Grønlands økonomiske Råd opfordrer: Debatten om udenlandsk kapital er vanskelig, men nødvendig

I løbet af sommeren har udenlandsk investering i Grønland kaldt på stærke følelser, og især de danske rejsebureauer Topas og Albatros har fået lokalpatriotismen at føle.

 Stemningen blev til sidst så stram på havnefronten i Ilulissat, at Naalakkersuisuts Naaja H. Nathanielsen måtte frabede sig »trusler og tarvelig opførsel«.

Også blandt vore politikere kan tonen blive stram, når udenlandsk kapital og lokal deltagelse er på dagsordenen. Især indenfor turisme, fiskeri og råstoffer. 

– Men det er en vigtig og afgørende diskussion. En mere bæredygtig økonomi, som alle efterlyser, handler ikke alene om øgede aktiviteter i samfundet, men også at gøre dem til gavn for landets befolkning, siger Grønlands økonomiske Råds formand Torben M. Andersen til Sermitsiaq. 

Inatsisartut har på det seneste vedtaget omfattende lovgivning indenfor turisme, fiskeri og råstoffer. For alle tre områder gælder stramme krav til folkeregister, skattepligt og fast tilknytning til det grønlandske samfund. Nogle ser lovene som en hindring for udenlandsk kapital; andre ser et brandudsalg af Grønlands naturgivne rigdomme. Grønlands økonomiske Råd træder i sin halvårsrapport ind i dette minefelt, især på råstofområdet. 

– Det er ikke realistisk at skabe væsentlige råstofaktiviteter uden udenlandske deltagere, som kommer til landet med ikke alene deres viden, indsigt og erfaringer, men også deres fremmede kapital, slår Toben M. Andersen fast. 

Problemet er penge, mange penge 

Det er efterhånden 49 år siden, at det franske boreskib »Pelican« åbnede jagten på olie og naturgas offshore i Grønland. Et halvt århundrede senere er aktiviteterne på råstofområdet stadig behersket – kun en enkelt mine er i drift: Selskabet Lumina Sustainable Materials A/S bryder industrimineralet anorthosit i Naajat 60 kilometer sydvest for lufthavnen i Kangerlussuaq. 

Problemet er penge, mange penge. Naalakkersuisut har givet udnyttelsestilladelser til flere store mineralprojekter, men selskaberne har ikke kunnet opnå den nødvendige finansiering. Og det er bemærkelsesværdigt i en tid, hvor der storpolitisk er omfattende interesse for den grønlandske undergrund, ikke mindst de kritiske mineraler til brug for den grønne omstilling. Men Gud var en drillepind, da han skabte Grønland. 

Vel har vi mange mineraler, som andre lande efterspørger, men ofte er lødigheden lav og tilgængeligheden vanskelig. I det seneste halve århundrede har utallige selskaber prøvet lykken. 

I dag har Naalakkersuisut udstedt 96 tilladelser til forundersøgelse og efterforskning efter mineraler, men kun en enkelte mine er i drift. Og det er en udfordring for både selskaberne og den grønlandske holdning til fremmed kapital, at høj risiko og kravet om et stort afkast til investorerne hænger sammen som ærtehalm. Men udenlandske investorer holder sig langt væk fra Grønland, hvis de ikke har udsigt til et højt afkast i en særdeles risikofyldt branche.

– Ressourcerenteafgiften, også kaldet royalty, er supervigtigt, og den skal selvfølgelig være en del af Grønlands indtægt på mineralbrydningen. Politikerne og samfundet skal dog passe på med at stirre sig blinde på royalty alene, for langt den største samfundsøkonomiske gevinst kommer, når mineprojekterne omsætter sig i lokale underleverandører og lokal beskæftigelse, siger Torben M. Andersen. 

Med snuden i reformsporet 

Den væsentligste barriere for en samfundsøkonomisk gevinst ved mineaktiviteter er i høj grad knyttet til udfordringerne på arbejdsmarkedet. Der går år, nærmere årtier fra efterforskning til mineralbrydning. Det er skidt, fordi der går mange år, inden en mine kaster royalty i landskassen. Det er godt, for det giver tid til de nødvendige reformer. 

– Grønland må løse sine strukturelle problemer på arbejdsmarkedet, så vi får bragt flere i en position, hvor de realistisk set kan få andel i nye jobs i mineindustrien, siger Toren M. Andersen. 

Grønlands Økonomiske Råd peger på tre udfordringer: Et lavt uddannelsesniveau, et spredt bosætning og et manglende incitament til at være i arbejde.

 – Nogle gange, når man lytter til debatten, får man den fornemmelse, at bare der kommer en mine, så er alle problemer løst. Gid det var så vel. Nej, hvis råstofindustrien virkelig skal batte, så gælder det for Naalakkersuisut og Inatsisartut om at få gang i det nødvendige reformarbejde. I stedet for at stirre os blinde på udenlandske investeringer skal vi skabe en lokal arbejdskraft med de nødvendige kvalifikationer i råstofindustrien, siger Torben M. Andersen.