Grønlandsk forældretest opgivet
Danmark opgiver arbejdet, efter at Grønland har frabedt sig udviklingen af nye grønlandsk psykologiske test.
Foto: Leiff Josefsen
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) opgiver at udvikle en kulturtilpasset psykologisk test målrettet grønlandske forældre til anbragte børn i Danmark. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Det fremgår af et brev, som ministeren i slutningen af juni har sendt til både Folketingets Grønlandsudvalg og Socialudvalg.
Baggrunden er et ønske fra Grønlands regering om at droppe projektet.
- Jeg har modtaget et brev fra min grønlandske kollega, Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier, Mads Pedersen. I brevet giver Mads Pedersen udtryk for, at man fra grønlandsk side ikke ønsker, at der skal arbejdes videre med en oversættelse og tilpasning af psykologiske test til grønlandsk, skriver ministeren i brevet til grønlandsudvalget i Folketinget.
Skaber undring
Psykolog og professor Ask Elklit har ledet en forundersøgelse af mulighederne for at udvikle de kulturtilpassede tests. Han undrer sig over beslutningen:
- Vi har brugt et halvt år på at lave en detaljeret plan, der konkluderer, at det vil tage tre år og koste 15 millioner kroner at validere fire forskellige redskaber til at dække en grønlandsk forældrekompetenceundersøgelse. Det er så strandet i Grønland, og det er ærgerligt, siger han til Kristeligt Dagblad.
Tallene viser, at grønlandske børn er markant overrepræsenteret i anbringelsessager i Danmark. Ifølge Vive er 5,6 procent af grønlandske børn i Danmark anbragt uden for hjemmet, sammenlignet med 1 procent af alle danske børn. Ved udgangen af 2023 var 400 grønlandske børn anbragt, heraf 92 uden forældrenes samtykke.