Dokumentarfilm om fødestedskriteriet

I dokumentarfilmen om “Fødestedskriteriet” følger dokumentaristen Aka Hansen Tupaarnaq Kopeck på en personlig rejse til at forstå sin bedstefar Klaus Lunds historie og arbejdsforhold som statsansat telegrafist i en periode med fødestedskriteriet.

- Med hensyn til fødestedskriteriet, så er jeg vokset op med min aataa (bedstefar), Klaus Lund, der var telegrafist i 40 år for Tele, som på grund af fødestedskriteriet, tjente mindre end sine danske kollegaer i alle de 40 år. Jeg kunne mærke på hans selvværd, at han af den grund følte sig mindre værd, siger Tupaarnaq Kopeck.

I dokumentarfilmen vil de undersøge, hvordan fødestedskriteriet har påvirket Tupaarnaq Kopecs bedstefar og hende selv, som ved lov og bestemmelse har været økonomisk forskelsbehandling af danskere og grønlændere. Selvom loven blev udfaset i begyndelsen af 1990’erne, så er Tupaarnaq Kopeck mærket af mindreværdsfølelsen.

- Jeg har tænkt, at jeg er mindre værd, fordi mine bedsteforældre har følt sig mindre værd, og jeg har læst mig frem til, at dette kan ses i vores gener syv generationer frem. Så det giver mening, at så mange af os har det svært, og det er det vi gerne vil vise i denne film, som er den følelsesmæssige side af det, siger Tupaarnaq Kopeck.

Penge traume

Tupaarnaq Kopeck bor i dag i Canada med sin mand og to børn, hvor hun arbejder for en NGO (Non-Governmental Organisation), som coach i finansiel forståelse for oprindelige folk. Hun har en bankuddannelse og en bachelor fra Copenhagen Business School i erhvervsøkonomi og psykologi. Som coach i finansiel forståelse har hun taget et kursus i “Trauma of money”, som handler om at have traumer om penge.

- Jeg tog et kursus i “Trauma of money”, som handler om at have traumer om penge, hvor jeg har lært, at det er svært at fokusere på budgettering og privatøkonomi, når du ikke har healet dit traume. Jeg lærte, at traumerne kan handle om det du har oplevet personligt, eller om et generationstraume, men at det også kan være et traume fra samfundet, hvor man er blevet undertrykt, som jeg også synes, at vi har været her i landet, siger Tupaarnaq Kopeck.

Tupaarnaq Kopeck har med sin finansielle forståelse også en interesse i at se, hvor meget hendes bedstefar har tjent mindre i forhold til sine danske kollegaer.

- Det er også interessant at se, hvor meget mindre min aataa tjente. Lad os sige, at det var 3.000 kroner om måneden. Hvis min aataa havde tjent de tre tusinder kroner mere og havde investeret dem i aktiemarkedet i 40 år, så kunne jeg godt tænke mig at se, hvor meget vil det være værd i dag, siger Tupaarnaq Kopeck.

Ingen gjorde modstand

I deres research til dokumentarfilmen har Tupaarnaq Kopeck og Aka Hansen været i kontakt med historikere, antropologer og folk, der arbejdede sammen med Tupaarnaq Kopecks bedstefar.

- Dem som har arbejdet sammen med Tupaarnaqs bedstefar fortalte, at man ikke gjorde oprør dengang. De vidste ikke, at man kunne gøre oprør, og hvis man sagde noget som myndighederne eller arbejdsgiverne ikke kunne lide, så kunne de risikere at blive fyret. Det har været nogle hårde arbejdsvilkår, som folk har haft fra 1958 fra loven blev indført og indtil 1990’erne hvor loven blev udfaset, og vi vil gerne undersøge, om der er levn og rester af konsekvenserne af loven i dag, siger Aka Hansen, og uddyber, at det er alle i samfundet, som blev berørt af det.

- Når vi taler om dokumentaren, så siger alle, at deres familie også har oplevet fødestedskriteriet. Så man kan godt sige, at vi har et kollektivt traume på grund af økonomi. Det er det, som jeg synes, er spændende ved denne her dokumentar, siger Aka Hansen.

Øjenåbner at flytte til Canada

At flytte til Canada i 2021 var en øjenåbner for Tupaarnaq Kopeck, der ved mødet med oprindelige folk i Canada begyndte at reflektere over kolonisationen i Grønland. Hun ser at canadiere er langt fremme med forsoningsprocessen med de oprindelige folk.

 - Jeg synes, at man i det danske samfund mangler at tale om kolonialiseringen. Danskerne koloniserede et land, der ligger langt væk, hvor de ikke har set konsekvenserne af koloniseringen. Det er som om, at danskerne lever med skyklapper på, hvor koloniseringen ikke påvirker dem, siger Tupaarnaq Kopeck, og håber at hendes indsigt ved at flytte til et andet koloniseret land med udfordringer for oprindelige folk kan give et nyt perspektiv.

- Det er ikke kun for danskerne, men også for os inuit i Grønland. Kampen for vores land, kultur og sprog er afgørende for vores selvværd og selvfølelse og vil være en kollektiv healing, siger Tupaarnaq Kopeck.

I Canada oplever Tupaarnaq Kopeck blandt andet, at de oprindelig folk har udviklet officielle anerkendelses ritualer, som fremsiges i forbindelse med officielle begivenheder i respekt og ære de oprindelige folkeslag, som for eksempel Metis, Inuit og First Nations.

- Til hvert event eller store møder siger arrangørerne “I acknowledge that I am in a land of unceded territory of the” (jeg anerkender at jeg er i et land med et territorium, der ikke er afstået af et folk, red.), og nævne de folkeslag, som har boet på landet. Det var en øjenåbner for mig, siger Tupaarnaq Kopeck og pointerer vigtigheden i at anerkende koloniseringen.

- Det er helt klart to skridt fremme i Canada, end man er her. Med decolonize-bevægelsen, som er i gang, er der modstand og en følelse af, at man skal skamme sig, hvis man er en del af bevægelsen. I Canada er det meget mere udbredt og accepteret på en anden måde, siger Tupaarnaq Kopeck.

Aka Hansen og Tupaarnaq Kopeck mener, at det er vigtigt at fortælle historier om koloniseringen.

- Det er så svært at tale om fødestedskriteriet og afkoloniseringen, men det er endnu sværere, at det ikke er accepteret, siger Tupaarnaq Kopeck.

- Det er vigtigt at se tilbage, for at kunne komme fremad, siger Aka Hansen.