MOTOORI

Væk fra byen og ud i naturen

Flere og flere bygger hytter inde i fjorden. En af dem er Palle Møller og hans søn Alataq Møller Karlsen, der er i fuld gang med at opføre en fritidshytte med vildmarksbad og sauna i Qooqqut.

Det er to år siden at Palle Møller og hans søn søgte om arealtildeling og byggetilladelse til et område i Qooqqut, hvor de gerne ville bygge en fritidshytte. I dag er de godt i gang med at bygge hytten.
Offentliggjort

I takt med at flere er flyttet til Nuuk og flere har fået båd, så er antallet af fritidshytter i det åbne land også steget markant. i dag er der 705 fritidshytter rundt omkring i Nuuk. Derudover er der registreret 34 turisthytter, 6 institutionshytter og 15 camps, oplyser Kommuneqarfik Sermersooqs arealmyndighed.

Ifølge kommunens journalsystem har arealmyndigheden i 2024 modtaget 134 hytteansøgninger herunder til nybyggeri og ejerskifte af hytter. Det er ny rekord. Sidst år modtog arealmyndigheden 123 ansøgninger, mens det i 2020 var nede på 87 ansøgninger. 

Arealtildeling i det åbne land

I Kommuneqarfik Sermersooq kan man søge om arealtildeling og byggetilladelse til hytter i det åbne land. Hytterne må maksimalt være på 40 m2.

 Man kan enten søge direkte på hjemmesiden www.nunagis.gl eller man kan kontakte det lokale borgerservicecenter. Man kan også booke en gratis forhåndsdialog, hvor man kan få hjælp af kommunen til sit projekt og måske få afklaret nogle spørgsmål inden man går i gang med at ansøge. Kilde: Sermersooq.gl

Et umuligt sted

En af dem, der er i gang med at bygge en fritidshytte, er Palle Møller og hans søn Alataq Møller Karlsen. For to år siden sejlede de forbi et bestemt sted i Qooqqut og faldt pladask for et meget skrånende fjeldmassiv ud til havet.

– Vi har valgt at bygge hytte et lidt umuligt sted, fortæller Palle Møller, der har smykkeværkstedet Kassoq i Nuuk. Han har tidligere bygget en hytte af materialer fra dumpen på Angisunnguaq samt et kolonihavehus i Danmark. 

Palle Møllers første hytte byggede han på Angisunnguaq i 1988. Materialerne havde han fundet på dumpen. Hytten står der stadig

– Da jeg kom til Grønland for snart 40 år siden, byggede jeg faktisk en hytte på Angisunnguaq af materialer fra dumpen. Dertil byggede jeg - før jeg rejste til Grønland - et kolonihavehus i Danmark. Så jeg har lidt byggeerfaring, og kan godt lide processen med at bygge noget op fra bunden. Jeg har dog også haft fat i en tømrer, for det er ikke simpelt at bygge fundament på et så skrånende fjeld. Og alt kan jo lade sig gøre… Det umulige tager bare lidt længere tid, tilføjer Palle Møller med et smil. 

Logistiske udfordringer 

Palle Mølle søgte dernæst Kommuneqarfik Sermersooqs om en arealtildeling til det pågældende område.

– Det gik virkelig smidigt. Og da der ikke var indsigelser mod vores arealansøgning, kunne vi gå i gang med at lave en byggeansøgning, der består af en skitse af hytten med angivelse af materiale, størrelse m.v., hvorefter vi fik tilladelsen og kunne gå i gang, fortæller Palle Møller. At projektet er lidt umuligt, tiltaler netop Palle Møller, og selvom der faktisk ligger 10 hytter lige ved siden af, så kan man hverken høre eller se dem, på grund af terrænet. 

Palle Møller bygger hytten samme med sin søn Alataq Møller Karlsen.

– Det eneste jeg kan høre, er restaurantens hane, der galer om morgenen. Jeg kniber mig selv i armen over, at vi har fundet et så fantastisk sted, siger Palle Møller, der dog har haft en del udfordringer undervejs især med logistikken. 

– Sidste år fik vi bygget fundamentet og en del af terrassen, og så har vi brugt foråret i år på at få byggematerialerne frem med pram og helikopter, hvilket skulle koordineres med vind, vejr, højvande og folk der kunne hjælpe med at bære materialerne op til området. – Nu kan vi så sidde her bagefter og sige wow, vi gjorde det sørme. Men undervejs var der mange udfordringer og mange bekymringer.

MOTOORI

Artiklen er udgivet i tillægsavisen Motoori. Du kan finde Motoori HER

Sauna og terrasse 

Palle Møller og hans søn arbejder på at få lukket hytten her i løbet af efteråret med hjælp fra en tømrer. Dernæst følger færdiggørelse udvendigt, hvor er skal bygges en sauna med tilhørende koldtvandsbasin. Og så venter det indvendige med etablering af to store vinduer ud mod fjorden, køkken, hemse m.v. – Vi har dog ikke travlt. Vores tilgang er, at det er processen mere end det er resultatet, vi har fokus på. Jeg tror aldrig jeg bliver helt færdig med at arbejde på hytten. Og sådan skal det også være, siger Palle Møller.

Det har været en udfordring at få materialerne frem med pram og helikopter.
Powered by Labrador CMS