Air Greenland og United Airlines positive over for samarbejde

Foreløbig kan du ikke flyve på den samme billet mellem USA og Grønland uden for Nuuk. Men det kan ændre sig i fremtiden, lyder det fra begge flyselskaber efter åbningen af New York-ruten.

Den nye rute fra New York blev indviet lørdag 14. juni, hvor Patrick Quayle var blandt talerne i Nuuk Lufthavn.
Offentliggjort

På United Airlines’ hjemmeside kan man søge efter en billet fra New York til Sisimiut eller Ilulissat. Man kan bare ikke købe sådan en billet. Der er kun billetter fra United Airlines’ egne destinationer til Nuuk uden videre forbindelse til kysten.

Det bekræftede Patrick Quayle, senior vice president for planlægning og alliancer for United Airlines, ved åbningen af den nye rute til USA for nylig. Den slags ting tager tid at få i stand, understregede han. 

Men United Airlines er åben for et samarbejde i fremtiden, så forbrugerne på begge sider kan bestille en sammenhængende rejse med Uniteds nye rute og en indenrigsflyvning med Air Greenland. 

– Reaktionen på vores nye rute til Nuuk har været bemærkelsesværdig. Det var vores hurtigst udsolgte åbningsflyvning nogensinde, hvilket fortæller os, at Uniteds kunder er ivrige efter at opleve alle de unikke eventyr, Grønland har at byde på, siger Patrick Quayle. 

Ifølge Patrick Quayle er der allerede en del United-passagerer, som rejser videre ind i landet fra Nuuk.

– Og der er ingen bedre måde at gøre det på, end ved at rejse videre med Air Greenland. Jeg er begejstret ved de nye muligheder, denne rute kan åbne op for mellem vores to selskaber og rejser mellem USA og andre steder i Grønland, siger han. 

Til gavn for hele Grønland 

En aftale mellem Air Greenland og United Airlines vil have klare fordele for de flypassagerer, der ønsker at rejse mellem USA og Kysten. 

De vil derefter kunne nøjes med et enkelt checkin, og de vil være bedre stillet i tilfælde af aflysninger eller forsinkelser på en del af turen.

Air Greenland hæfter sig også ved andre perspektiver i sådan en løsning: 

– Det vil potentielt gavne hele Grønland og bidrage til, at Air Greenland fortsat kan drive indenrigsruterne på et kommercielt grundlag, siger administrerende direktør Jacob Nitter Sørensen. 

– Derfor er det også glædeligt, at United og Air Greenland er i tæt dialog omkring samarbejde, som forhåbentlig kommer til at åbne for muligheden for at booke og rejse på gennemgående billetter. Partnerskaber er vejen frem, understreger han. 

Air Greenland tror og håber, at de nye muligheder vil være etableret senest til sommeren 2026. United Airlines flyver ruten fra New York Newark som en sommerrute med afgange fra juni til september.

United Airlines oplyser i øvrigt, at det var på grund af en teknisk fejl, at det allerede nu var muligt at finde grønlandske destinationer i bookingsystemet. Det vil blive rettet i en kommende opdatering, skriver presseteamet. 

Powered by Labrador CMS