spiller Fifa. For en kort stund styrer de alt selv: Hvor deres spillere løbere hen, og hvorvidt der skal skydes på mål eller ej. Hvad er ude af hænderne på Moses Nuko lige nu, er hans fremtid. Han drømmer om en karriere i forsvaret og har søgt om optagelse på søværnets sergentskole efter et vellykket ophold på arktisk basisuddannelse. 

De to unge fyre sidder i ungdomskulturhuset i Tasiilaq. Et tilbud for unge mellem 15 og 30 år. Moses Nuko har flere drømme. Drømme, der alle tager ham væk fra hans hjemby og ungdomskulturhuset. 

- Tasiilaq er ikke i udvikling. Det er, som om alt er uændret, som om alt er gået i stå. Jeg kan sige det på den måde. Når jeg er i byerne i Vestgrønland, kan jeg se, at de er i udvikling, og det kan jeg bedre lide.

Moses Nuko taber spillet til Thomas Utuange. Men det gør ikke så meget. Ungdomskulturhuset har givet ham et sted, hvor han kan få energi. Tabt spil eller ej.

- Jeg keder mig, når jeg bare går derhjemme. Jeg bliver hurtigt træt af det. Her kan jeg være sammen med mine venner. Jeg bliver frisk af at være her, siger han.

De unge skal turde drømme

I det store fællesrum sidder 40-årige Hans Poul Andersen midt i et spil skak med en af de unge. I ungdomskulturhuset guider Hans Poul Andersen de unge. Formelt set er han leder af stedet, men hans omgang med de unge er i øjenhøjde. 

- Vi spørger de unge, hvad de er interesserede i, og hvad vi kan hjælpe dem med. Hvis de siger, at de har svært ved at stå op om morgenen, så siger vi, at fra næste uge, der kommer de klokken 8 hver dag og laver kaffe, siger han og fortsætter.

- De unge skal have små succesoplevelser. Hvis der bliver mange af dem, så bliver de motiverede, og begynder at tro på sig selv og turde at drømme. 

Men drømmene kan synes langt væk. Der mangler tilbud i byen, fortæller Hans Poul Andersen, og han opfordrer de unge til at søge muligheder andre steder.

- Vi er et sted, hvor vi snakker åbent om, hvad verden byder på. At livet ikke kun er her i Tasiilaq. Vi har ikke nogen uddannelsessteder her udover Majoriaq, og vi mangler praktiksteder til de unge. 

Hans Poul selv drømmer også om flere muligheder i byen. Ungdomskulturhuset har en fiskeriskole på tegnebrættet i samarbejde med Royal Greenlands nye fiskefabrik, og derudover har ungdomskulturhuset fået etableret et internationalt samarbejde, som uddanner unge til at være turistguides. Her er fem unge i gang, og forhåbentlig kan de kalde sig færdiguddannede næste sommer. 

- Mulighederne er små her i forhold til uddannelse, men hvis man får guide-certifikatet, kan man arbejde i hele verden som guide. Det er en slags uddannelsesbevis i sig selv. Vi har lige lavet en aftale om, at vi skal være fast kursussted for kommende guider. 

Hans Poul Andersen håber også på flere skolemuligheder i byen.

- Jeg tror, det vil være godt for byen, hvis der kom en efterskole. Der er mange byer i vestkysten, der er mindre end vores by, der har enten højskole eller efterskole.

Hans Poul Andersen tænker længe over sit næste træk. "Skak", siger han så og smiler. Men et hurtigt modtræk redder den unge modstander. Det er ikke første gang de to spiller skak. Og det bliver heller ikke sidste gang. Men selvom Hans Poul befinder sig godt i rollen som leder i ungdomskulturhuset, arbejder han i et konstant paradoks.

- Hvis vi ikke ser dem her i huset mere, så synes jeg, det er en succes. Fordi så er de måske i gang med en uddannelse. Det håber jeg, siger han.

Jeg kommer her, så jeg ikke er ensom

I et lille sofa-arrangement i hjørnet af fællesrummet sidder 19-årige Kamma Ignatiussen og scroller på TikTok. En gang imellem løfter hun blikket og fniser med, når der udveksles grin at andet sted i rummet. Kamma har ikke noget arbejde og kommer fast i ungdomskulturhuset. 

- Når jeg føler mig ensom, går jeg herhen, og så bliver jeg glad igen, siger hun og fortsætter. 

- Det er allerbedst, når andre fortæller sjove historier eller bliver irriteret, mens de spiller. Så griner jeg.

Kamma Ignatiussen vil gerne blive i Tasiilaq. Hun drømmer om at arbejde med børn, men den drøm kræver, at hun skal til vestkysten for at uddanne sig. 

- Jeg vil gerne være lærer her i Tasiilaq. Jeg har hørt de mangler lærere, og jeg kan godt lide at være sammen med børn. Og jeg har også lagt mærke til, at mange børn godt kan lide mig, siger hun. 

Moses Nuko og Thomas Utuange har bevæget sig væk fra FIFA-spillet og ud i sofa-området i fællesrummet. Her vender de stort og småt. Vi spørger Moses, hvad der skal til for at han bliver i Tasiilaq. En by, som har brug for unge med ambitioner som ham selv.

- Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke hvad eller hvordan. Men hvis byen var i udvikling, ville jeg nok blive her. Lige nu vil jeg dog helst være i Vestgrønland.