Aaja: Atleter skal have adgang til europæisk våbenpas
Grønlandske skiskydningsatleter kan ikke medbringe deres våben til konkurrencer i Europa. Det vil IA-folketingsmedlemmet Aaja Chemnitz have ændret.
Ukaleq Slettemark ses her under en skiskydningskonkurrence.
Arkivfoto: Grønlands Biathlon Forbund
Aaja Chemnitz inddrager nu justitsminister Peter Hummelgaard i et helt særligt forhold, der gælder skiskydningssporten, og hvor grønlandske deltagere i dag er særdeles hæmmet i forhold til de øvrige konkurrenter, som man er oppe imod.
I dag kan grønlandske atleter ikke medbringe deres våben til konkurrencer i Europa, grundet manglende adgang til europæisk våbenpas, forklarer Aaja Chemnitz.
- Vil ministeren gøre det muligt for grønlandske borgere at opnå europæisk våbenpas, så de kan deltage ligeligt med danske atleter i internationale konkurrencer, lyder spørgsmålet fra Aaja Chemnitz til den danske justitsminister.