Palle Heilmann har knap to år efter sin arbejdsulykke en bøn: - Jeg har følt mig helt alene mod systemet. Der skal være nogen til at samle en op, når der er sket en arbejdsulykke som mit, siger han.
Palle Heilmann, der nu er førtidspensionist, har i næsten to år ventet på en afgørelse om arbejdsskade efter han fik 800 kg byggematerialer over sig.Foto: Oscar Scott Carl
PaornánguaqKleistJournalist
Offentliggjort
En grå sommerdag kom Palle Heilmann ind til AG’s redaktion i
Nuuk med et chartek fyldt med forskellige dokumenter om sin arbejdsulykke,
lægeerklæringer, lønsedler og meget mere.
Han havde spadseret fra Store Slette
i midtbyen til redaktionen. En strækning på ca. 600 meter, der heldigvis ligger
under lægens anbefaling om at gå højst en kilometer ad gangen.
En grå sommerdag kom Palle Heilmann ind til AG’s redaktion i
Nuuk med et chartek fyldt med forskellige dokumenter om sin arbejdsulykke,
lægeerklæringer, lønsedler og meget mere.
Annonce
Han havde spadseret fra Store Slette
i midtbyen til redaktionen. En strækning på ca. 600 meter, der heldigvis ligger
under lægens anbefaling om at gå højst en kilometer ad gangen.
Palle er frustreret og føler afmagt overfor et system, som
ifølge ham, ikke tager ham alvorligt.
- Sagsbehandlere lytter ikke og får mig til at føle, at jeg
intet er værd. Det er enormt tankevækkende, siger Palle Heilmann og fortsætter:
- Der er ingen hjælp at hente for folk, der har været
igennem en stor arbejdsulykke som min. Det er virkelig hårdt at prøve selv at
få hjælp. Der er gået næsten to år siden ulykken, og jeg har ikke fået at vide:
»Her kan du hente hjælp«, siger han.
Overlevede 800 kilo over sig
Palle skabte overskrifter sidste år, efter at han mirakuløst
overlevede en uhyggelig arbejdsulykke året forinden.
Ulykken skete den 16. august 2023, hvor han fik en 800 kilo tung og 2,4 meter
høj palle med byggematerialer over sig. Han nåede at ligge under den i ca. 10
minutter, og ingen forventede, at han ville overleve. Imod alle odds, begyndte
han selv at trække vejret da materialerne blev fjernet. Han blev bragt til
hospitalet i al hast, sat i koma og tre dage senere evakueret til
Rigshospitalet. Her fik han indopereret flere stålplader på den ødelagte kæbe
og havde derudover flere andre brud på nakke, ribben og ankel og havde desuden
knuste tænder, forstuvet ryg og en hjernerystelse.
Efter mere end to måneder på Rigshospitalet, hvor han havde
været i behandling for sine kvæstelser, kom han endelig hjem til Nuuk. I
lufthavnen blev han ikke mødt af noget sundhedspersonale og måtte selv finde
hjem. Efter et par dage tog han til hospitalet, som for at sige: »Her er jeg!«
Det næste i programmet var en tur til borgerservice i
Kommuneqarfik Sermersooq.
- Jeg fik at vide, at jeg skulle have rettet henvendelse til
kommunen hurtigst muligt efter arbejdsulykken. Jeg forsøgte at forklare, at jeg
i sagens natur ikke var i stand til det, for jeg var i koma og blev evakueret
til Danmark. Det hjalp ikke. Medarbejderen holdt fast i, at jeg skulle have
rettet henvendelse med det samme, fortæller en tydeligt frustreret Palle
Heilmann.
Langsom sagsbehandling
Hans tidligere arbejdsgiver har meldt arbejdsulykken til
Center for Arbejdsskade, og sagen er stadig i gang endnu. AG havde en artikel i
august 2024, om at han må forvente en ventetid på 20 uger. Den lange
behandlingstid har gjort, at Palle flere gange har rettet henvendelse for at
høre om hvordan det gik med sagen.
Palle Heilmann står nogle gange ved Brugseni og sælger f.eks. tørfisk: - Jeg kan ikke arbejde som jeg kunne før. Jeg kan kun holde til at sælge tørfisk en gang imellem, siger Palle Heilmann.Foto: Oscar Scott Carl
- Det, jeg mødte, var en synligt irriteret medarbejder, som
fik mig til at føle, at jeg var til last. Det endte faktisk med, at jeg blev så
vred over den behandling, at jeg skældte hende ud. Jeg har siden kun talt med
en anden medarbejder, som har været mere imødekommende, siger Palle.
Indrømmet fejl
Palle Heilmann er vurderet uarbejdsdygtig, og kan derfor
aldrig vende tilbage til arbejdsmarkedet. Han søgte derfor om førtidspension
den 2. april 2024. I stedet for at blive indkaldt til en samtale i kommunen fik
han et opkald.
Kommunen om sagen:
Kommuneqarfik Sermersooq fik forelagt artiklen med Palle
Heilmann. Stabschef Lise Buchardt ved Forvaltning for Arbejdsmarked og Velfærd
i Kommuneqarfik Sermersooq skriver i en mail, at kommunen ikke kan udtale sig
om enkeltsager.
- Men generelt kan vi sige, at vi følger den gældende
lovgivning og arbejder for, at alle borgere får en ordentlig og respektfuld
behandling i mødet med Kommuneqarfik Sermersooq.
Lise Buchardt forklarer yderligere, at førtidspension er en
kompliceret og alvorlig sagstype, som kræver grundige og lovbundne vurderinger.
Kommunen skal indsamle mange oplysninger, før der kan træffes afgørelse –
herunder lægeerklæringer, sociale oplysninger og eventuelle
arbejdsevnevurderinger.
- Det er vigtigt at understrege, at lægeerklæringer alene
beskriver borgerens helbredstilstand, og at lægen ifølge loven ikke kan vurdere
en borgers evne til at arbejde. Ifølge lovgivningen er det kommunens ansvar at
vurdere borgerens samlede arbejdsevne – og det er netop arbejdsevnen, der
afgør, om en borger kan få tilkendt førtidspension, og i givet fald hvilken
sats - laveste, mellemste eller højeste, siger Lise Buchardt, og fortsætter:
- Vi anerkender, at det kan være svært at navigere i
systemet – særligt når man samtidig er ramt af alvorlig sygdom eller en ulykke.
Derfor arbejder vi løbende på at forbedre vores sagsgange og kommunikation, så
borgerne i højere grad føler sig trygge og godt hjulpet.
- Kommunens medarbejder sagde til mig, at jeg skulle på
arbejdsprøvning inden jeg eventuelt kunne få tildelt en førtidspension. Jeg
forklarede, at jeg havde en lægeerklæring om, at jeg ikke kunne arbejde og at
jeg højst måtte gå en km ad gangen. Det hjalp ikke.
Palle Heilmann endte med at skrive en klage til
borgmesteren, som sendte brevet videre til en ansvarlig for sagsbehandling af
ansøgninger til førtidspension. Palle blev inviteret til et møde med
vedkommende og var glad og optimistisk da han mødte ind.
- Han så på mig og vurderede på stedet, at jeg sagtens kunne
arbejde. Jeg fik besked på, at jeg skulle i arbejdsprøvning, at jeg stadig var
ung og stadig kunne tage mig en uddannelse. Da jeg nævnte min lægeerklæring,
var beskeden, at de ikke brugte lægeerklæringer, og at de selv skal vurdere, om
man er egnet til førtidspension. Jeg gav op.
- Jeg fik siden et nyt opkald i slutningen af november
sidste år af min sagsbehandler. Her konstaterede han, at jeg havde været i en
alvorlig arbejdsulykke. Han fortalte mig det, som om jeg ikke vidste det. Jeg
tror, at de havde fået indhentet oplysningerne fra lægen. Min sagsbehandler
fortalte mig, at der var sket en fejl i behandlingen af min sag, og at jeg kan
klage over det. Han fortalte mig også, at jeg havde fået tildelt
førtidspension.
Ensom kamp
Det er den ene sejr, Palle Heilmann indtil videre har fået.
1. januar 2025 begyndte han endelig at modtage førtidspension. Det næste han
venter på, er en afgørelse om arbejdsskade.
- Jeg var til speciallæge, som undersøgte mig for mine
skader i kroppen. En ny opdagelse er, at den ene side af mit hovede er delvis
følelsesløs. Nu må vi se, hvad afgørelsen bliver. Jeg har været i kontakt med
en advokat for at få hjælp. Advokaten rådede mig til at vente indtil der er
gået to år efter arbejdsulykken, for så kan jeg søge om fri proces til at få
hjælp.
Kampen er ikke slut endnu. Palle Heilmann er tydeligt
påvirket af sin frustration over den behandling, han har måttet møde undervejs.
Hans motivation til at fortælle sin historie er et ønske om, at ingen andre
skal stå alene i sådan en situation.
- Sådan som det er nu, og hvis nogen kommer ud for en
alvorlig arbejdsulykke, så vil jeg sige: »Held og lykke!« Du møder ikke nogen
medmenneskelighed hos de offentlige myndigheder. Der bør være nogen til at
hjælpe, så man ikke står alene med mødet med de offentlige myndigheder, mens
man prøver på at komme sig, siger Palle Heilmann.
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.