Fra blodprop til fjeldtop

Hun sætter den ene fod foran den anden. Trækker vejret dybt.

Måske burde hun stoppe, men hun er så tæt på. Viljen bærer hende det sidste stykke.

På toppen af Quassussuaq står Maja Heilmann omgivet af tåge. Udsigten over hendes elskede Nuuk er skjult, men følelsen af frihed er klar. For seks måneder siden blev hendes højre side lammet af en blodprop i hjernen. I dag står hun oprejst. Og fri. Det er kulminationen på en rejse, der begyndte mange år tidligere.

Barndom, bådliv og bevægelse

Maja Heilmann er nummioq – født og opvokset i Nuuk, som midterbarn mellem to brødre. Der er kun et år imellem hver af dem, og søskendeforholdet har altid været tæt. Barndommen udspiller sig mellem boldlege på Ceresvej, biografture i forsamlingshuset og endeløse timer i fjorden.

- Mine forældre havde en kravlegård med på båden, så alle mine første minder er på vandet. I dag har jeg også min egen båd, fortæller Maja Heilmann med et smil.

Ungdommen i Nuuk er fyldt med samvær og spræl, og som 25-årig beslutter Maja sig for at tage på Gerlev Idrætshøjskole i Danmark.

- Jeg var den eneste grønlænder, og selvom det var en omvæltning, så var det en fed oplevelse. Idræt og fællesskab – det var lige mig, siger Maja og griner.

Men efter højskoleopholdet kalder naturen – og Nuuk – hende hjem. Maja vender tilbage til Grønland, hvor hun får arbejde på vandkraftværket, der er ved at blive bygget i Buksefjorden. Her møder hun en mand, der deler hendes kærlighed til naturen. De gifter sig, og sammen får de sønnerne Minik og Miki. Familielivet tager form, men det betyder ikke farvel til fjorden og friheden. Tværtimod. Naturen bliver ved med at være omdrejningspunkt i hverdagen – med ture på båden, udeliv og tid sammen. Maja Heilmann tager aktiv del i sønnernes hverdag og hurtigt får de ski under fødderne. På skibakken i Nuuk er der cup næsten hver weekend, og Maja og de andre mødre står trofast klar med madpakker og opmuntring. Men en dag vender rollerne. Ud af det blå har hun tilmeldt – ikke sine drenge – men sig selv.

- Jeg tænkte bare: hvorfor ikke? Det så sjovt ud, siger hun med et glimt i øjet. Jeg kom da i mål som nummer to – men vi var også kun to tilmeldte, tilføjer hun og bryder ud i latter.

Majas selvironi og lethed bliver en styrke – også senere i livet. Kærligheden holder nemlig ikke, og i 2019 bliver ægteskabet opløst.

Hun møder livet med alvor, men uden at miste evnen til at grine, heller ikke af sig selv.

Nye begyndelser

Inden skilsmissen, begynder Maja at tage på og selvom hun kaster sig over både spinning og crossfit for at finde tilbage til sig selv, rammer kroppen en mur. To blodpropper i lungerne slår benene væk under hende – både fysisk og mentalt. Maja forsøger sig med træning og slankekure, men langsomt glider hun ind i et mønster med trøstespisning, der fylder hende med skyldfølelse.

- Jeg blev mere og mere ked af det, samtidig med at jeg blev tykkere og tykkere, fortæller hun ærligt.

Vægten sniger sig op på 121 kilo – en krop, der føles fremmed og hæmmende. Det er en ny virkelighed for Maja, som hele livet har været aktiv og i bevægelse. Nu bliver det sværere at tage del i de aktiviteter, der før har været hendes fristed. Maja begynder at gemme sig bagerst i spinningtimerne – dem, hun ellers har elsket. Hun trækker sig lidt tilbage, vælger større og mørkere tøj, i håb om ikke at blive bemærket. Hun skutter sig, og dukker sig – som om hun helst vil forsvinde.

- Jeg følte mig næsten flov over bare at være der, siger Maja stille.

Men hun er ikke alene. Hendes spinningveninder lader hende ikke gemme sig – for de ser hende, som hun er. Ikke for bulerne under trøjen, men for det hele menneske, der gemmer sig bag.

- I takt med motionen og kvindesammenholdet, bliver min selvtillid bedre og bedre. Det hjalp, at der pludselig var nogen, der ventede på mig – og satte pris på, at jeg mødte op, fortæller Maja Heilmann med et stort smil.

Og det bliver ikke kun ved spinningtimerne. Snart mødes kvindeflokken også til brunchaftaler, hyggeaftener – og endda en veninderejse til Playitas på Fuerteventura.

I 2020 rejser Maja til Danmark for at få foretaget en gastric sleeve-operation. Med operationen og de faste spinningstimer med veninderne, begynder vægten hurtigt at falde. Og i takt med at kiloene slipper, løftes også noget andet: skuldrene bliver lettere og smilet bredere.

Modet og lysten til at være ude blandt mennesker kommer tilbage, men når weekenden rammer, kilometerne på spinningscyklen er kørt, og der ikke er nogen at komme hjem til, rammer ensomheden.

- Jeg besluttede mig simpelthen for at blive bartender på Maximut. Jeg gad ikke gå i byen, men jeg ville gerne møde og tale med mennesker. Det var win-win, fortæller Maja.

Maja får fast fredagsvagt. Det betyder, at hun – i stedet for at gå alene hjem fra sit kontorjob i Grønlandsbanken – trækker i arbejdsvesten og går bag baren på Maximut. Hun elsker det.

Livsændrende blodprop

Livet kører derudad – lige indtil det ikke gør det længere. En nat vågner Maja med panik i brystet. Hun kan ikke trække vejret. Hun gisper og forsøger at sætte sig op i sengen – men hendes højre side er lam. Kroppen adlyder ikke.

- Jeg vidste med det samme, at jeg skulle have hjælp, siger Maja.

Med stor besvær får hun fat i sin telefon og ringer til sin yngste søn, Miki. Men da han endelig tager den, kan hun ikke få ordene ud. Stemmen er sløret, usammenhængende.

- Anaana, hvad sker der? Anaana, er du fuld? Anaana, jeg kommer hjem til dig nu!, råber Miki i telefonen. Først dér ved jeg: Gudskelov, jeg får hjælp, fortæller Maja.

Kort efter ringer Miki efter hjælp og ambulancen ankommer. Maja bliver kørt med fuld udrykning til skadestuen. Her falder ordene fra lægen: Du har fået en blodprop i hjernen.

- Det er så skræmmende, at ligge der. Alle sanserne er der. Du forstår, hvad der sker – men du er fanget i din krop og kan ikke udtrykke dig, fortæller Maja Heilmann.

Men det er ikke døden Maja Heilmann frygter, da hun ligger på skadestuen.

- Jeg har altid været så vant til at bruge min krop, og pludselig lå jeg bare der. Er det sådan jeg skal leve resten af mit liv? Dén tanke skræmte mig, siger Maja.

Lægerne giver ingen garantier. Det er usikkert, om Maja nogensinde bliver sig selv igen. Men den dom nægter hun at acceptere. Hun bliver stædig. Utrættelig. For hun vil ikke bare overleve – hun vil leve.

- Jeg blev helt besat af at gøre alt, hvad jeg kunne. I starten handlede det bare om én ting: at samle en ske op. Og så en gang til. Og igen, fortæller Maja Heilmann.

Maja bliver udskrevet og kommer hjem. Dele af hendes førlighed er vendt tilbage, og hun kan gå korte distancer. Men hun er svimmel, balancen er udfordret og hjernen skal lære basale kommandoer på ny. Hun står over for sit livs Mount Everest. Men hun står ikke alene. Sønnen Miki er der fra første dag. Han støtter, opmuntrer og hjælper hende med alt det praktiske – og bare det at være der giver hende styrke. Derhjemme venter også spinningspigerne og veninden Rina. De tøver ikke et sekund. I måneder møder de trofast op – to og to – hver tirsdag og torsdag. De laver mad, fylder køleskabet og sørger for, at Maja ikke skal bekymre sig om andet end at komme sig.

- De har simpelthen været der for mig med hud og hår, siger Maja, tydeligt rørt over den femkløver af spinningveninder, som har båret hende gennem det sværeste.

Turen til toppen

Som månederne går, begynder kroppen at huske. Skridt for skridt nærmer Maja sig selv igen. Men oplevelsen har sat sig – ikke kun fysisk, men dybt i hendes nervesystem.

- Jeg blev utryg og bange. Jeg turde jeg ikke sejle alene i min båd eller være alene hjemme, fortæller hun og sukker.

Men Maja nægter at lade frygten styre hendes liv. Hun vil leve – helt og fuldt. Hun ved, hvor skrøbeligt alting kan være. Derfor sætter hun sig et mål: Quassussuaq. En fjeldtur, hun har gået utallige gange før. Denne gang er det noget andet. Hun vælger at tage med tirsdagsgruppen "Gå væk, kræft" på deres gåtur.

- De andre siger, at jeg bare kan gå så langt kroppen tillader, og at jeg kan vende om, hvis det bliver for meget. Men så kommer stædigheden op i mig igen. Uanset hvor lang tid det tager – jeg skal til toppen, fortæller Maja Heilmann.

Og til toppen kommer hun.

- Det var en kæmpe milepæl – og det var med armene jublende i vejret, siger Maja med en knækket stemme, der afslører, hvor stor en sejr det var.

Derhjemme er Maja heller ikke længere alene. Hunden Muku er flyttet ind – en lille pjusket blandingshund med store øjne og et hjerte, der matcher hendes eget. Og med Muku i båden har Maja netop taget det sidste skridt ud af frygten. En sejltur alene ind til hytten, bare hende og hunden. Luft i lungerne. Ro i sindet. Hun overlevede. Hun lever. Hun er netop fyldt 60 år. Men hun ser sig ikke tilbage. Hun kigger kun fremad.