Fagforening: KNR erkender fejl i strid om tillæg

Fagforeningen for Medieforbundet i Grønland, TP, oplyser til sine medlemmer, at KNR's ledelse trækker en beslutning om at fjerne tillæg tilbage.

Offentliggjort

Det skabte uro på public service stationen KNR, da ledelsen sidst i september meldte ud, at tillæg for at arbejde på skæve tidspunkter blev fjernet omgående.

Den kontroversielle beslutning berørte omkring 50 medarbejdere, som arbejder på TP-overenskomst på mediet, der hidtil havde haft ret til tillæg for arbejde i bestemte tidsrum morgen, aften og weekend.

Fagforeningen TP gik ind i sagen, og den oplyser nu til sine medlemmer, at KNR trækker beslutningen tilbage:

- Vi har hele tiden ment, at der var tale om en fejlfortolkning, og det er vi glade for, at KNR nu erkender og retter op på, lyder meddelelsen fra fagforeningen, som har haft en række møder med Økonomi- og Personalestyrelsen samt KNR om sagen.

Direktør kaldte tillæg en fejl

I forbindelse med udmeldingen om fjernelsen af tillæggene, fortalte KNR-direktør Hans Peter Poulsen dengang til Sermitsiaq, at tillæggene efter ledelsens vurdering var blevet udbetalt ved en fejl.

Medarbejderne havde ifølge ledelsens nye tolkning af overenskomsten ikke ret til morgen-, aften- eller weekendtillæg på noget tidspunkt af døgnet, så længe deres arbejdstid ikke overskred 40 timer:

 - Man modtager således ikke vagttillæg, når man er på almindeligt arbejde inden for de 40 timer, her får man normal løn, uanset hvornår arbejdet ligger. Vagttillæg er alene knyttet til vagttjeneste i de særlige tidsrum, lød det fra direktøren.

Teknisk fejl udbetalte fejlagtigt tillæg

Udmeldingen fra KNR-ledelsen chokerede fagforeningen TP, der også kunne fortælle om mange henvendelser fra dybt frustrerede KNR-medarbejdere.

Selvom KNR's medarbejdere igen får ret til tillæg, så oplyser TP dog også, at der har været en teknisk fejl, som gjorde, at medarbejdere, der ifølge vagtplanen skulle møde kl. 8.00, fik tillæg, hvis de stemplede ind en lille smule tidligere.

Den fejl rettes der op på:

- Fremover vil tillægget kun gælde dem, der skal møde før kl. 8.00 ifølge vagtplanen. Det gælder også for aftenvagter, og den der har weekendvagter, skriver TP.

TP-formand: Sagen kunne være undgået

Formand i TP og ansat i Mediehuset Sermitsiaq, Arnaq Nielsen, siger, at sagen kunne være undgået, hvis KNR havde involveret fagforeningen og Økonomi- og Personalestyrelsen i Selvstyret, som har forhandlet overenskomsten:

- Hvis de rette procedure var blevet fulgt, ville vi aldrig have diskuteret det i offentligheden. Vi er nu enige om at for at undgå lignende situationer skal KNR inddrage os i tide, siger hun.

KNR har de senere år kæmpet med stor medarbejderafgang blandt journalister og redaktører samt flere stresssygemeldinger.

Desuden er flere chefer skiftet ud herunder direktøren. Hans Peter Poulsen tiltrådte således som ny direktør 1. maj, efter at tidligere direktør Annga Lynge blev fritaget for tjeneste i januar.

Personalesituationen gør sagen ekstra ærgerlig, siger fagforeningsformanden:

- Generelt er mediebilledet i Grønland ret presset. Der er virkelig pres på alle steder, det er klart, når der så sker fejl, så hjælper det heller ikke på det. Fejlen er med til at presse også vores medlemmer, siger Arnaq Nielsen. 

Sermitsiaq arbejder på en kommentar til sagen fra KNR-direktør Hans Peter Poulsen.

Powered by Labrador CMS