Forsinket skolebyggeri udløser krav om dagbøder

Det forsinkede skolebyggeri i centrum af Nuuk får et økonomisk efterspil mellem kommunen som bygherre og entreprenøren, som står med ansvaret for byggeriet.

Sådan ser den nye skole ud på tegnebrættet, før byggeriet gik i gang.
Offentliggjort

Det kommer med al sandsynlighed til at koste det islandske entreprenørselskab Istak dagbøder, at man ikke har formået at holde afleveringsfristen på skolebyggeriet i Nuuk.

Atuarfik Inussuk-skolen, der skal erstatte Atuarfik Ukaliusaq (USK) og Atuarfik Samuel Kelinschmidt (ASK), der er nedslidte og utidssvarende, skulle efter planen stå klar til brug 1. marts i år. Men den plan er skredet, hvorfor skoleeleverne fortsat går på de nedslidte skoler ASK og USK.

Dagbøder

Direktør i Forvaltning for Anlæg og Miljø, Søren Sohn Krog Pedersen, oplyser til Sermitsiaq følgende:

Vil det forsinkede skolebyggeri udløse dagbøder?

- Ja. I henhold til kontrakten ifalder totalentreprenøren dagbod, da afleveringsfristen er overskredet.

Hvilket beløb forventer Sermersooq at få ind i form af dagbøder/erstatning?

- Det kan ikke opgøres, før der er sket endelig aflevering af byggeriet.

Der arbejdes intenst på at få et overblik over, hvad der udestår i byggeriet af Grønlands absolut største skole. Kommuneqarfik Sermersooq har endnu ikke et bud på, hvornår skoleelever og lærere kan rykke ind i det moderne skolebyggeri.

Bygget under en pandemi

Skolen skal kunne rumme op til 1.200 elever. Det indledende arbejde blev påbegyndt i 2018, mens totalentreprisekontrakten blev underskrevet i december 2019 til en værdi af 615 millioner kroner. Istak er baseret i Island, men 100 procent ejet af den danske entreprenørkoncern Per Aarsletf.

Kort efter kontraktunderskrivelsen blev verden ramt af en pandemi, Covid 19, hvilket skabte problemer for adskillige byggerier her i landet blandt andet lufthavnsbyggerierne, der også er forsinkede.

Powered by Labrador CMS