Forsvaret skruer op for tilstedeværelsen i Grønland

Forsvarets aktiviteter i Grønland intensiveres markant denne sommer som led i en styrkelse af Danmarks forsvar i Arktis. Flere nye initiativer skal både forbedre operationsevnen og bidrage til samfundssikkerheden.

Samarbejdet om forsvaret i Grønland og Arktis fortsætter mellem Vivian Motzfeldt og Troels Lund Poulsen. Danmark vil øge aktiviteter i Grønland henover sommeren.
Offentliggjort

Forsvaret vil i løbet af sommeren gennemføre en række konkrete tiltag, der skal styrke tilstedeværelsen og beredskabet i Grønland. Det sker som led i en bredere strategi for at sikre Danmarks forsvarsposition i Arktis og bidrage til sikkerheden for den grønlandske befolkning.

Tiltagene omfatter bl.a.:

  • Specialoperationsstyrkers vintertræning og øvelser ved kritisk infrastruktur

  • To EH-101 helikoptere til operativ støtte

  • Indsættelse af en fregat til styrkelse af de maritime opgaver

  • Landbevogtning med elever fra Arktisk Basisuddannelse

  • Deployering af F-16 kampfly til Kangerlussuaq og patruljering langs vestkysten

Lokal inddragelse og respekt for naturen

Ifølge Naalakkersuisut har det været en prioritet at sikre lokal forankring og hensyn til blandt andet jagtsæson og dyrelivets avlsperioder.

Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender og Forskning, Vivian Motzfeldt, S, understreger vigtigheden af, at det grønlandske samfund er en aktiv del af sikkerhedsindsatsen:

– Den sikkerhedspolitiske situation kræver, at Forsvaret træner evnen til at operere i og omkring Grønland. Det har været en prioritet for Naalakkersuisut at sikre den lokale inddragelse, så vi som befolkning styrker vores bidrag til sikkerheden i vores land. Jeg ser frem til at se eleverne på Arktisk Basisuddannelse bidrage til opgaveløsningen, siger hun.

Initiativerne er udarbejdet i tæt samarbejde mellem Naalakkersuisut, forsvarsminister Troels Lund Poulsen og forsvarschef Michael Wiggers Hyldgaard.

Styrket sikkerhed i Arktis

Forsvarsministeren peger på det sikkerhedspolitiske behov for at øge beredskabet og tilstedeværelsen i regionen:

– Siden jeg blev forsvarsminister har det været en høj prioritet for mig at styrke sikkerheden i Arktis, og jeg sætter meget stor pris på det tætte samarbejde, jeg har med Naalakkersuisut. Forsvarets øgede tilstedeværelse skal ske med blik for lokale forhold og de specifikke sikkerhedspolitiske udfordringer i Grønland, udtaler Troels Lund Poulsen.

Forsvaret har tidligere haft planer om at øge aktiviteter i Grønland og Arktis som en del af Kapacitetspakken, der blev præsenteret i 2023. Her blev der afsat milliarder til opbygning af militære og civile kapaciteter i Arktis – herunder styrket overvågning, kommunikation og samarbejde med grønlandske myndigheder.

Mød Forsvaret i Nuuk og Kangerlussuaq

Som led i den øgede tilstedeværelse vil Forsvaret også invitere borgere med ombord. Hen over sommeren planlægges bl.a. åben fregat i Nuuk og åben hangar i Kangerlussuaq, hvor borgere får mulighed for at se nærmere på Forsvarets udstyr og møde personalet.

Powered by Labrador CMS