PORTRÆT

En ildsjæl går fra borde

-Det har været en fantastisk rejse, siger Ove Rosing Olsen om udviklingen i trawlervirksomheden Ice Trawl Greenland. Den 1. juli stopper han som bestyrelsesformand. Det sker i forbindelse med, at han fylder 75 år.

I Ove Rosing Olsens formandstid er egenkapitalen i Ice Trawl Greenland vokset fra 68 mio. kr. til 588 mio. kr.
Offentliggjort

Siden den lægeuddannede Ove Rosing Olsen i 2006 blev bestyrelsesformand i trawlervirksomheden Ice Trawl Greenland, er egenkapitalen eller værdien af selskabet vokset fra 68 millioner kroner til 588 millioner kroner.

Det meget velhavende og velkørende selskab har ingen gæld.

Siden den lægeuddannede Ove Rosing Olsen i 2006 blev bestyrelsesformand i trawlervirksomheden Ice Trawl Greenland, er egenkapitalen eller værdien af selskabet vokset fra 68 millioner kroner til 588 millioner kroner.

Det meget velhavende og velkørende selskab har ingen gæld.

- Det har været en fantastisk rejse at være med i den udvikling, siger han.

Ildsjælen Ove Rosing Olsen, der bor i Sisimiut, stopper som bestyrelsesformand og forlader bestyrelsen i Ice Trawl Greenland. Efter 19 år som formand har han valgt at gå på pension den 1. juli.

Det sker i forbindelse med, at han fylder 75 år lørdag den 28. juni. Ove Rosing Olsen fortsætter som medejer i selskabet.

Ice Trawls næstformand Malik Hegelund Olsen overtager formandsposten i reje- og fiskeriselskabet.

Skal slappe af

Ove Rosing Olsen kan se tilbage på et langt, travlt og begivenhedsrigt arbejdsliv. Han har virkelig haft mange jern i ilden. Ud over formandsposten i Ice Trawl Greenland har han bl.a. haft poster som chefdistriktslæge i Sisimiut og borgmester i Sisimiut. Han har også været medlem af Landstinget for partiet Siumut og var i første halvdel af 1990erne Grønlands første sundhedsminister.

Sermitsiaq har spurgt Ove Rosing Olsen, hvad han vil få tiden til at gå med som pensionist.

- I sommer skal jeg først og fremmest slappe lidt af. Jeg besøger mine gamle venner i Danmark i et stykke tid, og jeg vil tage på vandretur med min yngste datter, Alma Dora, siger han.

Ove Rosing Olsens store familie har tre hytter uden for Sisimiut. Her er han ofte vicevært og arbejder en del med byggeri og vedligeholdelse.

- Min daglige hobby er at ryge fisk og kød. I min kælder på bopælen i Sisimiut dyrker jeg chili, krydderurter og salat, fortæller Ove Rosing Olsen.

- I sommer skal jeg først og fremmest slappe lidt af. Jeg besøger mine gamle venner i Danmark i et stykke tid, og jeg vil tage på vandretur med min yngste datter, Alma Dora, siger Ove Rosing Olsen.

Ove Rosing Olsens største egenskaber

Ice Trawl Greenland, hvor han som nævnt i mange år har været formand, ejer en stor og supermoderne rejetrawler. Selskabet er medejer af to andre store trawlere, der fisker torsk, hellefisk og rejer. Mens selskabets bestyrelse lægger de overordnede planer, står Royal Greenland for driften.

- Det er typisk for Ove, at når skibene kommer i havn, så besøger han om muligt skibene, hvor han får en snak med skipper og det øvrige mandskab, så de føler sig godt til rette, siger Andrias Olsen, direktør i Ice Trawl og trawlerchef i Royal Greenland.

-Det er virkelig en af Oves største egenskaber, at han gør den slags, siger Andrias Olsen.

Den ene halvdel af Ice Trawl ejes af 30 private aktionærer, der er fordelt på det meste af kysten, mens Royal Greenland ejer den anden halvdel. Småaktionærerne er alt fra fiskere til tømrere.

Ove Rosing Olsen har god grund til at være stolt over Ice Trawls udvikling. Siden han tiltrådte som formand i 2006, er Ice Trawls egenkapital som nævnt vokset fra 68 millioner kroner til 588 millioner kroner.

- Samarbejdet med Royal Greenland har været godt og udviklende for begge parter.

- Vi har haft mange meget dygtige medarbejdere, som hver dag yder en fantastisk indsats og er med på at udvikle fiskeriet og udstyret hele tiden, siger Ove Rosing Olsen.

På Ice Trawl Greenlands generalforsamling på Hotel Sisimiut i april i år kunne selskabet efter et 2024-overskud på 68 millioner kroner udbetale et udbytte på 32 millioner kroner til aktionærerne.

God til at passe på pengene

Andrias Olsen, der er direktør i Ice Trawl, siger videre om Ove Rosing Olsen:

- Ove er en meget flink, rar og behagelig mand, der er nem at være sammen med. Uanset om du kommer fra Grønland, Færøerne, Danmark eller et andet land, så tager han godt imod dig og behandler dig med respekt. Han behandler alle som ligeværdige mennesker.

- Som formand er han også rigtig god til at informere, lytte til Ice Trawls private ejere og på en fornuftig måde formidle det til bestyrelsen.

Andrias Olsen fremhæver, at Ove Rosing Olsen har været god til passe på pengene, så selskabet ikke udbetaler flere penge i udbytte til aktionærerne, end det er fornuftigt.

- Som formand har han været med til at opbygge et økonomisk solidt selskab. Ove tænker langsigtet, har været tålmodig og set, at vi ikke skal formøble pengene, men opbygge et godt selskab.

- I dag er Ice Trawl et meget velhavende firma. Det er efter min mening hans største bidrag til selskabet, siger Andrias Olsen.

Ove Rosing Olsens store familie har tre hytter uden for Sisimiut. Her er han ofte vicevært og arbejder en del med byggeri og vedligeholdelse.

Chefdistriktslæge

Det er som formand for Ice Trawl, Ove Rosing Olsen i dag først og fremmest er kendt.

Han er uddannet læge fra Københavns Universitet i 1978. Ove Rosing Olsen er speciallæge i almen medicin. Han arbejdede på alle afdelingerne på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk indtil efteråret 1983. I 1986 fik han stillingen som chefdistriktslæge i Sisimiut 1986, men var fuldtidspolitiker i en periode i 1990erne.

Fra 1995 til pensioneringen fra lægearbejdet i 2015 var Ove Rosing Olsen bl.a. chefdistriktslæge i Sisimiut og Upernavik. De sidste fem år af perioden var han ledende regionslæge for Sisimiut og Maniitsoq.

Var med i forreste række i Siumut

Efter medicinsk embedseksamen i 1978 i København rejste Ove Rosing Olsen hjem til Grønland og blev aktiv i det nystiftede politiske parti Siumut, der betyder ”fremad”.

Det var dengang Jonathan Motzfeldt, Moses Olsen og Lars-Emil Johansen var de store politiske stjerner og stod i spidsen for partiet.

Forud for landstingsvalget og indførelsen af Grønlands Hjemmestyre i 1979 blev Ove Rosing Olsen udpeget som Siumuts valgkampagneleder.

- Vi var mange aktive og fik lavet en god valgkampagne, husker han.

God støtte for Jonathan og Lars-Emil

Ove Rosing fortæller, at han altid har været politisk interesseret. Faren var aktiv i kommunalbestyrelsen i Sisimiut, og moren var en aktiv debattør i samfundet.

 - Jeg er født med et stort samfundsmæssigt engagement og ansvarsfølelse.

 - Jeg er en udvikler og er ikke nogen regelrytter. Hvis regler ikke virker efter at forbedre liv og forhold, starter jeg ofte en udvikling og får lavet tingene om, siger Ove Rosing Olsen.

- Han var med i forreste række. Han var en af dem, der i 1970erne og 1980erne gik forrest i Siumut-bevægelsen, da vi startede op og havde mest brug for det.

- Han var var en god støtte for både Lars-Emil Johansen og Jonathan Motzfeldt, siger en anonym kilde i partiet, der kender Ove Rosing Olsen godt.

I 1983 blev Ove Rosing medlem af Siumuts hovedbestyrelse, og han sad der frem til 1995.

I 1991, hvor hjemmestyret var præget af dårlig økonomi, skandaler med alkoholiserede toppolitikere og landsstyre-politikeres misbrug af repræsentationskonti, blev Ove Rosing Olsen valgt ind i Landstinget.

Med Lars-Emil Johansen i spidsen som landsstyreformand dannede Siumut en regeringskoalition med IA.

Ove Rosing Olsen var 1991-95 Landsstyremedlem for Sundhed og Miljø. Nogle år havde han også ansvaret for Industri og Handel.

I 1995 vendte Ove Rosing Olsen tilbage til lægegerningen. I 1995-98 var han bestyrelsesformand for Royal Greenland. - - Mit hovedprodukt som bestyrelsesformand var det såkaldte kapacitetstilpasningsprojekt, hvor vi tilpassede, dvs. reducerede, antallet af fabrikker, siger Ove Rosing Olsen,

- Uden dette projekt var det aldrig lykkes at gøre selskabet rentabelt, mener Ove Rosing Olsen.

 

Abonnementer

For at læse videre skal du være abonnent! Log ind

Sermitsiaq.gl - web artikler

  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pr. måned kr. 59.00
  • Pr. år kr. 650.00
Vælg

Sermitsiaq - E-avis

  • Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pris pr. måned kr. 191
  • Pris pr. år kr. 1.677
Vælg

AG - Atuagagdliutit E-avis

  • Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver onsdag
  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pris pr. måned kr. 191
  • Pris pr. år kr. 1.677
Vælg

Sermitsiaq.AG+

  • Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver onsdag
  • Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Adgang til Arnanut e-magasin
  • Adgang til Nutserisoq.gl
  • Ved interesse send en mail til abonnement@sermitsiaq.gl
Vælg

Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.

Powered by Labrador CMS