Et møde mellem sorg og skønhed

En tåre triller ned over hendes kind. Hun tørrer den væk og tager en dyb indånding. Hun er lidt stresset. Overvældet. Ajunngilaq.

- Jeg er bare lidt spændt og nervøs, trøster hun sig selv.

23-årige Heidinnguaq Jensen er modtager af Naalakkersuisuts opmuntringspris sidste år, og er digter og komponist. I aften skal hun sammen med bandet ”Uummannarmiuaqqat” være med i dette års koncert med Nordisk Koncertkor, hvor korsangere fra Grønland og Tyskland fremfører Johannes Brahms’ ”Ein deutsches Requiem”.

Omkring 50 mennesker fra Tyskland er kommet til landet i den forbindelse, og det er den tyske Gerrit Junge, der er projektets leder og dirigent.

Børnehjemmet i Uummannaq kommer med musikalske indslag og var med til at skabe en oplevelse, hvor to tidsaldre og musikkulturer mødes.

Heidinnguaqs tanker raser.

Hun er på vej mod Qassi, der ligger ved seminaret i Nuuks bymidte. Hun skal som en slags opvarmning til i aften synge i en ’divine service’, en slags gudstjeneste sammen med korsangerne fra Grønland og Tyskland.

Mens timerne går, bliver spændingen lidt større. De tre sange hun skal spille i aften, er alle sammen nogle, som Heidinnguaq selv har skrevet og komponeret.

Det passer perfekt til aftenens tema, der handler om livet og døden. Hendes tekster har en tendens til at rumme en mørk kant og kredser om længsel, frygt og kampen for at overvinde livets prøvelser.

Der er kun få timer tilbage.

Dyb indånding, ajunngilaq, det skal nok gå.

Heidinnguaq gør sig klar. Hun tager sin anorak på og sminker sig lidt. Det er en stor dag for hende. En af sangene har hun skrevet kun til denne aften. Hun har skrevet den på farten sammen med en anden, da hun fik at vide, at de manglede en sang. Sangen involverer den grønlandske tromme, qilaat.

- Det er første gang, jeg har skrevet en sang, der involverer en qilaat. Jeg er meget spændt. Og sangen handler om døden, om at sige farvel til nogen, siger Heidinnguaq Jensen.

Hun har selv mistet en, hun elskede, og i dag er han særligt nærværende i hendes tanker. Den anden sang, de skal spille i aften, der har navnet “Maqaasivatsigit” (på dansk: vi savner dig, red.) handler om ham.

Dyb indånding.

Rørende 

Om ti minutter går det løs. Katuaqs foyer er propfyldt med mennesker. Nogle publikum står op og andre sidder på gulvet, da der ikke er nok stole.

Korsangerne træder frem og stiller sig på række på scenen. I deres blikke fornemmer jeg den samme tanke som min egen: Wow, der er mange mennesker.

70 korsangere starter nu med at fremføre Johannes Brahms’ “Ein deutsches Requiem”, på dansk: Et tysk requiem, som er Brahms’ egen fortolkning af trøst og håb i mødet med sorg og død, skrevet i 1860-erne.

Følelserne står stærkt i rummet. Korsangernes kraftfulde stemmer smelter sammen med publikums egne følelser, som om musikken giver følelserne en stemme.

Tab, sorg og mørke.

Heidinnguaq rejser sig op fra den forreste række og tager sin guitar og går mod scenen. Da hun vender sig mod publikum, bliver hun lidt chokeret over, hvor mange mennesker der er. Torrak, perfekt.

- Det er noget, der giver mig ro. At kigge på mennesker, når jeg spiller, fortæller hun.

Den akkustiske guitar overtager rummet. Og hun synger:

- Tappikaniipputit eqqissillutit, tappikanngaanniit takusinnaanerpitigut? (på dansk: Du er deroppe, et sted i fred. Ser du mon ned på os?, red.)

Sangen “Maqaasivatsigit” balancerer mellem dyb sorg og et stille håb, der langsomt ophober sig. At livet går videre.

Dyb indånding.

Der er stærke følelser på spil. Som lytter tænker jeg over dem, der har forladt os.

Følelser som savn, længsel, tab og accept er nærværende.

Qilaat

Bang bang.

Den grønlandske tromme, qilaat, kommer og giver genklang i kulturhuset under koncerten.

I mødet mellem romantikkens storværk og grønlandsk tradition får musikken en ny stemme, da paukerne (en stor tromme, red.) erstattes af den grønlandske qilaat.

Hvert slag på qilaat går lige i hjertet. Jeg tænker straks på hvordan trommesang og -dans havde været en kilde til styrke og fællesskab blandt inuit. This is powerful.

De musikalske indslag af ”Uummannarmiuaqqat” og de imponerende kor spilles på skiftevis hele aftenen. Men der var en sang de sang fælles om. Det var Tønnes Kreutzmanns ”Qujavunga”.

Forestil dig et kor på over 70 mennesker, der synger ”Qujavunga”. Wow.

Der får mig som lytter til at bevæge mig fra mørke og sorg mod lys, håb og forsoning.

Det nærmer sig slutningen. Heidinnguaq føler sig taknemmelig.

- Fordi det er sjældent, at man spiller koncerter på den måde, hvor det handler om død og sorg, fortæller Heidinnguaq Jensen.

Tårer af lettelse og taknemmelighed triller ned fra hendes kinder. Hun tørrer dem væk og tager en dyb indånding. Tassa, det er overstået.

- Jeg synes, det er gået fantastisk, jeg er så lykkelig og rørt. Jeg føler, at sangene er blevet taget godt imod, sagde en bevæget Heidinnguaq efter koncerten.

Jeg sidder tilbage med følelsen af kulturel berigelse. En følelse af hvor kraftfuld musikken kan være. Og måske en følelse af, at blive trøstet?

Jeg strækker kroppen og begynder langsomt at forlade kulturhuset. Udenfor venter en verden fuld af oplevelser – både de gode og de svære. Inspireret af Heidinnguaqs sange, vil jeg huske at værdsætte og være taknemmelig for de gode øjeblikke med dem, jeg holder af.

Dyb indånding. Qujanaq.