Greenland Airports besøger Hong Kong
Repræsentanter fra Greenland Airports afsøger mulighederne for nye ruter til Grønland på den store konference Routes World 2025.
I juni kunne Jens R. Lauridsen og Greenland Airports byde velkommen til United Airlines i Nuuk Lufthavn.
Foto: Oscar Scott Carl
Greenland Airports er repræsenteret på konferencen Routes World 2025. Her er det administrerende direktør Jens R. Lauridsen og forretningsudvikler Milan Vraa, som repræsenterer det selvstyreejede firma. Det beretter luftfartsmediet check-in.dk.
Hong Kong International Airport er vært for årets Routes World, der samler en lang række lufthavne, flyselskaber og andre aktører fra hele verden. Eventen afholdes 24.-26. september.
Her har Greenland Airports tænkt sig at drøfte mulighederne for flyvninger til Grønland med nogle af de tilstedeværende flyselskaber, skriver check-in.dk.
Greenland Airports bekræfter ifølge mediet, at firmaet anser Routes som en unik mulighed for at fremvise Grønland.
Sermitsiaq har tidligere fået bekræftet, at Greenland Airports er i kontakt med potentielle samarbejdspartnere i forbindelse med nye ruter, både til Nuuk og den kommende lufthavn i Ilulissat. Greenland Airports ønsker dog ikke at uddybe, hvilke aktører det handler om.