Grønlandske piger skal til Dana Cup

Grønlandske pigefodboldhold får chancen for at deltage i den prestigefyldte internationale ungdomsturnering Dana Cup til sommer.

Offentliggjort

Et nyt CSR-partnerskab mellem Arctic Import, REMA 1000 og Dana Cup giver et grønlandsk pigehold mulighed for at deltage i den internationale ungdomsfodboldturnering Dana Cup i 2025.

Sponsoratet dækker deltagergebyr, kost og logi samt rejsetøj, hvilket sikrer, at pigerne kan deltage uden økonomiske barrierer. Målet er at styrke unges trivsel og udvikling gennem sport.

- For os handler dette partnerskab ikke kun om et sponsorat. Det er en investering i unge mennesker og deres fællesskaber, siger Henrik Kronborg, salgsdirektør i Arctic Import.

- Fodbold skaber sammenhold og udvikler vigtige kompetencer, og vi er stolte af at kunne give et grønlandsk hold muligheden for at deltage i Dana Cup og opleve et internationalt fodboldmiljø, fortsætter han.

Flere hold har tidligere deltaget

Dana Cup afholdes i uge 30 i Hjørring og samler årligt over 1.000 hold fra hele verden. Turneringen tiltrækker mere end 34.400 deltagere, frivillige, supportere og dommere fra 50 nationer, og over 20.000 mennesker besøger pladsen dagligt .

Grønlandske hold har tidligere deltaget i Dana Cup. I 2024 deltog blandt andet K-1933's U16 pigehold fra Qaqortoq og B-67 fra Nuuk med både drenge- og pigehold i forskellige aldersgrupper. For mange af spillerne var det første gang, de rejste til Danmark, og oplevelsen gav dem både sportslige udfordringer og kulturel indsigt .

Fodbold spiller en stor rolle i Grønland og forbinder unge på tværs af byer og bygder. Med dette sponsorat får et grønlandsk pigehold ikke blot muligheden for at konkurrere på internationalt niveau, men også opleve fællesskabet, glæden og læringen, som Dana Cup tilbyder.

Partnerskabet mellem Arctic Import og REMA 1000 viser en vigtig indsats for at sikre, at flere unge fra Grønland får mulighed for at dyrke deres passion, opbygge færdigheder og deltage i internationale sportsfællesskaber.

Powered by Labrador CMS