Maskedans formidler grønlandsk kultur

36-årige Josepha Lauth Thomsen med en grønlandsk mor og en dansk far har viet sit liv til at fortælle historier om Grønland. 

Josepha er født i Maniitsoq. Har en barndom i Nuuk afsluttet med en GU eksamen. Er kandidat i psykologi og oplevelseskommunikation fra RUC Roskilde Universitet. Arbejdsmæssigt har Josepha prøvet lidt af hvert med relation til Grønland. Turistguide i Ilulissat. Boet i Island og solgt rejser til Grønland. Og siden juni sidste år kreativ direktør i NUKIGA, som er en uafhængig NGO, som arbejder for at fremme kulturlivet og iværksættermiljøet og formidle positive historier fra rigsfællesskabet, dog med et særligt fokus på Grønland.

Josepha er naturligvis fuldstændig klar over, hvor privilegeret hun er, når hun kan arbejde med noget, som hun virkelig brænder for.

Maskedansen

Josepha var i 2015 med til en workshop i Nordatlantisk Hus i Odense, hvor skuespiller Vivi Sørensen underviste i maskedans. Og så var Josepha solgt, og maskedansen har siden fyldt mere og mere.

- Jeg er så stolt af, hvad jeg laver. Jeg er så stolt af min grønlandske baggrund.Og selv om jeg både er grønlandsk og dansk, har jeg efter mange år fundet ud af, at jeg er mest grønlandsk, og der er ingen tvivl om, at maskedansen har været medvirkende til denne erkendelse, er noget af det, som Josepha fortæller i en meget spændende samtale.

- Jeg håber virkelig, at jeg kan være med til at flytte holdninger og meninger om det at være grønlænder. Mine tatoveringer, som jeg også er meget stolt af, bruger jeg meget aktivt. Det er for mig en fin måde at vise, at jeg er grønlænder.

Når Josepha sminker sig og optræder foran et stort eller lille publikum, er hun pludselig en helt anden person, som man måske godt kan blive lidt bange for. Måske mest hvis man er et barn, men også en voksen kan blive helt forskrækket, når Josepha langt har overskredet et menneskes normale comfortzone. Josepha kommer nemlig tæt på. Rigtig tæt.

- Det er altid spændende at se, hvordan et menneske reagerer, når jeg i min optræden kommer så tæt på den enkelte, som jeg gør.

- Optræder jeg for børn, vælger jeg at sminke mig, medens de ser på, så de ikke bliver bange.

Det begyndte i Ilulissat

- Da jeg var i Ilulissat i 2014, forsøgte jeg at finde nogen, der kunne noget om maskedans og trommedans. Det var der ikke rigtig nogen, der kunne, og så tænkte jeg, at jeg måtte gøre noget selv, fortsætter Josepha sin historie.

- Trommedans kan jeg ikke. Det er for svært. Mange har deres egne tekster. Maskedans har for mig været lettere at gå til. Jeg optræder med jævne mellemrum til både grønlandske og danske arrangementer, og det har vist sig, at maskedansen er en fin indgangsvinkel til at komme til at tale om grønlandsk kultur.

Josepha mener, at hvis ikke Tuukkaq Teatret i Fjaltring i Vestjylland for over 50 år siden var begyndt at genopfinde maskedansen, så var den måske helt forsvundet, og ville kun have eksisteret på gamle billeder og film fra Østgrønland. 

- Maskedansen var jo glemt, slutter Josepha.

Med en mor fra Kulusuk i Østgrønland er det måske meget naturligt, at Josepha Lauth Thomsen har brugt maskedansen og sine tatoveringer aktivt til at vise sin grønlandske identitet.