Naturens ro møder byens larm

Forestil dig naturens stilhed. Duften af hav, lyng og jord, der smelter sig sammen med den forsigtige lyd fra den lune brise. Forestil dig et sted, hvor klokken ikke betyder noget, og hvor følelsen af total frihed og fællesskab kun dominerer.

Det er sådan Sevarina Enoksen beskriver deres årlige rensdyrjagt, der varede næsten to uger.

- Vi var 16 personer, der var på rensdyrjagt og teltlejr i Itinnerup Tasersuaa. Det har været nogle fantastiske uger, fortæller Sevarina Enoksen, der kommer fra Sisimiut.

Det var hendes kæreste, parrets otteårig datter, hendes forældre, faster, onkler, deres kærester og børn, hendes søskende og fætre og kusiner, der var med på den obligatoriske rensdyrjagt, der varede fra 2. august til 13. august.

- Det er noget, vi altid har gjort, siden jeg var barn sammen med mine bedsteforældre. Jeg er vant til at være i naturen lang tid ad gangen, fortæller Sevarina Enoksen.

I dag er hun 33 år, bor sammen med sin kæreste og deres datter Niviâna, der snart fylder ni år i Sisimiut. Niviâna er typen, der elsker at bevæge sig og være i naturen. Derfor har de sidste uger også været specielle for Niviâna i Itinnerup Tasersuaa, der ligger omkring midtvejs mellem åbent hav og indlandsisen.

Første gang

Dette blev også året hvor hun fangede sit første rensdyr – et øjeblik, der vil brænde sig fast i familiens hukommelse.

- Det er en fantastisk følelse, nuan! Dyret jeg skød skal vi spise til min fødselsdagskaffemik, hvor vi skal spise numserne, hahah! Og så gemmer resten, så jeg kan spise rensdyrsuppe, så meget som jeg vil, som er en af mine absolut yndlingsretter, fortæller Niviâna Hammeken, der allerede glæder sig til den næste jagt.

- Jeg elsker at være i naturen i flere dage, og jeg glæder mig til næste år, hvor jeg vil prøve at fange et dyr igen, fortæller hun.

Det var Niviânas forældre, der parterede dyret og det har været en helt særlig oplevelse for forældrene også.

- Det føltes som om, vi skulle partere et specielt dyrebar rensdyr, og jeg havde så mange følelser. Da min datter så mig fik hun tårer i øjnene af glæde, fortæller den stolte mor Sevarina Enoksen.

Da de gik tilbage til telten havde Niviânas bedsteforældre også en overraskelse, hvor de kastede mønter og slik i grams.

Tryghed og traditioner

At tilbringe to uger i naturen, hvor 16 mennesker er forbundet af jagten og hinanden har haft nogle særlige og betryggende virkninger hos Sevarina Enoksen.

- Det var som om at komme til et land, hvor man ikke mangler noget. Jeg følte, jeg kunne trække vejret dybere, og det var som, jeg ikke skulle nå noget hele tiden. Jeg var meget lykkelig og tryg, fortæller hun.

Det var også en tid, der var nostalgisk for Sevarina at være tilbage et sted, hvor hendes bedsteforældre også engang har været der.

- Jeg havde flashback til dengang, jeg var barn. Turen var en reminder for, hvor dejligt og betryggende det er at være i naturen i lang tid. Det er også noget, som vores forfædre gjorde for at samle vinterforråd, hvor klokken ikke dominerer. Det er fantastisk, fortæller Sevarina Enoksen.

For hende er det meget mere end bare rensdyrjagt. Det er en arv, hun vil bærer videre til sine børn. Når hun lærer sit barn at respektere naturen og at dele udbyttet, giver hun også en dyb forståelse af, hvem grønlænderene er, og hvor de kommer fra.

- Det er vigtigt for mig at viderebringe den gamle skik, den gamle tradition. Det er en identitet, der har levet igennem mange generationer. Vores krop og sjæl har brug for maden og traditionerne, fortæller hun.

Tilbage til larmen

Nu er familien tilbage i byen. Fra naturens stilhed til byens larm og støj og de myldrende mennesker på gaden. Sevarina kan mærke stresset, der hober sig op. Jagten gav ro, nærvær og tid – byen kræver et tempo der er meget anderledes.

- Det giver nærmest en svimmel følelse, en følelse af hvor man ikke rigtig kan trække vejret ordentligt. Jeg kan mærke en stress i mig, og jeg kan ikke rigtig sætte ord på, hvad det er. Jeg har nok bare været så lykkelig og tryg i naturen, at det er svært at være tilbage i samfundets system, fortæller Sevarina Enoksen.

For hende er det gamle traditioner som rensdyrjagt og at samle vinterforråd mere end praktiske færdigheder – de er en livsform. Hun savner at høre mere om dem i samfundet, hvor man kan lade sig inspirere og føle, at de gamle traditioner stadig har en plads i hverdagen.

Hun drømmer om, at folkeskolen en dag kan rumme fag, hvor børn lærer om at samle forråd, respektere naturen og forstå de værdier, der har båret samfundet gennem århundreder.

- Grønlænderne er meget end dem, der kæmper for selvstændighed. De gamle traditioner burde man lære om allerede i folkeskolerne, så vi kan bevare dem, siger hun.

Tilbage i byen forestiller Sevarina sig et liv, der er mere magen til det hun oplevede i det frie natur. Hun forestiller sig et samfund, hvor de grønlandske traditioner ikke blot overlever, men danner rammen om hverdagen. Et sted, hvor systemet er anderledes, hvor den giver plads til det, som har båret generationer før hende.

Prøv at forestil dig.