UDLAND
Hizbollah-chef lover hævn over Israel efter drab på militær leder
Kampen mod Israel er gået ind i en ny fase, siger Hassan Nasrallah efter drab på militær leder i Hizbollah.
Foto: Alkis Konstantinidis/Reuters
Hizbollah vil svare Israel igen efter drabet på en højtstående leder tidligere på ugen.
Det siger den militante libanesiske bevægelses øverste leder, Hassan Nasrallah, torsdag i en tale.
Kampen mod Israel er gået ind i en ny fase, understreger Nasrallah.
- I ved ikke, hvilken røde linjer I har overtrådt, siger han henvendt til Israel.
- Fjenden og de mennesker, der står bag fjenden, må afvente vores uundgåelige svar.
Han tilføjer, at flere lande har bedt Hizbollah om ikke at svare igen og ikke optrappe konflikten yderligere.
Men Hizbollah er i færd med at overveje et passende svar, tilføjer han.
Udtalelsen kommer, efter at Israel tirsdag aften dræbte en Hizbollah-kommandant under et angreb mod mål i forstæder til Libanons hovedstad, Beirut.
Den dræbte, Fuad Shukr, var ansvarlig for Hizbollahs militære operationer mod Israel i det sydlige Libanon.
Nasrallah talte i forbindelse med Shukrs begravelse torsdag.