Der var ingen tvivl om, at Viggo Johansen skulle være fanger. Han elskede det. Men én dag ændrede fremtidsplanerne sig. AG har mødt manden, som har været hos politiet i snart 40 år.
Meningen har altid været at Viggo Johansen skulle være fanger. Kursen ændrede sig dog, da han var 20 år.Leiff Josefsen
Det var ham, der
var lederen af Grønlands Beredskabsstab, da tsunamien ramte de nordgrønlandske
bygder, Nuugaatsiaq og Illorsuit i 2017. Han har været medstifter af flere
foreninger, der har til formål at fremme vilkårene i handicapområdet. Han er
formand for handicaporganisationen NIIK
- Nunatsinni Inuit Innarluutillit Kattuffiat.
Annonce
ABONNENTER
Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser.
Historier som denne kræver abonnement.
God læselyst, og god fornøjelse.
Viggo Johansen
virker som typen, der hellere vil undgå rampelyset. En type, der ikke taler
højt om sine præstationer.
AG møder ham i
politiets hovedstation i Nuuk. Han har travlt, da han rejser til Sisimiut samme
aften for at deltage i handicapinstitutionens Tilioqs årlige konference.
Lad os lære
manden bag politiuniformen bedre at kende.
Viggo Johansen
blev født den 23. september i 1964 - for 60 år siden – i Nuuk.
- Min mor plejer
at fortælle, at jeg blev født med fødderne først. Allerede der skilte jeg mig ud
fra andre, fortæller Viggo Johansen, der voksede op i Nuuk.
Hans første
minder stammer fra et lille betonhus i gaden Spindlers Bakke bagved det daværende
Nota Bene.
- Da jeg var tre
år, flyttede vi til Tuapannguit. Dengang var bygningerne splinternye og ubeboede.
Her boede jeg indtil mine teenageår, fortæller han.
Viggo Johansen og
de andre – mange - Tuapannguit-børn plejede at lege ved Radiofjeldet i Nuuks
centrum.
- Det var dengang
Radiofjeldet blev bygget. Når bygningshåndværkerne fik fri om eftermiddagen,
gik vi derhen og legede ’i det forbudte område’, griner han.
Viggo Johansens
mor er Else Johansen, der kommer fra den sydgrønlandske bygd, Arsuk. Hun var den første formand i ældreforeningen ”Qeersaat” i Nuuk.
Faren er Johannes
Johansen fra Grædefjorden Kangerluarsussuaq.
- Min far er
opvokset med kajakker og fangst. Han har arbejdet på sygehuset som portør,
siger Viggo Johansen, der har fire søskende. Han er den mellemste.
Skulle være
fanger
- Jeg blev
opdraget til at være fanger. Min far og jeg sejlede, når jeg fik fri fra
skolen. Jeg begyndte i en meget tidlig alder. Jeg skulle være familiens
storfanger, siger Viggo Johansen.
Og han elskede
det. Han elskede følelsen af at være ude på havet. Friheden. Den friske luft.
Når faren gjorde
sig klar til at sejle, var lille Viggo hurtigere end en gepard på turbo med
også at gøre sig klar. Han SKULLE med på jagt.
- Vi skød fugle,
sæl, rensdyr og fiskede. Jeg elskede det. Kursen var sat for mig. Jeg ville
være fanger, når jeg blev stor, siger Viggo Johansen.
Han gik på
folkeskolen Atuarfik Samuel Kleinschmidt, bedre kendt som ASK. Der gik han
indtil 12. klasse. Bortset fra nogle måneder, hvor han gik på Ukaliusaq-skolen.
- Dengang rejste
elever til Danmark, når de startede i 5.klasse. Og det var midt i
rensdyrjagtsæsonen. Jeg ville ikke med til Danmark, jeg ville hellere gå til
rensdyrjagt, husker han.
Viggo Johansens
far, Johannes, støttede sin søn og kæmpede for, at Viggo ikke skulle rejse til
Danmark, og det lykkedes dem. Viggo og hans far var i naturen i mange dage ad
gangen og skød rensdyr den sommer.
Fordi han elskede
at sejle, interesserede han sig også for maskin- og smedarbejde. Derfor søgte han ind på Jern-og Metalskolen efter endt folkeskole og blev
studerende i Sisimiut. Formål: at kunne hjælpe sig selv, hvis der skete noget uventet
på havet. Året var 1982.
- Jeg har aldrig
tænkt på, at jeg skulle være politimand. Mit liv var bedst på søen, og det var
der, jeg skulle være, fortæller Viggo Johansen.
Besøget hos
politiet
- Livet ændrede
sig, da mine venner blev ansat hos politiet. Især én ven gjorde indtryk på mig,
siger han.
En dag spurgte de
mig, om jeg ville besøge dem hos politiet. De ville fortælle om deres
arbejdsgang og fortælle mig, hvorfor de har valgt denne uddannelse.
- Siden kom jeg
aldrig ud igen, griner han.
Ifølge Viggo
Johansen var der omkring 72 ansøgere til politiet dengang. Og han var én af
dem.
- Det var mange
ansøgere og kun to blev ansat hos politiet, og jeg var en af dem. Jeg var kun
20 år, og dengang var det et krav, at man skulle være 21 år. Derfor blev jeg
optaget på særlige vilkår, fortæller Viggo Johansen, der blev ansat i politiet
i 1985, hvor han påbegyndte grunduddannelsen.
- Jeg kan huske,
da den daværende stationsleder Egon Villadsen ringede til mig, for at fortælle,
at jeg var blevet optaget. Han sagde at jeg skulle starte den 1. april 1985.
Jeg sagde ja på én betingelse: at han ikke skulle sige aprilsnar, når jeg kom
på arbejde. Han lovede mig, at den var god nok, griner Viggo Johansen.
Han færdiggjorde
politiuddannelsen i 1989. I årene herefter var Viggo Johansen blandt andet
hundefører og skydeleder, ligesom han har undervist på Politiskolen og har
fungeret som vejleder for politielever under deres praktiske tjeneste i Nuuk,
og i 2003 gennemførte han Politiets Forberedende Lederuddannelse.
Under den
praktiske del af sin uddannelse, har han gjort tjeneste i Aasiaat. Han ville
prøve at arbejde udenfor Nuuk, og Aasiaat blev byen, hvor han ville være resten
af livet.
Men det hele
ændrede sig i 1988, da Viggo Johansen fik en datter.
- Vi fandt ud af,
at hun var handicappet, da hun blev født. Officielt har hun tre diagnoser, hun
er spastisk, har autisme og epilepsi. Derfor blev vi nødt til at flytte til
Nuuk, så hun kunne få en bedre behandling, fortæller Viggo Johansen, der i alt
har tre børn.
Tre år efter
datterens fødsel, i 1991, stiftede Viggo Johansen sammen med andre forældre til
handicappede, en forening, der havde navnet ”Kisimiinngilatit”, på dansk: ”Du
er ikke alene”.
- Jeg var med til
at stifte foreningen, især fordi jeg fandt ud af, hvor ringe forhold de
handicappede havde i landet. Men det var meget vanskeligt som forælder til et
handicappet barn at have tid og overskud, derfor var det ikke lang tid
foreningen kørte, fortæller han.
Kampen
fortsætter
I 2013 under
valget til Inatsisartut, blev Viggo Johansen inviteret til at fortælle om
vilkårene om de handicappede hos flere partier.
- Jeg talte om
den hjælp, de fik, de hårde vilkår og opdelingen af de handicappede i landet.
Jeg har selv oplevet, at det havde en meget negativ eftervirkning, da min
datter blev flyttet til Ilulissat, siger Viggo Johansen, der fortæller at
datteren har boet i den nordgrønlandske by på grund af sin handicap.
Men efter en lang
kamp på ti år, flyttede hun tilbage til Nuuk. Efter datterens hjemkomst
stiftede Viggo Johansen foreningen ”Inooqat” den 3. juni i 2013 sammen med
andre forældre til handicappede.
Viggo Johansen
blev formand for ”Inooqat”, efter den daværende formand afgik ved døden. Han er
også i dag formand for paraplyorganisationen NIIK, Nunatsinni Inuit
Innarluutillit Kattuffiat.
Hos politiet sidder
i dag Viggo Johansen som specialkonsulent, på grund af at han forbereder sin
pension. Efter 39 år i tjenesten.
- Mit mål er, at
jeg skal nå 40-års jubilæet, der sker til næste år den 1.maj. Efter det, regner
jeg med, at det vil gå hurtigere med at gå på pension. Det er en lykkelig
følelse, fordi det er mig selv, der har ønsket det, da jeg ikke er ung mere,
siger han.
For nu er planen,
at pensionen sker senest i 2029.
- Når jeg er
pensioneret regner jeg med, at jeg vil sejle, siger Viggo Johansen med et stort
smil.
Han leger med
tanken om at tage et erhvervsduelighedsbevis, så han kan arbejde lidt på havet
i sine gyldne år. Det er også der, han har det bedst. Ude på havet. I friheden.