Et koldt dyp og en varm velkomst

Jeg går mod tidevandstrappen – stedet, hvor langt de fleste turistbåde lægger til og fra. Hver udånding står som en lille sky foran mig, men selvom efteråret har ramt Nuuk, skinner solen, og luften er sprød og klar. Som nytilflyttet, og med en lang vej endnu før jeg kan kalde mig en ægte nuummioq, har jeg sat mig for at gøre noget, mange besøgende drømmer om: at hoppe i det iskolde arktiske vand.

Rundt om Sermitsiaq 

Ved tidevandstrappen lægger den blå og hvide båd til. I båden sidder Ivik Knudsen-Ostermann fra Greenland Cruises. Han smiler og vinker mig ombord. Turen, jeg skal med på, er en sejltur rundt om det ikoniske fjeld Sermitsiaq – det samme fjeld, som mediehuset, jeg nu arbejder for, er opkaldt efter. Det virkede som et passende sammentræf, da jeg skulle booke turen. 

Et vejrbidt grønlandsk flag blafrer fra stangen agter. Det har fået sine tæsk. Farverne er falmede, og stoffet er flosset i kanterne, men det holder stædigt fast. Som en påmindelse om, at her sejles der ikke kun i medgangsvejr, men også i kulde, vind og bølger. 

Med ombord er Ole Rasmussen, der – ligesom jeg – kommer fra Danmark, men som nu bor fast i Grønland og arbejder i Greenland Cruises. Derudover er der et kærestepar fra København, som er på besøg i Nuuk, og et ældre venindepar fra Nordsjælland. Med andre ord: båden er godt lastet med dansk nysgerrighed. 

Snakken går, mens vi glider ud af havnen. Flere ombord siger det samme: Grønland er jo et land, vi alle sammen har hørt om hele vores liv – men som vi alligevel ikke rigtig kender. Der tales om barndommens skolekort, om historier fra familiemedlemmer, der har arbejdet her, og om billederne, man har set – men nu endelig står midt i. Det er måske netop kontrasterne, der gør mødet så slående, tænker jeg. 

Det stejle, rå fjeldlandskab mod Danmarks flade kornmarker. Grønland er et sted, mange tror, de kender – men som først for alvor viser sig, når man selv står her. Det er i hvert fald sådan jeg selv har det.

Plask! 

Efter lidt sejlads går snakken på, om nogen mon har lyst til at tage en dukkert i det iskolde vand. Det er næsten en fast tradition på turene, at nogen vælger at tage en forfriskende dukkert i det klare, kolde arktiske farvand – sommer som vinter, fortæller Ivik med et smil.

Heldigvis skinner solen, og det giver mig en snert af sommerfornemmelse, selvom jeg inderst inde er rasende bevidst om, at vandet, jeg lige om lidt skal ned i, kun er fire grader. 

Før jeg når at tænke mig om, står jeg i badetøj på en isflage, der er 100.000 år gammel, med 322 meter dybt vand under mig. Båden er trukket godt væk – langt nok til, at man kunne kalde isflagen, jeg står på, for gerningsstedet. For ærligt talt føles det mere galt end genialt, det jeg er ved at kaste mig ud i. Men hey, jeg er jo også en del af de turister, der gør den slags – så måske er jeg bare i færd med at leve op til forventningerne. Er det den bedste idé? Måske ikke. Er det spændende? Absolut! Sikkerhedsforanstaltninger? Jeg har nok lidt overset dem. Jeg har altid haft en svaghed for det eventyrlige, forsøger jeg at overbevise mig selv om – som om det skulle retfærdiggøre det. Jeg har det nok ikke fra fremmede, tænker jeg for mig selv. Min far er også journalist, og vi har altid konkurreret lidt: Hvem kunne dykke dybest? Hvem turde springe fra 10-meter vippen? Og nu – hvem hopper først i det iskolde arktiske vand? Der er ingen vej tilbage. 3–2–1, et forsigtigt spring og plask. Min krop omsluttes af det isnende vand, og det føles endnu vildere, end jeg havde forestillet mig. Det er magisk.

Som en boblende champagnedrik 

Jeg har altid været draget af vandet. Der er noget ydmygt i at være gæst i det store blå – og noget beroligende i det vægtløse. Jeg er vant til at vinterbade hjemme i Danmark og har de seneste år endda været fast medlem af vinterbaderklubben i Aarhus. Men her, midt i Nuup Kangerlua, er alt genkendeligt pakket væk: Der er ingen sandbund, ingen badetrapper, ingen tændt sauna, der venter. Jeg flyder i det isnende vand, med langt til bunden og kun horisonten omkring mig. Det perfekte sted for et havuhyre, hvis du spørger mit indre barn. Ikke et bestemt ét – bare den slags uhyre, man forestillede sig lurede i dybet, dengang man kun turde svømme, hvis man kunne se sine tæer. Alligevel mærker jeg ingen frygt. Jeg tager et par svømmetag, trækker vejret helt ned i maven – og midt i det store, kolde ingenting begynder jeg at få en fornemmelse af, at der måske er plads til mig. Ikke bare i vandet, men også i Nuuk, på trods af mine til tider impulsive idéer. 

Da jeg kravler op på båden igen, prikker det i fingrene. Blodet pumper, huden sitrer, og så kommer det – det brusende sus, som rejser sig op gennem kroppen, som en boblende champagnedrik. Inden jeg griber håndklædet, tillader jeg mig selv at stoppe op. Bare et øjeblik. Jeg står der, drivvåd og kold, men fuldstændig til stede. Og det er ikke bare varme, jeg mærker. Det er en eufori, en klarhed, der føles fuldstændig ren. Det er netop den fornemmelse, jeg som så mange andre jagter.

Tilbage til landjorden 

Omklædt og tilbage inde i båden skænker jeg mig en kop rygende varmt vand. Udvalget af frugt-te er imponerende, og selvom jeg normalt ikke kan fordrage den slags, smager en glohed kop citron-te pludselig som verdens bedste idé. Jeg sidder stille lidt. Det tager længere tid end ventet at få varmen igen – men det gør ikke noget. Da vi lægger til kaj, og mine kolde fødder igen rammer land, føles det som om noget i mig har rykket sig. Som om jeg ikke bare har været ude i fjorden – men igennem noget. Knud Rasmussens ord dukker op i mig: Naturen er stor, men mennesket er større. Men med håret stadig dryppende og kroppen mærket af kulden, føles det omvendt. At mennesket kun for alvor forstår sin egen lille plads, når det tør træde ud i det, der er større end én selv. Og måske er det dét, der sker. Når man lader sig omslutte af noget så iskoldt, vildt og ægte, efterlader det et mærke. Ikke som et ar, men som et aftryk. En slags dåb. Ikke med ord, men med vand.