Grønland træder formelt ind i Paris-aftalen som klart symbol

FN's klimachef og den danske minister Dan Jørgensen tager til Grønland for at markere landets tiltræden af Paris-aftalen.

Grønland tiltræder i denne uge officielt Parisaftalen ved en ceremoni i Nuuk.

Hidtil har Grønland været repræsenteret i det internationale klimadiplomati som det store skrækscenarie om smeltede gletsjere og indlandsis, global opvarmning medfører.

Nu får verdens største ø en mere direkte stemme.

Grønland tiltræder officielt den globale klimaaftale Paris-aftalen, som fungerer som rettesnor i forsøget på at begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 grader.

- Det er rigtig godt, at det samlede kongerige nu er med i Paris-aftalen. Det betyder, at vi står stærkt, siger Dan Jørgensen (S), minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.

- Men det er også noget, der har større betydning, for Grønland er på mange måder et symbol for resten af verden på, hvor galt det går med klimaet.

- Af ekstrem stor betydning

Dan Jørgensen rejser torsdag til lørdag til Grønland med FN’s klimachef Simon Stiell for at mødes med den grønlandske regering til den officielle indtræden.

Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), annoncerede i 2021, at han havde til hensigt at melde Grønland ind i aftalen. Det blev politisk vedtaget i efteråret 2023, inden markeringen officielt sker nu.

- Det er af ekstrem stor betydning, at Grønland dermed er med som aktiv part i forhold til at bekæmpe de klimaforandringer, de rammes så hårdt af, siger Dan Jørgensen.

Mens Grønland er særligt udsat for klimaforandringerne, er det ikke et land, der selv udleder mange drivhusgasser.

I 2022 udledte Grønland 655.145 ton CO2 ifølge Grønlands Statistik. Til sammenligning var den samlede udledning fra Københavns Kommune som geografisk område samme år 811.143 ton.

Svært at omstille forbrug

Grønlands udledning stammer hovedsageligt fra brændselsforbruget til energiproduktion og opvarmning af huse, som primært er forsynet af olie og gas.

Det er et forsyningsområde, der er lettere at omstille i et land som Danmark end i Grønland.

- Det er klart, at det er et land, som har langt sværere ved at omstille sig end mange andre lande. Og det skal man have med, når man evaluerer indsatser, siger Dan Jørgensen.

Grønland vil ligesom Færøerne være en del af kongeriget Danmarks delegation. Det betyder, at den danske position i klimadiplomatiet skal fastlægges sammen med Grønland, inden den meldes til EU, som står for den fælles europæiske forhandling.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS