Nukissiorfiit vil fra 2026 løbende arbejde på udrulningen af deres elbils-univers Nukissalik. Planen er at gøre offentlig ladning tilgængelig i alle vandkraftbyerne.
Energiselskabet Nukissiorfiit vil afsætte flere ressourcer til elbil-området, og blandt andet opsætte flere offentlige ladestandere og øge samarbejdet med virksomheder og offentlige instanser.Foto: Leiff Josefsen
Energiselskabet Nukissiorfiit vil afsætte flere ressourcer
til elbils-området, og blandt andet opsætte flere offentlige ladestandere og
øge samarbejdet med virksomheder og offentlige instanser herunder Kommuneqarfik
Sermersooq om opsætning af ladere på deres områder. Det skriver Nukissiorfiit
til Sermitsiaq.
Annonce
Indkøb af nye ladestandere
Nukissiorfiit er gennem de seneste år blevet klogere på
teknikken på området, og de udfordringer som det arktiske klima byder på. For
nyligt måtte Nukissiorfiit beklage, fordi kunder flere gange havde oplevet at
køre forgæves til defekte ladere ved Brugseni og forsamlingshuset i Nuuk. Disse
ladestandere bliver nu erstattet med en anden type, der er godkendt til at
kunne håndtere lavere temperaturer, og som også har et design som egner sig
bedre til arktisk klima, oplyser Nukissiorfiit. ”Det er vigtigt for os, at Nukissalik udbygges og opnår en høj stabilitet i
driften, så det er attraktivt for borgere og virksomheder at benytte
ladestandere”, skriver energiselskabet.
SÅ MANGE KØRER EL- OG HYBRIDBIL I GRØNLAND
Antallet af registrerede el- og hybridbiler er
stigende.
Ifølge Politiets årsstatistik var der 2.268
registrerede el- og hybridbiler i 2024. Heraf var 795 registreret som elbiler,
mens 1.313 var registreret som hybridbiler med plug-in. 160 køretøjer var
registreret som hybridbiler.
Nukissalik-universet
Nukissiorfiit har skabt et univers, der udelukkende beskæftiger sig med
elbilsopladning. Nukissalik er også navnet på Nukissiorfiits app, som
elbilsejere kan bruge til at oplade deres elbil, se fakturaer, lokation og
tilgængelighed af ladestandere.
Nukissalik er en essentiel del af Nukissiorfiits strategiske
mål om grøn omstilling i virksomheden, og et ønske om at afsætte overskudsstrøm
fra den kommende udvidelse af Utoqqarmiut Kangerluarsunnguat
(Buksefjordsværket).
Ladestandere til andre byer
Der findes i dag ladere i henholdsvis Qaqortoq, Ilulissat og Nuuk. Men
Nukissiorfiit arbejder på at bane vejen for at gøre offentlig ladning tilgængelig
i Ilulissat, Narsaq, Sisimiut, og Tasiilaq.