KAK søger om medlemsskab i internationalt forbund

Grønlands fodboldforbund KAK tager et historisk skridt ved officielt at ansøge om medlemskab i Confederation of North, Central America and Caribbean Association Football (CONCACAF), oplyser forbindet.

Morten Rutkjær er godt tilfreds med spillernes udvikling
Offentliggjort

Fodboldforbundet KAK meddeler, at man efter et intensivt og dedikeret arbejde af formand for KAK, Kenneth Kleist, og Grønlands landstræner, Morten Rutkjær, har søgt om optagelse i Confederation of North, Central America and Caribbean Association Football (CONCACAF).

Landstræneren er overbevist om, at et medlemskab af CONCACAF er den rette mulighed og udvikling for grønlandsk fodbold:

- Det vil give en attraktiv platform, hvor klub- og landshold kommer til at spille flere internationale kampe og turneringer, udtaler Morten Rutkjær.

- Uvurderligt for sporten

Kenneth Kleist kalder ansøgning for et 'historisk øjeblik':

- Dette initiativ afspejler vores dedikation til at udvikle og fremme fodbold i vores land. Med CONCACAF-medlemskabet vil vi få mulighed for at deltage i internationale turneringer og udveksle erfaringer med andre nationer, hvilket vil være uvurderligt for vores sport og samfund.

KAK oplyser, at CONCACAF allerede inkluderer medlemmer, der hører under europæiske nationer, såsom Fransk Guyana, Guadeloupe og Martinique.

Støtte fra DBU

- I modsætning til UEFA, hvor medlemmerne skal være anerkendt af FN, er dette ikke et krav i CONCACAF. Denne åbenhed i medlemskabet skaber en realistisk mulighed for Grønlands optagelse som det 42. medlem af CONCACAF, skriver KAK.

KAK har fået opbakning fra Dansk Boldspil-Union (DBU) til ansøgningen, og forbundet har også indledt et strategisk samarbejde med den islandske fodboldunion, KSI.

- Partnerskaberne med DBU og KSI betyder, at vi står stærkt organisatorisk, når vi starter dialogen med CONCACAF, udtaler Kenneth Kleist.

Ifølge KAK vil indlemmelse i CONCACAF åbne døren for deltagelse i CONCACAF Champions Cup for klubhold, Championship i Futsal og ikke mindst Gold Cup og Nations League for ude-landshold.

Powered by Labrador CMS