Bortadopteredes sager syltes af staten

I perioden fra 1950-79 blev mange børn bortadopteret fra Grønland til Danmark. Dertil kommer en ukendt antal bortadoptioner uden om det officielle system.

En lille gruppe af de bortadopterede sendte på nationaldagen 21. juni sidste år et stævningsudkast til Statsministeriet. Det blev kort efter oversendt til Social- og Boligministeriet, men siden har hverken de bortadopterede eller deres advokat Mads Pramming hørt noget.

– Vi venter stadig på en reaktion fra ministeren. Vores stævningsudkast blev formentlig lagt ned i ministerens skuffe i sommer, og der har den så ligget siden. Men jeg håber, at hun nu får den læst igennem. Der er tale om en adoptionskatastrofe, der foregik inden for det danske rige. Selvom vores sager er meget forskellige, så har de dog det fællestræk, at adoptionerne foregik ved tvang, trusler og snyd mod vores biologiske forældre, siger Margrete Johansen. 

Foretræde for Grønlandsudvalget 

Sammen med Kâlànguak Absalonsen, Marius Inuusuttoq Kristensen og Racheli Toft havde Margrete Johansen foretræde for Grønlandsudvalget i Folketinget før jul, men heller ikke dette har ført til, at sagen er blevet behandlet. 

– Det er absurd, at der skal gå så lang tid, før vi får en tilbagemelding, siger Margrete Johansen, der kom til Danmark som halvandetårig med et dansk ægtepar i 1951. 

– Min biologiske mor var blevet gravid med en af de danske håndværkere, der var i Ilulissat, og da han rejste tilbage til Danmark, stod hun uden en forsørger. Min mor har fortalt mig, at hun blev tvunget til at skrive under på adoptionspapirerne, og at hun efterfølgende forsøgte at få mig tilbage ved at opsøge ægteparret i deres hus. Men det lykkedes ikke. I stedet blev jeg taget med til Danmark – endda før adoptionspapirerne var kommet i orden – og det var ikke til en god barndom.

Den allerstørste forbrydelse

 I mange år var Margrete Johansen vred og uforstående overfor, hvorfor hun var blevet bortadopteret, men det var først, da hun var i slutningen af 30’erne, at hun fandt frem til sin biologiske mor i Ilulissat.

 – Det var faktisk min familie, der fandt mig. Jeg troede at min mor var død. Det var det, jeg var blevet fortalt hele livet. 

– Noget vigtigt blev taget fra mig, da jeg blev bortadopteret. Min biologiske mor fik aldrig andre børn, så det var ikke alene mig, det gik ud over. Siden hen har vi mødt hinanden og haft mulighed for at genoptage den smule relation, der var mulighed for sent i livet. Første gang jeg mødte hende, var, da jeg var i slutningen af 30’erne. Da jeg var blevet folkepensionist rejste jeg så til Grønland for at høre hendes version af vores fælles historie, hvilket jeg nåede inden hun døde kort tid efter, fortæller Margrete Johansen, der ved den lejlighed fik skrevet under på papirerne for ophævelse af adoptionen. 

– Jeg nåede at være min mors lovformelige datter i de sidste tre måneder af hendes liv. Det var stort for os begge og min mor skrev i sin dagbog, at det, at hun havde mistet mig, at jeg havde mistet mine navne, min kultur og min familie ”var den allerstørste forbrydelse”.