Hvad kan et par mudderpølser flere tusinde år gamle fortælle
os om, hvordan havpattedyr i Grønland vil reagere på et varmere klima? Mere end
man skulle tro.
Det viser et studie, som er resultat af et flerårigt
internationalt samarbejde ledet af to professorer fra De Nationale Geologiske
Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og Københavns Universitet.
Hvad kan et par mudderpølser flere tusinde år gamle fortælle
os om, hvordan havpattedyr i Grønland vil reagere på et varmere klima? Mere end
man skulle tro.
Det viser et studie, som er resultat af et flerårigt
internationalt samarbejde ledet af to professorer fra De Nationale Geologiske
Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og Københavns Universitet.
- Vi ville lave en tidsserie over tilstedeværelsen af
havpattedyr på fire lokaliteter i havene omkring det nordlige Grønland over de
sidste 12.000 år, siger Eline Lorenzen, som er professor i molekylær naturhistorie
ved Københavns Universitet.
For at lave denne tidsserie har forskerne tager prøver fra
bunden af havet eller bunden af fjordene kaldet sedimentkerner. Det er samme
princip som iskerner, men de er lavet af mudder, som er under havet.
- Det er ligesom en biografi af havet. Alt hvad der sker
ovenpå, siger Sofia Ribeiro, som er professor ved afdelingen for glaciologi og
klima ved GEUS.
Selvom prøverne giver adgang til DNA og informationer om mange
forskellige dyr og organismer, har forskerne i dette projekt fokuseret specifikt
på havpattedyr. Det er et første forsøg på at koble klima og havpattedyrs tilstedeværelse gennem tiden sammen fra DNA udvundet af mudder fra havets bund.
- Det er sådan en rekonstruktion af puslespilsbrikker, hvor vi samler et mere helt billede af mange arter gennem tiden, end hvad vi før har vidst, siger Eline Lorenzen.
Nares Strædet åbnede op
Normalt kigger forskere på fossiler, når de vil få indblik i
fortiden. Men der er relativt få fossiler af havpattedyr i Grønland, fordi de
lever og dør i vandet, og fossiler næsten kun findes i forbindelse med bopladser. Derfor har forskerne meget lidt viden om arternes tilstedeværelse længere tilbage end 4.500 år.
- Altså man kan sige, nu kommer vi simpelthen med, hvad var
der hvor og på hvilket tidspunkt. Det har man ikke vidst før, siger Eline Lorenzen.
Derudover viste forskningen et interessant fænomen i
Nordgrønland.
- Vi har to sedimentkerner oppe fra Nares Strædet og Lincolnhavet. Og der har vi en masse prøver fra 12.000 til 9.000 år siden, og der ser vi ingenting, men det øjeblik, at vi ved, at Narrestrædet åbner, så det bliver isfrit for første gang i mange tusinde år, så pludselig vælter det ind med forskellige arter af havpattedyr.
- Det er jo alligevel vanvittigt, og det sker indenfor 500
år af, at Nares Strædet åbner, så pludselig kan man se, at ind kommer
ringsælen, og ind kommer narhvalen, og ind kommer klapmydsen, siger Eline
Lorenzen.
Arterne rykkede nordpå
Ikke nok med at sedimentkernerne indeholder DNA fra
forskellige dyr, så kan de også fortælle, hvordan klimaet har været i løbet af
de sidste 12.000 år.
- Vi kigger på arter, som vi ved meget lidt om, fordi vi plejer
ikke at få fat i nogle fossiler fra dem. Så vi kunne faktisk se, hvordan de har
tilpasset sig nogle af de ændringer i miljø og klima over flere tusinde år. Og
det giver os et indblik i, hvordan kan vi forestille os, at det vil blive i
fremtiden, siger Sofia Ribeiro.
Vi befinder os nu i den mellemistid, der hedder Holocæn, som
går cirka 12.000 år tilbage. Eline Lorenzen forklarer, at den første halvdel af
den 12.000-årige periode var relativ varm i Arktis. Så varm, at den faktisk kan bruges
som en analog for, hvordan området vil komme til at se ud frem mod år
2100.
- Det er egentlig de første indsigter i arktiske
havpattedyrs tilstedeværelse over tid. Og det er den historiske prisme, vi
gerne vil bruge til at kunne sige noget om, hvordan det vil gå de her arter
i fremtiden, siger Eline Lorenzen.
Deres undersøgelser viser, at mere tempererede arter eller mere lavarktiske arter begyndte at bevæge sig længere nord på i den varme periode.
- Og det tidspunkt kan vi se, at mange af de arter, vi
kiggede på, rykkede sig nordpå. Og det er noget, man snakker meget om, at vi
allerede nu er begyndt at se, at der er forskellige arter, der ændrer deres
områder. Hvis de er tilknyttet havisen, så vil de flytte sig nordpå, fordi der
bliver mindre og mindre havis sydpå, siger Sofia Ribeiro.
Hun fortæller, at næste skridt i projektet vil være at
rekonstruere hele økosystemet baseret på DNA fra andre organismer.
