Fortællinger fra Ittoqqortoormiit:

En aften med myter og minder

En fantastisk storyteller tog publikum med på en spændende rejse tilbage til de gamle Ittoqqortoormiit under et intimt og (u)hyggeligt arrangement i kunstmuseet.

Der var plads til uhygge og grin i museets arrangement, der foregik i den mørke og kølige efterårsvejr.
Offentliggjort

En kvinde med tunniit-tatoveringer i ansigtet sidder midt i lokalet. Vi har sat os i en rundkreds, og duften af kaffe og småkager gør stemningen rar og behagelig. Hun ser fierce og medrivende ud, hende med ansigttatoveringerne. Det er Therecie Sanimuinaq Pedersen, der sidder klar til bringe publikum tilbage til det gamle Ittoqqortoormiit.

Nuuk Kunstmuseum holder en fortælleaften, hvor historier fra Ittoqqortoormiit deles og bringes til live med Therecie som aftenens historiefortæller.

En kvinde med tunniit-tatoveringer i ansigtet sidder midt i lokalet. Vi har sat os i en rundkreds, og duften af kaffe og småkager gør stemningen rar og behagelig. Hun ser fierce og medrivende ud, hende med ansigttatoveringerne. Det er Therecie Sanimuinaq Pedersen, der sidder klar til bringe publikum tilbage til det gamle Ittoqqortoormiit.

Nuuk Kunstmuseum holder en fortælleaften, hvor historier fra Ittoqqortoormiit deles og bringes til live med Therecie som aftenens historiefortæller.

Hun starter med et budskab: Man burde ikke tage genstande eller knoglerester fra jorden medmindre man har fået lov til det.

- Ifølge min mening, er det forkert at give fundne genstande eller knoglerester til et museum, uden at søge tilladelse og accept, inden man tager dem fra jorden. På den måde undgår man spøgelser og ånder, starter Therecie Sanimuinaq Pedersen aftenens arrangement.

Jeg kigger rundt i lokalet og tænker: Spøgelser?

Vi sidder i en rundkreds i og lytter til Therecie Sanimuinaq Pedersens spændende historier fra det gamle Ittoqqortoormiit. Qujanarsuar, Nuuk Kunstmuseum for denne kulturrige aften.

En mobil falder på gulvet, og mit hjerte springer et slag over. Jeg griner af mig selv og får øjenkontakt med de andre tilhængere, jeg kender dem ikke, men det er som om noget samler os.

Jeg tænker straks på, hvor dybe rødder historiefortælling af myter og sagn har hos inuit, fortællinger, der afspejler vores levemåde og kultur. This is familiar. Her bliver Sassuma Arnaa (Havets Moder) og Maliina, kvinden der blev til solen, nærværende.

Jeg sidder med følelsen af at sidde med en bog i hånden, mens regnen trommer mod vinduesruden. Cozy.

Menneskeknogle og en gammel kam

Therecie starter sin fortælling. Lokalet bliver helt stille.

Hun fortæller om dengang, hun rejste tilbage til Østgrønland fra Danmark, hvor hun havde haft noget skoleophold.

- Jeg var ung, ikke et barn længere. Mig og mine tre søskende begyndte at undersøge nogle gamle bopladser, der lå ved vores hus. Og når man gik lidt længere væk, var der også nogle gamle gravpladser, som har været der i flere tusind år. Da min mor tit sagde, at vi skulle gå op mod fjeldene og se om narhvalerne var kommet, gik vi tit forbi de gamle gravpladser. En aften spurgte jeg min far: ’Far, du har hele din ungdom hjulpet arkæologer med at grave sådan nogle gamle gravpladser. Må jeg sammen med mine søskende grave én boplads? Det er så spændende.’

En fantastisk storyteller tog publikum med på en spændende rejse tilbage til de gamle Ittoqqortoormiit under et intimt og (u)hyggeligt arrangement i kunstmuseet.

Min far sagde ikke god for det. Han sagde ikke hvorfor. Jeg spurgte ham igen en anden dag, da min interesse bliver ved med at vokse. ’Kom nu, far. Må vi ikke?’ Lige pludselig sagde han ja og sagde, vi skulle passe på.”

Jeg kigger rundt på publikum og smiler. Jeg er spændt, og er mere end klar til at høre resten. Børn, der leger arkæologer midt i gamle bo- og gravpladser. Mine ører er større end Ukkusissaq-fjeldet.

Hun fortsætter historien med sine fængende ordsprog.

- Vi kiggede på hinanden mig og mine søskende. Fuldstændig begejstret. Min far gav os nogle graveværktøjer. Han sagde til os: ’Hvis I finder noget, lad være med at tage dem. I skal ikke tage dem med hjem. Næste dag startede vi med at grave i et solrigt og dejlig morgenvejr. Vi gravede og gravede, og lige pludselig sagde min søster: ’Jeg har fundet noget!’ Det var en qulleq (lampe, red.) lavet af fedtsten. Utrolig flot. Jeg var så misundelig på hende. Jeg gik straks igen med at grave og ud af det blå, fandt jeg noget hvidt. Det er en gammel kam med smukkeste mønstre. Min bror fandt også en knogle. Det var ikke en narhval, sæl, isbjørn. Vi vidste ikke hvad det var.”

God storyteller

Vi sidder i en rundkreds, musestille. Opslugt af Therecies fortællemåde. Der var noget, der var genkendeligt, noget fremmed og åndeligt. Storytelling at its best.

Vi er omringet af Pia Arke: Ittoqqortoormiit udstillingen, hvor gamle fotobilleder hang i de hvide vægge i museet.

Pia Arke undersøgte sin egen personlige historie og den grønlandske nationale historie der hører til hendes families baggrund i Ittoqqortoormiit. Dette værk og flere af Pia Arkes værker med forbindelse til Ittoqqortoormiit bliver vist i udstillingen, blandt andet en genskabelse af hendes værk ”Jord til Scoresbysund”.

Der var plads til uhygge og grin i museets arrangement, der foregik i den mørke og kølige efterårsvejr.

Therecie fortæller videre, at søskendeflokken fandt noget pelslignende, der er flere meter langt. Det viste sig, at det var menneskehår. Therecie og hendes søskende tog de fundne genstande med hjem, uden at sige det videre til deres forældre. Og det skulle de ikke havde gjort.

Therecies fortællinger rummede vores gamle tro, traditioner og levemåder.

Det får mig som lytter til at tænke på, hvordan vores forfædre overlevede i det barske miljø – både mod naturens kræfter og de hårde levevilkår. Hvordan trommesang og dans, de gamle praksisser, havde været en kilde til styrke og fællesskab, og hjulpet vores forfædre på mange forskellige måder.

Jeg forestiller mig, hvordan det ville være, hvis de gamle praksisser stadig levede i os. Ville vores hverdage tage en anden form? Hvordan?

Jeg kigger til venstre og ser Pia Arkes citat, der hænger på de hvide vægge, hvor der står: - Jeg gør kolonihistorien til en del af min historie på den eneste måde, jeg kender til, nemlig ved at tage den personligt.

Og jeg mærker, hvordan ordene også kalder på mig.

Abonnementer

For at læse videre skal du være abonnent! Log ind

Sermitsiaq.gl - web artikler

  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pr. måned kr. 59.00
  • Pr. år kr. 650.00
Vælg

Sermitsiaq - E-avis

  • Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pris pr. måned kr. 191
  • Pris pr. år kr. 1.677
Vælg

AG - Atuagagdliutit E-avis

  • Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver onsdag
  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pris pr. måned kr. 191
  • Pris pr. år kr. 1.677
Vælg

Sermitsiaq.AG+

  • Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver onsdag
  • Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Adgang til Arnanut e-magasin
  • Adgang til Nutserisoq.gl
  • Ved interesse send en mail til abonnement@sermitsiaq.gl
Vælg

Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.

Powered by Labrador CMS