Ny børnetalsmand vil være brobygger

Cafeen er fyldt med snak, grin og glæde, da Stina Berthelsen Sværd går ind. 

Hun smiler stort, og udstråler imødekommenhed og spænding.

Efter et par ugers ferie med sin familie, begynder et nyt kapitel i hendes arbejdsliv. Hun skal nemlig overtage rollen som børnetalsmand og dermed blive børnerettighedsinstitutionen MIO’s nye ansigt udad til.

- Jeg er så taknemmelig for, at man har vist mig den tillid at vælge mig som den næste børnetalsmand. Børnene bliver helt klart mit drive i min kommende rolle. Det er vigtigt for mig, at jeg kommer til at formidle børns stemmer med udgangspunkt i deres perspektiv.

- Det er meningen at jeg skal være vagthund på børnenes vegne, men jeg skal også skabe bro mellem aktørerne, politikerne, virksomhederne og borgerne. Jeg vil i stedet for blot at pege, også være med til at udvikle muligheder fremadrettet. For jeg tror på, at når vi påpeger noget, så skal vi være med til at skabe nye muligheder og nye veje. Det tror jeg vil være med til at styrke vores land, siger Stina Berthelsen Sværd, som er uddannet socialrådgiver og psykoterapeut.

Stinas ønske om at gøre noget for sit land og børnene kommer fra sit eget ophav og den indflydelse hendes ophold i USA har haft på hendes syn på livet.

Hun er født og opvokset i Nuuk - nærmere bestemt Tuapannguit.

- Mine forældre var meget unge, da de fik mig. Min mor var kun 15 år og min far var kun 16 år, så jeg er vokset op hos mine bedsteforældre - primært hos min mors forældre i Tuapannguit. Min fars forældre boede også i Tuapannguit, så jeg havde et tæt forhold til dem alle, fortæller hun. 

Den 10. i søskendeflokken

Stinas morfar havde haft polio som barn, der gjorde at han var lam på det ene ben og blind i det ene øje. Han levede med sit handicap hjemme og holdt Stina med selskab.

- Han var min bedste ven og det var enormt trygt at komme hjem til ham. Min mormor var jo på arbejde for at forsørge familien. Min morfar læste meget og malede. Jeg kan huske, at vi kiggede i en stor bog om fugle i Grønland. Vi sad ofte sammen eller var ude på altan, hvor han underholdt mig med forskellige historier og formaninger om livet, siger hun.

Stinas bedsteforældre havde ni børn - så hun havde fem onkler, tre mostre og hendes mor.

- Jeg blev behandlet, som den yngste og blev kaldt for den 10. i søskendeflokken. Mine onkler og mostre var med til at opdrage mig, og sørgede for at jeg havde tøj og gik til aktiviteter. Nogle gange fik jeg formaninger og de havde alle sammen noget at sige, mindes Stina med et grin.

Stina husker ikke meget fra sine fire første år af sit liv, men hun ved at hun har måttet flytte flere gange. Noget hun har valgt at se positivt på.

- Der er blevet kæmpet om at have mig hos sig. Den ældste af mine mostre skulle ellers adoptere mig, men min mor ville have mig tilbage. Jeg husker blot, at mine bedsteforældres hjem var der, hvor vi samledes til spisning eller hvor vi så en videofilm. Her var der varme, mange mennesker og duften af kaffe om morgenen.

Det, der kendetegnede barndommen i Tuapannguit, var mange børn, som kendte hinanden og hjalp hinanden og voksne som alle holdt øje og opdrog alle børn, uanset om det var egne eller andres børn.

- Jeg kan huske min oldemor, min afdøde bedstefars Aggooraqs mor. Hun boede i blok Q og vi boede i blok T. Når mine onkler kom hjem med fangst, skulle jeg aflevere noget til hende. Jeg kan huske, at jeg havde to meget tunge poser og jeg skulle sørge for at løfte dem, for ellers kom der hul i posen. De var så tunge, så jeg skyndte mig med løftede poser, og holdt pause for at samle kræfter. Og når jeg endelig kom frem, fik jeg en is. Det var det jeg glædede mig til, siger Stina med et stort smil. 

Syv år i USA

Stina flyttede med sin mor til USA, da moren blev gift med en amerikaner. Hun kendte hende ikke så godt, for hun havde altid rejst meget.

- Jeg kan huske at jeg besøgte hende som barn, men jeg flyttede med hende i 1990. Og der var både gode og mere udfordrende oplevelser i de syv år, jeg boede med hende i USA. Vi flyttede meget rundt, så selvom det var nemt for mig at finde venner, så ærgrede det mig, at jeg måtte sige farvel til dem hver gang, vi flyttede. Men det betød også, at jeg fik oplevet de meget forskellige steder. Ligesom det også er meget forskelligt fra Avanersuaq til østkysten og vestkysten. Byer og stater kan ikke sammenlignes, og jeg fik meget ud af deres kulturer og måder at tænke.

Det er især amerikanernes disciplin og solidaritet Stina beundrer - også selvom hun af sine bedsteforældre og sine onkler og mostre er blevet opdraget til, at man selv må arbejde for at nå sine mål.

- Amerikanerne har en måde at være i kontakt med hinanden på. »Have a nice day«, »God bless you«, »How are you doing«. De udefrakommende betragter det måske, som noget overfladisk. Men det er sådan, de viser overfor hinanden, at »vi er der for hinanden«, »vi ser dig«, »jeg ser, du er der for mig«. Man føler, at der vil være hjælp at hente, når det bliver nødvendigt. De har følelsen af solidaritet, fremfor individualisme.

- Da vi flyttede til USA, boede vi i en militærbase. Her blev vi nærmest hjernevasket med disciplin og solidaritet. Hver onsdag skulle vi stå ret overfor flaget, og klokken 12 stoppede vi alle op, uanset om vi spadserede eller var i bil. Militærfolk gjorde honnør, mens vi civile stod med højre hånd på hjertet. Det var for at vise deres patriotisme og vise respekt. »You serve your country« (du tjener dit land, red.).

Da Stina og hendes familie flyttede ud af militærbasen, var det civile liv noget andet, men der var stadig følelsen af solidaritet i samfundet.

- Det var en måde ikke at blive ensom på. Og den interesse overfor hinanden føltes oprigtigt. Det var med til at gøre mig tryg. Da jeg voksede op, kendte alle hinanden, og der var den solidaritetsfølelse. Da vi flyttede til USA, kendte vi ikke nogen, men der var stadig den samme følelse af solidaritet. 

Det er op til dig

»Ask not what your country can do for you; ask what you can do for your country«, har den tidligere præsident Kennedy sagt. Et meget kendt citat om at gøre noget for sit land, i stedet for at forvente, at ens land gør noget for en. Det er et citat, som Stina følte blev levet efter i militærbasen, mens det lå mere i civilsamfundets ånd, at alle støtter hinanden.

- Alle hepper på hinanden og løfter hinanden. Det smittede, og jeg følte det empowerment der lå i det. De arbejder for at deres børn skal have en uddannelse, have en bedre fremtid. Har en elev i highschool behov for at blive bedre til et fag og hæve sine karakterer, så er der mulighed for at få undervisning i matematik, fysik, kemi eller hvilken som helst anden fag.

- Hvis du virkelig gerne vil nå dine mål, så må du stå op kl. 6 for at møde ind kl. 7, eller have timer om eftermiddagen efter skole. Muligheden er der, men det er op til dig at gøre noget. Jeg gik til matematik, for at forbedre mine muligheder.

Kulturen og mentaliteten i USA, har virkelig gjort et indtryk på Stina. Især hendes venskaber med afroamerikanere har sat sine spor.

- Jeg så, hvordan de støttede og hjalp hinanden. Jeg håber, at vi også her i landet kan blive bedre til det, for vi er så få i vores land. Vi er nødt til at hjælpe hinanden i stedet for at pege på hinanden og de fejl, vi laver. Lad os drøfte, hvordan vi kan gøre det bedre. Vi har alle et fælles ansvar, for at vores børn og unge får de bedste præmisser.

Stinas mor, hendes stedfar og hendes søskende bor stadig i USA, og det hænder, at hun får hjemve.

- For selvom det til tider var udfordrende, så har USA en masse at byde på. En af mine mostre er også amerikansk gift, og har et barn og et barnebarn. En tredje moster bor i Australien og har to sønner. Den sidste moster bor stadig her i Nuuk, men resten er fløjet væk i alle retninger, siger hun og griner.

Kunne ikke udtale Q

Stina ønskede dog altid at vende hjem igen, og det gjorde hun da hun var 17 år. Hun kunne knap tale grønlandsk og kunne end ikke udtale det grønlandske »Q«.

- Det var blevet helt akavet at forsøge at lukke luftrøret ved stemmebåndet. Jeg kan huske, at jeg øvede mig i at udtale q’et i flyet fra Kangerlussuaq til Nuuk. Jeg kunne ikke dansk og talte kun engelsk. Jeg var enormt genert i starten, for alle ville have jeg talte engelsk.

Stina fik et chok ikke lang tid efter hun flyttede tilbage til Nuuk. Hun modtog nemlig en check fra kommunen på ca. 700 kr.

- Jeg tænkte: »Kaar, jeg får gratis penge«. Jeg kom lige fra USA og kunne ikke forstå hvorfor jeg skulle modtage penge uden at gøre mig fortjent til det. Men jeg var ikke fyldt 18, og min bedstemor var gået på pension, så jeg skulle modtage støtte ifølge loven. Jeg kan huske, at jeg følte at det var luksus. Det gjorde stort indtryk.

Stina blev sat til at gå i 12. klasse, da hun kom til Nuuk. Hun har på fornemmelsen, at man ikke vidste noget om det amerikanske system, og at de derfor placerede hende der.

- Hvis det var rigtigt, så skulle jeg vist i 2.g eller 3.g, men jeg tænkte, at jeg så måtte gøre det på den måde. Jeg kunne jo ikke dansk, og jeg vidste at dansk blev benyttet enormt meget i GU. Min klassekammerat Josef skulle på efterskole i København, og han opfordrede mig til også at gå på efterskole, så jeg kunne lære dansk.

Stina måtte være kreativ for at få støtte til sit efterskoleophold. For mormor var gået på pension, og selvom hun havde tre forskellige jobs havde hun ikke nok indtægt udover den månedlige støtte. Hun skrev derfor en ansøgning til Nuup Kommunea.

- Jeg spurgte om kommunen kunne betale for efterskolen, fordi jeg ikke kunne tale dansk og ville lære det, for at kunne tage mig en uddannelse. Jeg lovede, at jeg ville bo i Grønland og at pengene ville komme tilbage, at jeg ville arbejde for vores land.

- Det var en rigtig amerikansk tankegang: tjen dit land. Jeg lovede, at jeg ville arbejde for landet, hvis de betalte for efterskoleopholdet. Jeg realiserede det, for det var vigtigt for mig - noget for noget. Jeg var enormt taknemmelig. Det er enormt vigtigt for mig, at man ikke skal tage noget for givet og man skal være taknemmelig. Det er også noget, jeg videregiver til mine børn. Mine børn har selvfølgelig et bedre udgangspunktend jeg havde, og de har et stabilt fundament, men de skal selv arbejde for hvad de gerne vil opnå, og vi skal nok støtte dem.  

Børn skal hjælpes

Efter Stina fik sin studenterhue, blev hun kabinepersonale i Air Greenland. Hun mindes en ambulanceflyvning, dengang flyverne stadig var Dash-7.

- Vi havde været afsted, og jeg var på vej hjem en kold og tåget nat om sommeren. Jeg gik forbi en dreng på syv-otte år, som sad på en trappe med sin hundehvalp. Det var lyst, og jeg stoppede op. Der var noget galt. Stina spurgte drengen om han ikke kunne komme ind. Drengen bekræftede det, og fortalte at der var nogen hjemme.

- Jeg bankede på. En kvinde, jeg formodede var drengens mor, åbnede døren på klem, men ville ikke have ham ind. Jeg fik ham hjem til os og han satte sig på sofaen med sin hund. Han var sulten, så jeg gav ham en pude og en dyne og gik ud i køkkenet for at forberede hans mad. Da jeg vendte tilbage, sov han. Han måtte jo have været træt.

Stina sov næsten ikke den nat. Hun ventede på at kommunen skulle åbne, fordi hun ikke vidste, at der var noget, der hed socialvagten. Socialvagten kom og tog ham med sig. Drengen var kendt i systemet og Stina så aldrig drengen igen ved boligblokken.

- Vi blev efterfølgende spurgt, om vi kunne være interesseret i at blive plejeforældre. Selvfølgelig ville vi hjælpe. Vi havde plads og ressourcer og jeg har en stor følelse af taknemmelighed over, at jeg selv var heldig at jeg havde mine bedsteforældre, mine onkler og mine mostre, da jeg voksede op. De hjalp alle sammen med at forsørge mig, gav mig kærlighed og beskyttede mig. Ikke alle er så heldige, så det ville være forkert ikke at hjælpe til, siger hun.

Stina og hendes familie blev ikke faste plejeforældre, men modtog primært børn ved akutte anbringelser. Selvom parret selv fik børn, fortsatte de med at modtage børn indtil den yngste havde fået en dårlig oplevelse på skolen, som krævede forældrenes opmærksomhed.

- Vi måtte skiftes med at støtte vores søn i at gå i skole. Anbragte børn kræver meget tid og ressourcer fra os. Vi gjorde, hvad vi kunne for, at vores rolle ikke havde negative konsekvenser, selvom det ikke helt kunne undgås. Vores børn var glade for, at vi tog børn til os, når der var behov for det. De var faktisk vrede på os, da vi stoppede. De kunne ikke forstå det, men nu handlede det om vores yngste søns trivsel.

Sønnen har det godt i dag og hun indrømmer at hun savner muligheden for at hjælpe børn i nød.

- Det er mit behov for at hjælpe andre. Men så kan jeg hjælpe børnene som børnetalsmand. Det er et drive for mig i dag. Børn skal høres og inddrages. De kan tænke og har holdninger. De har ønsker og forslag og ikke mindst rettigheder. Det er det der skal være normalt i dag.

- Når jeg ser på de børn jeg voksede op med, så har jeg et stort ønske om at forebygge. Gid der havde været det dengang, som kunne hjælpe dem. Derfor skal alle børn vide i dag, hvor de kan henvende sig til, til hvem, at de har rettigheder og at de voksne har pligter. Jeg har et ønske om, at alle børn og unge kan få en tryg og sund opvækst. Alle fortjener det, siger Stina Berthelsen Sværd.