Fandt ro i en orange vest

Togdøren glider op med et hvæs. 

Olafur Nielsen træder ind i vognen med rolige skridt. Han nikker kort til en ung mand med høretelefoner og bukker sig ned for at samle et krøllet colabæger op mellem sæderne. Et par trin længere henne hjælper han en ældre kvinde med at få sin kuffert ned fra bagagehylden.

- Der er ikke to dage, der er ens, siger han smilende, mens han balancerer tre pizzabakker i den ene hånd og en affaldspose i den anden.

- Folk spørger om alt muligt – hvor toget går hen, om man må have hund med, eller om der er et toilet. Og så hjælper jeg bare.

Det er svært at forbinde denne mand, som iført orange vest tjekker om toiletterne er rene og affaldet samlet op, med tidligere ansættelser som topchef i Grønlands Selvstyre og Kommuneqarfik Sermersooq. Men den 64-årige Olafur Nielsen har ikke brug for at blive forbundet med noget. Han har allerede truffet sin beslutning.

En beslutning i tre fald

- Jeg faldt om tre gange – én gang i Nuuk, én i København og én i Bangkok. Alle tre gange uden varsel. Det viste sig at være epilepsi. Og så tænkte jeg: Det går ikke længere. Jeg skal have et arbejde, hvor jeg kan lade hjernen blive hjemme.

Det blev starten på en radikal kursændring. Efter et langt liv som henholdsvis direktør og departementschef i direktoratet for boliger og infrastruktur i Grønland og senere som topchef i Kommuneqarfik Sermersooq, byttede han Excel-ark, forligsforhandlinger og finanslovstekstanmærkninger ud med en orange vest, klude og plastikposer.

Han overvejede faktisk også at søge job i en af de store butikker i centerområdet nær hjemmet i Høje Taastrup. Men det blev hurtigt afvist.

- Der kommer jo hverken dagslys eller luft derind. Man aner ikke, om det er dag eller nat. Det duer ikke, siger han og trækker på skuldrene.

Et stille liv med store tog

I dag er Olafur Nielsen ansat som stationsbetjent ved DSB – og det har han været siden november 2024. Den dag vi mødes, har han været frem og tilbage mellem Roskilde og Holbæk fire gange – og med en tur/retur til Høje Taastrup. Nu har han fri.

- Det er nemt og det er tilfredsstillende. Jeg kan godt lide at tale med folk. Jeg kan godt lide, at man ser resultatet med det samme. Og så er det faktisk et job, der giver mening – også selvom det ikke lyder så fint.

Men det betyder ikke, at han helt har glemt sin gamle rolle.

- Når man har været chef i så mange år, så er det svært ikke at vurdere sin egen chef og tænke over, hvordan man selv ville have håndteret situationen. DSB er en stor organisation, og nogle gange savner jeg lidt mere fleksibilitet. For eksempel uddelegerer ledelsen planlægningen af ferie til medarbejderne selv. Så sidder vi fem mand og skal finde ud af det sammen. Her mener jeg, at cheferne burde gå foran og tage noget ansvar.

Han smiler skævt.

- Heldigvis har jeg lavet så mange boligforhandlinger i Grønland, at jeg ved, hvordan man finder en løsning. Jeg tænkte bare: Hvad er vigtigst for de andre? Jeg har jo ikke børn, så jeg tog de fem uger i streg, som ingen andre ville have. Alle blev glade. Og jeg kunne holde en lang ferie i Thailand.

Efterhånden har han lært at håndtere cheferne ved at trække vejret dybt – så man ikke kommer til at sige noget, man fortryder bagefter.

Olafur med blik for pragmatik

Olafur Nielsen har sat sit tydelige præg på det grønlandske byggeri – særligt i Grønlands hovedstad, hvor han har været med til at opføre over 1.000 boliger. De mest kendte byggerier er nok de mange punkthuse i Nuuk, hvor de første blev opført på Tuapannguit i 2009. Dengang kunne han få opførelsesprisen ned på 15.000 kroner per kvadratmeter. I dag svinger samme pris mellem 35.000 og 40.000 kroner. Det blev begyndelsen på de efterfølgende berømte og beboervenlige punkthuse, der blev bygget rundt om i Grønland.

En af grundene til, at det kunne lykkes, var den brede politiske opbakning til hurtigt at få bygget en masse boliger. Ifølge den erfarne embedsmand er den bedste måde at sikre en god og effektiv byggeproces at få vedtaget projekterne som tekstanmærkninger i Finansloven. På den måde får de ansvarlige arbejdsro – til glæde for alle.

Olafurs velkendte evne til at finde løsninger har givet ham kælenavne som ”Boligfur” og ”Boligfilur” – kærligt smådrillende henvisninger til hans fornavn og hans evne til at finde pragmatiske løsninger, hvor andre gik i stå.

- Når der står så mange millioner på spil, skal du kunne finde fleksible løsninger. Ellers taber samfundet penge – og der bliver ikke bygget så mange boliger, som der er brug for.

Han trækker endnu en affaldspose op af skraldespanden, nikker til en kollega og går ud mod perronen. Et nyt tog er netop rullet ind.

- Det er egentlig meget simpelt. Jeg har haft mit liv med store beslutninger og højt tempo. Nu har jeg noget andet. Noget, der også føles rigtigt. Jeg er glad og tilfreds.

Olafur flyttede til Grønland i juli 1982 – og flyttede til Danmark i august 2023. I alle de år har han været så privilegeret at have oplevet og set størstedelen af Grønland – en indsigt og oplevelse, som han også har anvendt i sit arbejde, når det kommer til at finde brugbare løsninger for hele befolkningen. Olafur opsummerer:

- Jeg har haft et fantastisk liv i Grønland, som jeg evigt vil mindes og være taknemmelig for. Jeg har fået lov til at gøre en forskel for mine medmennesker, mine naboer og befolkningen.

Selvom han nu har fast grund under fødderne i Høje Taastrup, lever forbindelsen videre til Grønland.

- Det er ikke svært at flytte til Danmark. Men det er svært at forlade Grønland efter et så langt liv i Menneskenes Land. Jeg har mange venner, kolleger og bekendte, som jeg forsøger at holde kontakten med – og hvem ved, måske mødes vi i toget en dag?, kommer det smilende fra Olafur Nielsen.