Gletsjer i retræte kan fylde Nuuk-fjord med is i årevis
Gletsjeren Narsap Sermia nærmer sig et punkt, hvor den gennem mere end 20 år forventes at kunne fylde Nuup Kangerlua med is året rundt, vurderer forskere.
Borgere i Nuuk kunne denne vinter opleve en periode med usædvanlig meget is i fjorden.
Foto: Oscar Scott Carl
Denne vinter var borgere i Nuuk vidne til et spektakulært syn med usædvanligt meget is på fjorden. Isen kom fra gletsjeren Narsap Sermia, og den skabte udfordringer for både joller og skibe i fjorden og Nuuk havn.
Ifølge en ny videnskabelig artikel kan situationen med meget gletsjeris i fjorden blive dagligdag i nær fremtid.
Artiklen er skrevet af forskere fra Grønlands Klimaforskningscenter ved Grønlands Naturinstitut og er offentliggjort i tidsskriftet ”Journal of Geophysical Research: Oceans”. Det oplyser Naturinstituttet i en pressemeddelelse.
Stor tilbagetrækning siden 2003
Artiklen handler om seneste lidt over 20 års forandringer, som gletsjeren Narsap Sermia har gennemgået. Efter at have været stabil i flere århundreder, har gletsjeren nemlig trukket sig 6,7 km tilbage fra 2003 til 2023 samt yderligere 2 km siden 2023.
Forskerne har fundet ud af, at tilbagetrækningen hovedsageligt er sket i tre store ryk, og hver tilbagetrækningsepisode blev blandt andet udløst af en stigning i mængden af smeltevand under gletsjeren.
Lige nu befinder gletsjeren sig kun cirka 1 kilometer fra en lavvandet tærskel på omkring 64 meters dybde, men på den anden side af denne tærskel venter en 30 kilometer lang, isfyldt fordybning med dybder på op til 600 meter, forklarer seniorforsker John Mortensen:
Kan udløse 24 år med usædvanlige mængder is
- Vi kender ikke havbundens præcise topografi (udformning), men tilstedeværelsen af dette dybe trug øger risikoen for, at selv en mindre forstyrrelse kan udløse en kaskade af tilbagetrækning.
- Dette kan føre til et hurtigt og massivt tab af is langs Narsap Sermias hovedretning. Hvis tilbagetrækningen sker med hastigheder svarende til dem, der blev observeret i perioden 2010-2012 (ca. 1,2 km om året), kan det tage cirka 24 år for Narsap Sermia at trække sig tilbage ud over truget og helt op på land.
- I hele denne periode vil Nuup Kangerlua sandsynligvis være præget af usædvanlige mængder af gletsjeris året rundt, forklarer John Mortensen i Naturinstituttets meddelelse.