Asii Berthelsen tilbage i en ny udgave

Det var forår. 

Kalenderen sagde februar 2023.

Asii Berthelsen befandt sig i Spanien med det danske U19-landshold, midt i forberedelserne til en vigtig EM-kvalifikation. Solen stod højt, og luften sitrede af forventning. Hun havde spillet sig tættere på sin drøm end nogensinde før – både fysisk stærk og mentalt fokuseret. En af landets mest lovende unge spillere – og med udsigt til studentereksamen og en mulig stamplads på et af Danmarks bedste kvindehold i Kvindeligaen.

Men så ringede telefonen.

- Du må hellere komme hjem, sagde hendes forældre i den anden ende.

Stemmen var tung og alvorlig. Stilheden mellem ordene var mere sigende end selve beskeden. Asiis far, hendes klippe, hendes største motivator – var syg. Kritisk syg. Timerne efter stod stille. Larmen fra omklædningsrummet, duften af græsset, taktikmøder og fodboldstøvler forsvandt som i en tåge.

- Det hele ramlede bare, fortæller Asii og tilføjer:

- Der var ikke noget valg. Jeg måtte hjem, selvom jeg havde svært ved at acceptere det.

Hjem til familien. Sammenlagt blev det to uger i Nuuk – præget af afmagt og fortvivlelse. Hun så sin far få flere og flere smerter uden at kunne hjælpe.

- Det var hårdt at se sin far lide på den måde. Men jeg skulle også tilbage, for jeg havde en studentereksamen at forberede og en startplads, jeg gerne ville holde fast i, siger Asii ærligt med en stemme, der pludselig mister sit vanlige smil og bliver stille og alvorlig.

Kort tid efter hun var vendt tilbage til Hjørring, ringede telefonen igen. Denne gang var det kun hendes mor. Hendes far var død. Datoen står stadig klart for hende: 8. marts 2023. Endnu en gang måtte hun tage hjem til Nuuk – denne gang til begravelse – før hun vendte tilbage til Danmark.

- Det var vigtigt for min far, at vi gjorde os umage med det, vi lavede. Så det var vigtigt for mig at komme tilbage og kæmpe for min plads på holdet – og få en god studentereksamen, fortæller Grønlands bedste kvindelige fodboldspiller, som stadig ærgrer sig over, at hendes far ikke nåede at se hende blive student.

- Det var svært at acceptere, siger hun.

Der går ikke en dag uden, at hendes far er i hendes tanker. Hver gang hun trækker fodboldtrøjen over hovedet, tænker hun på både ham og sin farmor, som også er gået bort.

- Det giver mig noget held-agtigt, siger hun med et skævt smil og oplyser, at ritualet med fodboldtrøjen kom efter, at før en svær landskamp mod Frankrig havde hun en følelse af, at hun i dag vil have heldet med sig .

- Og det fik jeg. Jeg blev kåret til kampens spiller og lavede en assist. Det var den sidste kamp, min far så mig spille, inden han døde. 

Ser muligheder – ikke begrænsninger

Som bekendt kommer uheld sjældent alene. Kort tid efter sin fars begravelse sagde hendes krop fra. En skade i lysken – forårsaget af et bækkenben, der ikke var vokset korrekt sammen – satte hende ud af spillet. Lægerne var længe i tvivl, og det tog halvandet år, før hun igen kunne spille kamp.

Skaden kom på det værst tænkelige tidspunkt. Hun mistede sin startplads i Hjørring og oplevelsen af at repræsentere Danmark ved EM med U19-landsholdet. Det var første gang i tilværelsen, at hun oplevede modstand på flere fronter.

- Det var en mentalt hård tid at komme igennem. Alt det, man havde kæmpet for i årevis, blev sat på standby, fortæller hun tørt, men roligt – og fortsætter:

- Når man er et konkurrencemenneske, er det en forfærdelig følelse ikke at kunne træne med. For mens man står på sidelinjen, bliver de andre bedre. Det var svært.

Hun traf derfor en beslutning, som siger meget om hende som menneske: Hun ville ikke lade sig lamme af begrænsninger, men i stedet søge muligheder. Som så mange andre unge nyudklækkede studenter besluttede hun sig for at rejse. Til Asien.

- Når jeg alligevel ikke kunne træne, kunne jeg lige så godt bruge tiden fornuftigt – og få en tiltrængt luftforandring. Jeg rejste til Asien i halvanden måned.

Først alene til Thailand. Senere med sin mor til Singapore. Og slutteligt til Japan med to veninder.

- Det var dejligt at opleve noget andet – og kunne gøre noget, som mange andre unge gør.

Får det bedste ud af skæbnen

Sorg og skade lærte hende noget grundlæggende: At livet sjældent går som planlagt. Og at det netop er i modgangen, at vi formes. Hun lærte at se muligheder, hvor hun før så forhindringer – og hun lærte at være ærlig over for sig selv.

- Jeg er blevet bedre til at acceptere skæbnen. Det betyder ikke, at jeg ikke har ambitioner – men de er blevet mere realistiske. Som fodboldspiller ved man aldrig, hvornår man bliver skadet.

Da hun endelig kunne spille igen, valgte hun en klub, hvor muligheden for mange spilleminutter var til stede. Valget faldt på traditionsrige B93 – en klub, som også hendes far engang havde spillet for. Klubben ligger i den næstbedste række, men har ambitioner om oprykning. Det bliver næppe i år – men næste år tror hun på det.

- Vi har et godt hold, men mange er nye, og relationerne på banen skal opbygges. Men potentialet er der.

Hun spiller fast – og vigtigst af alt: Hun nyder det.

- Nu nyder jeg bare at spille fodbold. For jeg ved, hvor forfærdeligt det er, når man ikke kan. Det gør mig gladere – og mere taknemmelig.

Ambitioner i flere retninger

Hun mærker ikke længere noget til skaden – og nye ambitioner tager form. Ambitioner, som både rækker ud over banen og ind i klasseværelset.

- På et tidspunkt vil jeg gerne til udlandet. Ikke kun for at blive en bedre spiller – men også for at opleve en anden kultur og lære et nyt sprog. Det passer godt til min uddannelse.

Hun læser online til serviceøkonom – på engelsk – og er færdig til sommer. Herefter begynder hun på overbygningen ”International Hospitality Management”, som fokuserer på turisme.

Vil give tilbage til Grønland

Asii har nu boet en tredjedel af sit liv i Danmark, men hun er ikke i tvivl: Hun vil tilbage til Grønland. Hvert år glæder hun sig til ferierne hjemme, hvor hun kan være sammen med familie og venner. Og når tiden er moden, efter hendes fodboldkarriere, vil hun bidrage til udviklingen af kvindefodbold i Grønland.

- Det er på tide, at kvindefodbolden i Grønland bliver prioriteret. Den har været nedprioriteret alt for længe. Det er ærgerligt. Hvis vi får tildelt flere midler, vil vi også se flere dygtige kvindelige spillere.

Hvis det sker, vil Grønland ikke kun få en kompetent kvindelig fodboldtræner – men også en personlighed, der i en ung alder blev vis på livet.