Nyt fitness i Tasiilaq får 15-årige Vittus til at drømme: - Det kan bane vejen for, at jeg kan være med i konkurrencer
Åbningen af et nyt fitnessrum i Tasiilaq blev fejret med stærkmandsopvisning, brandbilstræk og store drømme blandt byens unge, der nu ser frem til bedre træningsmuligheder.
15-årige Vittus Taunajik trækker en 4,5 ton tung brandbil i Tasiilaq bymidte til stor jubel for de fremmødte.Foto: Oscar Scott Carl
Solen står højt over Tasiilaq denne efterårsdag, og mange lokale er mødt op foran brandstationen. De er kommet for at se stærkmand Nukappiannguaq Vetterlain, som i forbindelse med åbningen af et nyt fitness rum i byen, er inviteret til Tasiilaq for at vise sin råstyrke ved at trække en brandbil. Nogle af byens borgere giver sig også i kast med den store udfordring.
Annonce
- Hvis nogen slår Nukappi, tager vi ham ikke med næste gang, griner Allan Juhl.
Stærkmand Nukappiannguaq Vetterlain trækker den 4,5 ton tunge brandbil.Foto: Oscar Scott Carl
Mere bevægelse
Det er en festdag i Tasiilaq. Tidligere på dagen vrimlede det med nysgerrige børn og unge, da der var officiel åbning for det nye fitnessrum i hallen.
Allan Juhl og Fitness GL donerede i 2024 fitnessmaskiner til byen, og i et samarbejde mellem ham, Patrick Abrahamsen som koordinator og Kommuneqarfik Sermersooq er det nye fitnessrum altså nu etableret. De nye maskiner er givet til byen i håb om, at det kan hjælpe byens borgere.
- Det handler om at skabe mere bevægelse. Vi håber folk kan blive dus med maskinerne, så det bliver en naturlig del af hverdagen, fortæller Allan Juhl.
Tasiilaq borgere mødte op til instruktion i de nye maskiner.Foto: Oscar Scott Carl
De seneste dage er der blevet arbejdet hårdt for at få det nye fitnessrum klar til åbningen, og Allan Juhl har instrueret lokale kræfter i, hvordan man bedst muligt bruger de nye maskiner. En af de unge, der deltog i workshoppen med Allan Juhl, og som har glædet sig enormt meget til de nye maskiner er 15-årige Vittus Taunajik.
Nukappiannguaq Vetterlain dødløfter 270 kilo. En ny byrekord.Foto: Oscar Scott Carl
– Jeg er meget glad for åbningen, da jeg gerne vil træne her. Jeg kan hurtigere blive stærkere med de maskiner, der er kommet, siger han.
Vittus Taunajik drømmer om at deltage i stærkmandskonkurrencer i fremtiden.
– Det kan også bane vejen for, at jeg kan være med i konkurrencer. Jeg vil især gerne konkurrere i dødløft, fortæller han.
En længe ventet drøm
Patrick Abrahamsen, der er opvokset i Tasiilaq, er koordinator på projektet. Idéen om bedre adgang til fitnessmuligheder opstod i 2013, mens han arbejdede som politibetjent i Tasiilaq. Nu 12 år senere er fitnessmulighederne blevet forbedret.
Mange børn var mødt op for at prøve de nye maskiner.Foto: Oscar Scott Carl
- Det er helt surrealistisk, at det endelig er lykkedes. Nu håber jeg, at der kan udvikles endnu mere på det, så de unge, som Vittus, kan se, at der er andre muligheder. Tidligere var det kun folk, der trænede, som brugte fitnessområdet. Men der er så mange muligheder også for dem, der ikke træner, fordi de kan bruge maskinerne på andre måder.
15 år og 4,5 tons
"Wooow" udbryder flere af børnene, da de iagttager Vittus Taunajik, som er en af dem, som har taget kampen op og forsøger at trække den 4,5 tons tunge brandbil. Vittus ser meget op til Nukappiannguaq Vetterlain, så da han spurgte Vittus, om han ville prøve, var der ikke andre svar end ja.
- Det var lidt hårdt. Da de nævnte mit navn, blev jeg virkelig nervøs. Jeg troede ikke, jeg kunne slæbe den. Det var hårdt, fortæller han.
Regionschef Hjørdis Viberg til venstre indviede det nye fitness i selskab med blandt andet koordinator Patrick Abrahamsen (blå trøje)Foto: Oscar Scott Carl