Dødsritualer var vigtige for inuit

Da Thule-folket indvandrede til Grønland fra Alaska i 1200-tallet tog de deres skikke omkring døden med sig.

Og i dag kan vi konstatere, at Thulekulturen begravede deres døde på land i stedet for at sænke dem i havet. Det var også vigtigt, at de døde fik ting med på deres vej videre, viser fund af gravgods. For eksempel var det vigtigt, at kvinderne fik deres synåle med i graven.

Det fortæller museumsinspektør Hans Lange fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. Han peger på Qilakitsoq-mumierne som et eksempel på datidens familiære gravplads, idet man mener, at det er tre generationer, der omkring 1475 blev begravet udenfor bopladsen Qilakitsoq ved Uummannaq.

En af årsagerne til, at datidens Inuit begravede deres døde på land ved stensætning, var formentlig for at markere, at det var her de hørte til.

- Thulekulturen på land viser også deres territoriale ophav. At det er her, vi lever, siger Hans Lange.

Museumsinspektøren oplyser, at de bedste skriftlige kilder om tidligere tiders begravelsesskikke stammer fra polarforsker Gustav Holms ekspeditioner til Østgrønland i 1880’erne. Han interviewede folk og skrev deres ritualer ned.

- Det er de bedste – og eneste – skriftlige beskrivelser, vi har, siger Hans Lange.

Ifølge Gustav Holms optegnelser skulle et lig iføres sine bedste vinterklæder. Det er kun den allernærmeste familie, der står for at klæde afdøde på og efterfølgende slæbe liget ud af husgangen. De personer, der har rørt ved liget, må afstå fra mange ting i tiden derefter.

Renhår i næsebor

I ”Konebådsekspeditionen, Etnologisk skitse af Angmasalikerne” udgivet af forlaget Rhodos i 1972, skriver Gustav Holm blandt andet, at ”Angmagsalikerne har mange sørgeskikke, bestående i hylen og sukken og afholdenhed fra mange ting, de siger, at de overholder sørgeskikkene for at den døde ikke skal blive vred.”

Blandt andet gælder det, at husfællerne ikke går på jagt eller bestiller noget i sørgeperioden af tre til fem dage. Endvidere må de, der har påklædt den døde, afholde sig fra at arbejde i jern, tilsyneladende i flere år for at undgå, at der sker familien en ulykke.

Fra Knud Rasmussens møde med Iglulik-eskimoerne i Hudson Bay i 1920’erne ved vi, at det for dem var vigtigt, at mænd og kvinder, der havde rørt ved afdøde ikke måtte skære kogekød til gryderne. De personer, der arbejdede med døde, skulle stoppe renhår i deres næsebor.

Desuden skulle de i et år udelukkende have deres egne gryder, som kun de og ingen andre måtte spise af. Det gjaldt i særdeleshed for kvinder, som heller ikke måtte spise råt kød andre nyfangede sæler end deres mænds og kun frossent kød af ældre fangst.

Kvinder blev regnet for urene i et helt år, hvis de havde mistet en nærtstående slægtning. Det betød, at hun i den tid ikke måtte arbejde med rå rensdyrskind og kun nævne fangstdyrene i åndemanernes særlige sprog.

En af reglerne for mændene var, at en mand måtte, i det første år efter han havde mistet sin kone, ikke slå.

Fællesskabet bevaret

Dødsritualerne blev efter Hans Egedes ankomst i 1721 langsomt udraderet i takt med kristendommens udbredelse.

- Efterhånden som flere blev døbt kristne, begyndte man at bruge de kristne begravelsesskikke, fortæller Hans Lange.

Men selv om vi ikke længere i nutidens Grønland ser fortidens ritualer, er noget alligevel bevaret fra tiden før Hans Egede, påpeger museumsinspektøren.

- Grønlændere har stor respekt for døden, hvor alle i lokalsamfundet deltager i ceremonien. Så selv om man er langt væk fra de gamle ritualer, er der mange, der deltager. For alle er påvirket, siger Hans Lange og nævner, at vi jo om morgenen via KNR Radio kan høre, hvilke begravelser der er rundt om i landet.

Han fremhæver fællesskabet, der træder frem ved livsbegivenheder, såsom fødsel, konfirmation eller første fangst. Men i særdeleshed også i forbindelse med døden.

- Vi har fastholdt fællesskabet, når folk fødes eller dør, siger han.

Blandt nutidens ritualer som man er fælles om, er udsyngningen af den afdøde, kistelukningen, begravelsesgudstjenesten i kirken, begravelsen på kirkegården, hvor alle hjælper til med at skovle og arrangere blomster samt ikke mindst den efterfølgende kaffemik.

- Samfundet er og har været i konstant udvikling. Vi overtager nye tiltag og ritualer, men mange grundelementer bibeholdes. Det gælder ved døden – man skal hjælpe hinanden, siger Hans Lange.