En løbedebut med pigge og perspektiv

Der er faldet sne i Nuuk. 

Ikke meget, bare nok til at gøre vejene glatte og stilheden tæt. Den slags sne, der dæmper lydene fra byen, så man pludselig hører sit eget åndedræt tydeligere. Jeg står uden for opgangen med mine løbesko, som i dag har fået nyt udstyr: små pigge spændt fast i sorte elastikremme under sålerne – bittesmå forsikringer mod vinterens uforudsigelighed og et løfte om fuld skridsikkerhed.

Et skridt ad gangen

Jeg skal løbe mod verdens ende. Det lyder dramatisk, men i Nuuk er "Verdens ende" et sted. Et hjørne af Qinngorput, hvor vejen stopper og fjorden tager over. Her slutter byen og verden bliver til klipper og vand. Et passende sted at løbe hen, når man gerne vil mærke, at man lever – og måske også lige minde sig selv om, hvor skrøbelig man er, når man begiver sig ud i naturens territorium. 

I dag har jeg med vilje ladet mit Apple Watch og mine AirPods blive derhjemme. Jeg vil mærke min krop, ikke måle den. Lytte til naturen, ikke til playlister med popmusik, som jeg plejer. De første meter føles fremmede. Piggene skraber mod asfalten dér, hvor sneen er smeltet, og kroppen prøver at finde balancen mellem forsigtighed og fremdrift.

Når verden åbner sig

Jeg løber gennem et landskab, der allerede har taget vinterens farver på: grå himmel, sne i vejkanten, og fjeldene i horisonten, der står som mørke væsner under de lette skyer. Luften er tør og kold, den stikker i næsen. Jeg mærker, hvordan hvert åndedrag danner små skyer foran mig, som om jeg puster damp ud i verden. Efter et par kilometer begynder piggene at føles som en forlængelse af mine egne fødder. De bider sig fast i sneen, knirker under hvert skridt, og jeg begynder at stole på dem — på en måde, man kun kan stole på noget, man selv har skruet sammen i forsøget på at tæmme naturen. 

Vejen snor sig langs kysten. Her er vinden anderledes – skarpere, mere direkte. Under mig ligger fjorden, mørk og rolig, og på den anden side kan jeg skimte fjeldene i Nordlandet. Det føles, som om verden åbner sig – og slutter – på samme tid.

Ved enden

Da jeg når frem, kan jeg ikke lade være med at stoppe. Vejen ender, og verden åbner sig foran mig — et øjeblik, hvor jeg bare må stå stille og tage det hele ind. Foran mig ligger havet, tungt og blåt. Jeg trækker vejret dybt og mærker, hvordan vinden tager fat i jakken. Her, ved "Verdens ende", er der ikke noget at gøre – kun at stå og lade sig minde om, hvor lille man er, og hvor stort alting føles. 

På vej hjem tænker jeg på, hvor meget et par pigge kan ændre ens måde at bevæge sig på. Ikke bare fysisk – men mentalt. Det er, som om de tillader mig at stole lidt mere på vinteren. At acceptere, at sneen og isen ikke er en hindring, men bare en anden form for underlag. Når man løber mod verdens ende, lærer man, at grænser sjældent er faste. De flytter sig – lige som sneen, vinden og ens egen frygt.