Grønlands bedste ultraløber jagter ikke medaljer – men sig selv

Våde snefnug rammer Orlas svedige ansigt. Han kniber øjnene sammen.Sneen knirker under de blå HOKA løbesko for hvert skridt han tager på den snedækkede asfalt. Det ene skridt æder det næste i en endeløs strøm.

Det virker så simpelt bare at tage et skridt mere, at man nærmest glemmer, hvor ekstremt Orlas projekt er.

Vi fulgte i hælene på Orla Isaksen Mølgaard en hel dag. Se videoreportage fra dagen.

Det startede med målet om at løbe 3500 kilometer i løbet af maj, men nu har det ændret karakter. Efter en god start 1. maj, hvor Orla løb 103 kilometer, sagde hans krop fra på andendagen. Han måtte ændre sin målsætning, og nu er målet i stedet, at løbe så mange kilometer, som hans grænse tillader det i løbet af maj. For at lære sig selv at kende.

Det var en hård erkendelse for Orla, at han allerede på andendagen måtte justere sin målsætning:

- Jeg havde brugt så lang tid på at forberede mig. Ville folk blive skuffet over mig? Hvad skulle jeg sige til mine sponsorere? Det var et nederlag for mig, at jeg ikke var stærk nok, fortæller han. Samtidig føltes det også frigørende for Orla, da han tog beslutningen om at droppe de 3500 kilometer. Nu kunne han fokusere på dét, som det altid har handlet om. At rykke sine egne grænser. At gå ind i dybet af psyken, og se hvad der gemmer sig, og hvor det kan tage ham hen på ny:

- Det føles som om, jeg havde en kæmpe vægt ovenpå mig i starten. Da jeg ændrede mit mål for maj, forsvandt al den vægt.

Større standarder

Nogle mennesker har måske svært ved at se meningen med Orlas projekt for maj. Mange vil være inspirerede. De fleste dybt imponerede. Men hvad driver Orla ud i ekstremerne? For Orla er svaret ikke så ligetil.

Når man spørger ham, hvorfor han løber så langt, svarer han:

- Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke engang rigtig lide at løbe. Jeg hader det ikke, men jeg synes det er kedeligt. På Orlas venstre håndryg gemmer sig måske en del af svaret på, hvordan han formår at løbe så ekstreme distancer.

Malet i blæk i hans hud til evig tid er de to ord motivation og disciplin tatoveret, så han altid kan se dem. Motivation står nederst med en streg over. Disciplin øverst og størst. Motivationen er ikke det, der driver værket, må man forstå. Det er disciplinen. Disciplinen til at stå op om morgenen og snøre løbeskoene. Disciplinen til at blive ved. Sætte sig nye mål og jagte dem. Og netop dét, at Orla har formået at sætte sig nye ekstreme mål og fuldføre dem, har inspireret mange andre grønlændere. Noget, som gør Orla stolt:

- I starten handlede det kun om mig selv, men det jeg gør har en effekt på andre grønlændere, og det er jeg stolt over. Vi skal sætte større standarder her i Grønland, og det tror jeg, at jeg er med til. For hver gang at jeg har opnået store mål, så har andre grønlændere måske også sat sig større mål, end hvad de ellers ville have gjort.

En ny normal 

Tilbage på dagens løbetur har Orla tilbagelagt cirka 20 kilometers løb, da han pludselig udbryder:

- Spanien er i mine tanker. Det er koldt her og jeg savner sommer. Næste år så er det Spanien. Ingen løb kun afslapning. Orla løb 600 kilometer i maj 2020. I 2021 løb han 1000 kilometer i maj. Begge gange sagde han efterfølgende til sine løbekammerater, at det var sidste gang han løb så langt på en måned.

Alligevel satte han målet om 3500 kilometer her i maj 2025.

- Jeg blev nødt til at prøve. Efter jeg løb 600 kilometer i maj 2020, tænkte jeg: Jeg kan mere. Efter jeg havde løbet 1000 kilometer i maj 2021, tænkte jeg også: Jeg kan mere. Siden 2021 har jeg haft tanken om det her projekt, så selvom jeg ikke synes det er sjovt at løbe, så jeg ville fortryde, hvis ikke jeg forsøgte, fortæller han og fortsætter:

- Jeg kommer ikke til at prøve at løbe 3500 kilometer på en måned igen. Jeg når nok heller ikke 2000 i maj, men når jeg har prøvet, kan jeg glemme det og endelig fokusere på noget helt andet.

Men skal vi tro på det nu?

Har Orla nået sin grænse og hvor går den egentlig? For er det virkelig Orla der ikke er stærk nok til at løbe 3500 kilometer i løbet af maj måned, eller er det simpelthen bare fordi det ikke er fysisk muligt? Man fornemmer det konstante dilemma i Orla. Lysten til at stoppe. Trangen til at fortsætte.

- Man stopper aldrig. Man bliver afhængig. Ekstremløbere er afhængige af at være mentalt trætte. Det er svært at forklare. Man har det sjovt, mens man ikke har det sjovt.

Orla synes ikke længere, at det er vildt at løbe 1000 kilometer på en måned. Hans normal har ændret sig i takt med, at hans grænse har rykket sig, fortæller han. Og måske at en del af svaret på, hvorfor han gør det, skal findes i netop dét. Den konstante udvidelse af, hvad han som menneske er i stand til.

- Jeg bliver mentalt stærkere af at løbe. Det kan jeg bruge i min hverdag. Små irriterende ting i hverdagen, håndterer jeg bedre. Måske jeg kan bruge dét, at jeg lærer mig selv bedre at kende til at opnå noget større. Jeg er elektriker, men har ikke lyst til at være elektriker hele mit liv. Jeg vil gerne nå meget mere, så det her løb kan måske være mit næste skridt.

Et indre og ydre pres

- Jeg har et svært valg jeg skal tage siger Orla, da han efter 35 kilometer holder pause i sin Arsanerit bil, som holder parkeret foran RAL, som ligger på hans faste løberute.

Hans krop er smadret, og hans fødder driller ham. Allerede fra morgenstunden var han spændt på dagens løb, da han mærkede en skade i sit højre lår, og vejrforholdene har ikke gjort det nemmere med en kold nordenvind og dyb sne på vejen, hvor han løber.

Når han træder ned på sneen, kommer hans fødder ud i yderpositioner, hvilket betyder skader. Orla er påvirket af situationen, da han sidder med varmen på fuld skrue og skuer ud over vandet mod Qinngorput. Orla vælger efter længere betænkningstid at stoppe dagens løb efter 35 kilometer.

- Jeg føler, jeg bliver nødt til at løbe, selvom jeg ikke har lyst til at løbe. Jeg føler, at jeg kommer til at skuffe mange ved at stoppe, selvom det ikke er sådan i virkeligheden. Jeg kommer til at skuffe mig selv, men det er den bedste beslutning, hvis jeg skal være helt ærlig. Men jeg har det ikke godt. Jeg kan ikke lide at give op. Orla kan ikke blive skiftet ud. Der er ikke en kamp, der stopper efter 90 minutter som i fodbold.

Den eneste der vælger, om han skal blive ved med at løbe eller ej, er ham selv. En evig indre diskussion. Og selvom Orla stopper dagens løb, er maj-udfordringen ikke slut:

- Jeg kommer ikke til at stoppe. Jeg prøver igen om to dage. Det er bare lidt ærgerligt at min krop ikke har lyst til at arbejde sammen med mig.

Jagten på meningen 

Da Orla restituerer efter dagens løbetur, spørger jeg ham igen hvorfor. Hvorfor løber han så langt? Svaret er det samme. Han ved det ikke, siger han.

Men måske er spørgsmålet i virkeligheden for simpelt til et svar så komplekst. Måske svaret på ”hvorfor?” ligger spredt ud som stort puslespil, der samles løbende, og måske aldrig færdiggøres.

Man kan også forsøge at vende den om: Hvem er Orla uden løb? Meget stille og rolig, svarer han. Og hvem er han så med løb?

- Det ved jeg ikke, siger han. Og måske jeg aldrig finder ud af det. For Orla er det måske ikke vigtigt hvorfor. Han er på jagt efter noget større. Noget, som ikke kan nedfældes i et simpelt svar på papir, men som han ikke bare kan lade stå hen. Selvom det ville være så meget lettere bare at svinge benene op i en lænestol i Spanien.