EFTER HÅRD KRITIK

Tusass forsikrer om dialog med Starlink

Tusass understreger, at der er en dialog i gang med Starlink for at se på muligheder for samarbejde, oplyser teleselskabet efter kritik fra læge.

Arkivfoto
Offentliggjort

Regionslæge i Tasiilaq Hans Chr. Florian Sørensen kom onsdag med en hård kritik af Tusass-internetforbindelserne til sygehuset i Tasiilaq, samtidig med at han fortalte om en særdeles positiv oplevelse med en forbindelse via Starlink.

Tusass reagerer torsdag på kritikken i en pressemeddelelse, hvor selskabet understreger, at man er i dialog med Starlink om et et muligt samarbejde, men at andre aktører også er i spil, for at Tusass kan finde den bedste løsning:

Fortrolighedsaftale

- Tusass har af flere omgange været i dialog med Starlink. Tusass har ved dialogens begyndelse underskrevet en fortrolighedsaftale, der gør, at vi på nuværende tidspunkt ikke kan sige så meget andet end, at vi kigger på mulighederne for et samarbejde. 

- Det, som er vigtigt for Tusass er, at Grønlands kritiske infrastruktur kan kontrolleres af Grønland selv og ikke ligger i hænderne på en privat udbyder. Tusass skal finde de bedste løsninger for hele Grønlands befolkning, lyder det i meddelelsen fra Tusass.

Teleselskabet erkender, at der er udfordringer i satellitområderne, men minder også om at der 4. juni lanceres nye produkter i satellitområderne.

Hans Chr. Florian Sørensen kaldte også Telestyrelsens politianmeldelse af Inu:IT for latterlig. Tusass understreger, at hvorvidt Starlink skal have lov at operere i Grønland, er et spørgsmål om telelovgivning, som alene ligger hos Inatsisartut og håndhæves af Telestyrelsen.

Samarbejder om udfordringer

Styrelsen har valgt at politianmelde selskabet, fordi det hjælp med at lave en Starlink-forbindelse til sygehuset i Tasiilaq. Forbindelsen betød ifølge regionslæge store tidsbesparelser i arbejdsgangene i modsætning til den forbindelse sygehuset har via Tusass.

Som reaktion på den del af kritikken lyder det fra Tusass, at selskabet har et godt samarbejde med sundhedsledelsen om de udfordringer, der opleves. 

Det bekræfter direktør i Det Grønlandske Sundhedsvæsen, Tina Amondsen, i meddelelsen fra Tusass:

- Der er de seneste år løbende sket store forbedringer mange steder, og jeg ser frem til, at der i samarbejde med Tusass kan findes en permanent løsning, der kan afhjælpe udfordringerne i Tasiilaq, lyder det fra direktøren.

Powered by Labrador CMS