Grønland bidrog til Hitlers nederlag

Med starten på Anden Verdenskrig fik Grønland for første gang en fremtræden militær betydning på verdensscenen. 

Det skete, da den danske diplomat Henrik Kauffmann i USA, erklærede sig som den eneste uafhængige repræsentant for Kongeriget Danmark, efter Tysklands invasion af Danmark den 9. april 1940. På den baggrund indgik han en aftale med USA, der i al væsentlighed betød, at amerikanerne under krigen skulle forsvare Grønland og sikre landet med forsyninger. Med båndene kappet til Danmark var befolkningen overladt til sig selv, uden forsyninger af madvarer, byggematerialer, medicin, brændstof og andre fornødender.

 Amerikanerne påtog sig opgaven. Og mere til. Allerede i sommeren 1941 var Grønland under amerikansk, militær beskyttelse.

Flybaser i Grønland

Grønlands største militære betydning var amerikanernes fire flybaser, kryolitminen ved Ivigtut i Sydgrønland og de meteorologiske vejrstationer.

Amerikanerne etablerede flere forskellige forsvarsanlæg, herunder flybaser i Narsarsusaq, Marraq, Kangerlussuaq og Ikkatseq. Baserne blev brugt som vadesten for bombefly, der fløj fra fabrikkerne i USA til Storbritannien via Grønland, Island og Færøerne for at deltage i krigen i Europa. En tur på over 4000 kilometer. Fly, der gjorde en afgørende forskel i krigen mod det nazistiske Tyskland. Det formodes at omkring 10.000 amerikanske fly mellemlandede på luftbasen i Narsarsuaq under krigen. Alternativet – at sejle bombeflyene til Europa – havde været langsomt og farligt. I Nordatlanten jagede effektive, tyske ubåde.

At kunne forudse vejret i Europa var afgørende for de allieredes krigsførelse. Vejret i Europa er i vidt omfang præget af de meteorologiske forhold i Nordatlanten. Grønland er så at sige nøglen til at forudse vejret i Europa. Derfor forsøgte tyskerne også at etablere egne vejrstationer i Nordøstgrønland. Det fik landsfoged Eske Bruun til i august 1941 at etablere en slædepatrulje (forløberen for Slædepatrulje Sirius) med fortrinsvis stedkendte fangstfolk, der skulle afpatruljere Nordøstgrønland. Det kom til flere kampe med tyskerne, der helt frem til juni 1944 fortsatte deres vejrmeldetjeneste i Nordøstgrønland.

Minedrift

I Sydgrønland var der siden 1854 blevet brudt kryolit – i over 100 år Grønlands vigtigste eksportartikel - som indgik i fremstillingen af aluminium. Et særdeles eftertragtet mineral, da aluminium blev brugt til produktion af krigsfly. Eksportindtægterne fra den sydgrønlandske kryolitmine, der var ejet af den danske virksomhed, Kryolitselskabet A/S, kom til at dække alle de udgifter, som amerikanerne, men også canadierne havde med at forsyne Grønland under krigen. 

Men i modsætning til bombeflyene, der kunne flyver over Nordatlanten, måtte kryolitten fragtes med skib fra Ivigtut til Philadelphia i USA. En ekstrem farefuld færd. Tyske ubåde fik ram på omkring 3000 allierede skibe. Omkring 1900 danske, grønlandske, færøske og islandske søfolk mistede livet – ikke mindst på Atlanterhavet. Den 6. marts 1942 gik det blandt andet galt for ”Hans Egede”, der blev torpederet på vej med en last kryolit til USA. Besætningen på 23 mand, heraf fire unge grønlændere, omkom.

Farlige ruter

Blandt dem, der sejlede med kryolit til USA, var Steen Malmquist, født i Grønland, der som blot 13-årig fik job som dæksdreng - den yngste i flåden. Undertegnede journalist interviewede ham tilbage i 1998 om en af kryolit-sejlturene til USA med skibet Linda. Det var ikke en tjans for folk med sarte nerver. Men et nødvendigt job.

- Tre dage efter at have forladt Grønland, løb vi ind i meget dårligt vejr. Vi kunne kun skimte de andre skibe i konvojen. På et tidspunkt begyndte ledsagerskibene at smide dybvandsbomber efter en formodet tysk ubåd, som havde opdaget os. Det stod på fra klokken fire om morgenen til ud på formiddagen. Det var tæt på. Kaptajnen og styrmanden så en torpedo passere 50-100 meter fra vores stævn, lyder det i erindringen fra Steen Malmquist.

- Hele scenariet var ret uhyggeligt. Hospitalsskibet tudede konstant i det dårlige vejr. Vi var ikke rigtigt klar over hvorfor. Senere viste det sig, at de ville vise deres position. De var bange for at blive påsejlet i den ringe sigtbarhed. Det hændte nemlig, fortalte Malmquist, der undervejs så redningsbåde med bunden i vejret og andet vraggods, som viste, at de tyske ubåde var aktive i området.

- På grund af ubådsfaren var der strenge regler ombord for de allieredes skibe. Der måtte ikke larmes på dækket og kun tales sagte. Der var også forbud mod rygning. En cigaretglød kunne røbe skibet. Ja, selv affaldet blev holdt indenbords, da der ikke måtte efterlades nogle former for spor.