Forelsket i grønlandsk fodbold

I en lejlighed i Venedig hænger der ikke Juventus- eller AC Milan-trøjer i skabet, men en farverig samling af grønlandske klubtrøjer. Blå og hvide, gule og grønne. Ejeren af den imponerende samling kender kun Grønland gennem fortællinger og skærme - alligevel føler han sig dybt forbundet med landet. Hans passion for grønlandsk fodbold rækker tusindvis af kilometer fra Italien til Arktis og gør ham til én af Grønlands måske største superfans.

Et kald fra nord 

Langt fra Grønlands fjelde, midt i Venedigs arkitektoniske perler, finder man Lorenzo Bigo, en 29-årig arkæolog med en uventet interesse. For det er hverken kanalerne eller kirkerne, der optager arkæologen - men noget, der udspiller sig langt mod nord. 

- Jeg har altid været fascineret af både fodbold og geografi. Især fodboldens rolle i de nordlige og arktiske egne fangede min interesse, og lidt efter lidt blev min helt store kærlighed grønlandsk fodbold, fortæller Lorenzo Bigo. 

Lorenzo er vokset op blandt støvlelandets solbeskinnede stadioner, alligevel er det ikke dér, han finder den fodbold, der virkelig rører ham. 

- Grønlandsk fodbold har noget, jeg ikke længere kan finde i de europæiske ligaer eller andre steder i verden: en ren og ægte passion for spillet, som spilles med glæde og en stærk følelse af fællesskab. Jeg er ligeglad med, at niveauet ikke er det højeste - den passion og kærlighed til fodbold, jeg ser hos grønlandske spillere, er efter min mening helt enestående, siger Lorenzo Bigo begejstret. 

Passionen er ikke til at overse. Hvert år ser Lorenzo frem til Nunatsinni Pissartanngorniunneq, også kaldet NP, hvor han følger kampene live med grønlandske kommentatorer som lydtapet. 

- Jeg går aldrig glip af en eneste kamp, jeg ser dem alle live. Det er et af årets store højdepunkter for mig, fortæller Lorenzo.

En sjælden samling 

Lorenzo har i dag en unik samling: 24 officielle spillertrøjer fra grønlandske klubber, både de største og dem fra fjerntliggende bygder, som de færreste uden for Grønland har hørt om. 

- Hver trøje rummer sin helt egen historie, og de betyder virkelig meget for mig, siger Lorenzo med en sådan overbevisning, at man ikke kan være i tvivl om hans følelser.

Blandt trøjerne i Lorenzos samling finder man både etablerede storklubber som Nagdlunguak-48 og hans favoritklub B-67 samt mere sjældne navne som FC Bluie fra Narsarsuaq. Klubben FC Bluie, der blev stiftet i 2011 i den lille sydgrønlandske bygd Narsarsuaq, deltager kun lejlighedsvis i turneringer og er sjældent nævnt uden for lokalområdet. Det gør netop denne trøje til noget særligt: en sjældenhed fra en af Grønlands mere isolerede egne, og et billede på, hvor langt Lorenzos interesse strækker sig. Lorenzo Bigos mål er nu at få fingrene i trøjerne fra Siuteroq-43 i Nanortalik og QSC i Qaanaaq - så samlingen bliver endnu mere komplet. Blandt de mange farverige trøjer i samlingen er der dog én, der skiller sig særligt ud for Lorenzo. 

- Min yndlingstrøje er B-67’s hjemmebanetrøje fra 2020. Det var den første trøje i min samling, og på ærmet står den italienske tekst andrà tutto bene (alt bliver godt). Med netop den trøje opstod der en stærk forbindelse mellem Grønland og mit hjemland Italien, fortæller Lorenzo.

En digital fodboldfamilie

Det er ikke kun trøjerne i skabet, der binder Lorenzo Bigo til Grønland. Gennem sociale medier har han opbygget tætte relationer til både spillere og trænere, især i klubben B-67 fra Nuuk. Samtalerne på Messenger har udviklet sig til noget, der ligner en digital fodboldfamilie - et fællesskab, der rækker langt ud over skærmen. 

- De fik mig til at føle, at jeg hørte til, selvom jeg aldrig har sat fod på Grønland, fortæller den italienske superfan. 

Men det stopper ikke ved de virtuelle forbindelser. I oktober 2023 møder han for første gang nogle af spillerne og trænerne fra B-67. Klubbens U11-hold gør et kort stop i Jesolo på vej til Verona Cup, og midt i sit arbejde som arkæolog står Lorenzo pludselig og udveksler fodboldsnak og gaver med træner Ole Louis Rasmussen. En grønlandsk trøje skifter hænder, og en kasket fra Venezia FC finder vej mod nord. Som var det skæbnen, mødes Lorenzo og Ole igen præcis et år senere i Verona. Denne gang med både ungdomsspillere og repræsentanter fra førsteholdet fra favoritklubben, B-67. Dagen byder på samtaler om kultur, fodbold og venskaber, og kulminerer med grønlandsk guld på italiensk græs. 

- Det var en uforglemmelig eftermiddag. At se de unge spillere fra Grønland løfte guldet i Italien gjorde mig utroligt stolt, fortæller Lorenzo Bigo.

Drømmen om Grønland

Lorenzo har aldrig stået på en grønlandsk fodboldbane. Aldrig mærket den arktiske vind i ansigtet, mens bolden ruller over kunstgræsset på de bjergtagende fodboldbaner rundt omkring i landet. Alligevel drømmer Lorenzo Bigo om netop dét: at stå hér en dag blandt spillere og fans, han kun kender fra afstand, men føler sig forbundet med, som var de gamle venner. 

- Jeg drømmer om at besøge Nuuk og se det hele med mine egne øjne. Men indtil da lever jeg på minderne fra de fantastiske møder med mine grønlandske venner. De har givet mig noget unikt: en følelse af at høre til, tusindvis af kilometer væk fra mit eget land, fortæller Lorenzo. Indtil dagen kommer, hvor Grønlands måske største superfan endelig kan sætte fod på grønlandsk jord, fortsætter han med at heppe på sine grønlandske helte fra sin lejlighed i Venedig med skabet fuld af grønlandske fodboldtrøjer.